Ugen efter sad jeg og skrev en rapport til hovedkvarteret, da Beate kom ind. “Viggo. Jeg har brug for din hjælp. Du ved en hel masse om den nye stol, Collins har arrangeret at få sendt herover fra staterne. Kan du ikke hjælpe mig i kælderen?”

En stol? Fra staterne? Hvordan skulle jeg være ekspert i det?

Jeg fulgte Beate hen til det rum hun drev sin forretning fra og da jeg trådte ind i rummet fik jeg et chok.

Det var en gynækolog-stol fra hospitalet. En af de stole, hvor Doktor Crawford gang på gang havde malket mig i.

“Men Beate…” Jeg var målløs. Jeg havde ikke forventet nogensinde at se det medicinske værktøj igen, og nu stod stolen her. Til hvilket formål?

“Beate. Hvorfor har Collins fået stolen herover?”

“Han sagde, at det ville være et aktiv for butikken. Han havde fået at vide af sælgeren, at der ingen efterspørgsel var i brugen af stolen mere, så han fik købt. Han har tænkt, at den skulle bruges på Bathelow, men stolen kom ikke med en brugervejledning. Han sagde at du vidste hvordan den blev brugt.”

“Beate. Jeg kan ikke gøre det her…” Jeg vidste godt at jeg villigt havde ladet mig malke i en stol som denne så mange gange, men jeg var yngre og så på verdenen i et mere naivt lys. Pengene som Doktor Crawford havde lavet sammen med mig, havde været gode, men det var en anden tid.

“Viggo ved godt hvordan det stol skal bruges. Vi har begge arbejdet på hospitalet.” lød det fra døren. Det var Karen. Sammen havde vi arbejdet på hospitalet, da krigen havde sendt så mange mænd ud af landet.

“Men Karen…” prøvede jeg at svare, men hun afbrød mig.

“Lad mig hjælpe jer, hvis jeg får lov til at bruge den, når jeg er sammen med Iris. Viggo. Bare denne ene gang kan du vel nok hjælpe til. Ingen forventer at du skal bruge stolen som dengang i Gatorville.”

Det var den måde at Beate fik historien om hvordan jeg havde tjent mine penge, men jeg opholdt mig i Gatorville. Flere gange måbede hun. Vi fandt de forskellige kasser som rummede de brede læderremme. Kassen med den lille maskine som styrede dildoen blev også åbnet.

“Åh. Viggo. Det måtte have været frygteligt." sagde Beate da hun den.

“Det ser noget brutalt ud, men den gjorde nok lykke på sin måde. Ellers havde Viggo og de andre der blev malket nok ikke fået udløsning," sagde Karen.

I tavshed samlede vi stolen. Snart stod den og virkede så faretruende. Hvorfor havde jeg bare taget oplevelserne i Gatorville ind ukritisk? Det føltes så kort tid siden, at jeg som teenager var kommet til hospitalet for første gang, hvor den første ud af så mange behandlinger fandt sted.

Min tanker blev afbrudt. “Viggo. Tag tøjet af” sagde Karen. “Nu???”

“Ja. Det er den eneste måde Beate kan se hvordan stolen bliver brugt. Bare rolig. Ingen DILDO.”

Jeg tog tøjet af og satte mig i stolen. Karen spændte læderremmene og forklarede Beate lidt om konceptet. “Og så er det øjenbind og gagball” sagde Karen. Med et sad jeg i mørket. En læderrem blev spændt omkring mit hoved og den blev fastgjort til stolen, så jeg ikke kunne dreje hovedet. Jeg hørte, hvordan de bevægede sig rundt om stolen. Min krop reagerede forskrækket ved at give et sæt, da jeg mærkede varme hænder glide over min krop. Jeg gryntede af vellyst.

Hænderne blev ved med at glide hen over min krop. Var det Beate eller Karen som kærtegnede mig? Deres hænder fandt ned til mit underliv og snart rejste min pik sig klar til kamp. Jeg kunne kun svagt høre deres stemmer. Med et gled mine tanker tilbage til første gang, at jeg blev introduceret til denne type stol.

Dengang hvor jeg som en teenager på flugt for nogle gangstere havde levet forklædt som stuepige på et hotel Bayou. Den følelse af afmagt, den totale hjælpeløshed, mens doktor Crawford med hjælp af dildo og en metalhylster med gummioverflade indeni malkede stort set alle dråber ud af mig.

De brede læderremme holdt min krop på plads. 3 brede remme omkring livet, 2 remme over hver sin skulder, samt remme til benene, som var fikseret i hver sin bøjle, lår, over- og under arme. Som doktor Crawford sagde, var det vigtigt, at patienten ikke bevægede sig for meget, da det var delikate legemsdele, som var i spil.

Beate og Karens arbejde havde sat sine spor. Jeg var lige ved at få udløsning, da jeg pludselig mærkede, hvordan at et læderstykke blev bundet stramt omkring mine nosser, så det blev sværere at få udløsning. Min pik var stiv som støbejern. De blev ved med at drille mig. Når en finger strejfede mine nosser på det nederste stykke, var det som at få et elektrisk stød igennem mig.

Da var det, at jeg mærkede en gummibeklædt finger presse mod min ringmuskel. Jeg kunne ikke længere holde udløsningen tilbage. En stråle af mine safter stod ud i lokalet. Sådan måtte det have set ud. Jeg var stadig henlagt i mørke. De fortsatte med at lege med min pik, indtil de sidste dråber sprøjtede ud af mig.

“Gud. Hvad er det I laver?” lød det. Det var min søsters stemme. Irene boede i huset, men var en arbejdsnarkoman. Tidligt op og sent hjem hvor hun kun nød et kort måltid. Wilson havde forsøgt at få hende til at løsne hende lidt op og de havde gået lange ture langs floden, men hun havde aldrig spurgt til hvad der egentlig foregik i kælderen og nu så hun mig sådan her!

“Rolig Irene. Det er bare et eksperiment” Det var Karens stemme. Jeg fik øjenbindet af og jeg kunne se at Karen trak hende ud på gangen hvor snakken gik. Beate løsnede remmene og jeg fik gagballen ud af munden. “Her. Tag noget at drikke” sagde Beate. Jeg havde svedt meget voldsomt og nu frøs jeg. Beate rakte mig en badekåbe som jeg hurtigt svøbte omkring kroppen. Uden på gangen gik snakken stadig og Irene var både højtråbende og ophidset. Stemmerne lagde jeg. Jeg kunne høre at Wilson kom til og lagde en dæmper på.

Døren gik op. Irene var rød i hovedet. “Viggo. Hvad er det jeg hører? Kan det passe at du var med i nogle bizarre læge-forsøg og gik i dametøj?”

“Ja. Det er korrekt” sagde jeg stille. “Nogle folk i Los Angeles ville slå mig ihjel, og gode mennesker gemte mig langt ude på landet i Louisiana.”

“Men du har aldrig skrevet hjem om det”

“Nej. Men hvordan skulle jeg det? Jeg er ikke stolt af det. Alt for mange kan ikke forstå at når man bare vil overleve, så går man langt for at gøre det. Det var den eneste mulighed jeg havde.”

Irene tav. Jeg kunne selvfølgelig ikke vide hvordan familien havde haft det under krigen. Havde deres liv været truet? At leve i et besat land kunne heller ikke være sjovt.

Karen brød ind. “Irene. Lad nu Viggo gå ind og klæde om. Jeg har arbejdet som sygeplejer på hospitalet og ved en del om det. Det var ganske uskyldigt selvom det ser farligt ud. Hvis I andre går ud, så kan jeg fortælle Irene mere om hvad der skete i Louisiana.”

“Jeg vil helst have, at Wilson bliver. Selvom vi nu har arbejdet sammen i et stykke tid, så føler jeg mig mere tryg når han er her.”

Vi gik ud. Beate gav mig et krav. “Viggo. Det kan ikke have været sjovt, at Irene fandt ud af hvad der var sket hjemme i Gatorville. Undskyld at jeg ikke låste døren. Jeg tænkte ikke over at hun kunne finde på at kigge ind. Hun plejer jo altid at være på arbejde.”

“Tænk ikke over det. Vi kunne nok ikke holde det hemmeligt for hende for evigt. Måske er det bedste, at hun ved det.”

Jeg gik ned og tog et bad. Det var et primitivt badeværelse, som var meget spartansk indrettet, men det opfyldte sit formål. Jeg var på vej tilbage til mit værelse da jeg hørte en høj stønnen ind i rummet.

Jeg fik ind i det rum hvorfra vi filmede og jeg fik mig et chok da jeg kiggede ind i rummet via det falske spejl vi filmede igennem.

Irene sad fikseret i stolen med bind for øjnene, mens at Karen brugte et vibrator på hende. Wilson stod bag stolen med sine hænder på hendes skuldre for at indgyde hende tryghed. Jeg kunne se hvordan hendes krop sitrede. Sveden drev af hende, mens Karen erfaren som hun var, kørte vibratoren op og ned langs hendes revne. Hun havde den store gagball i munden, og derfor blev de skrig, hun udstødte undertrykt, så de lød som en dyrisk brølen.

Jeg kunne se hvordan hendes safter løb ned af benet. Karen måtte have bragt hende helt ud på det yderste. Hendes krop stivnede igen og jeg kunne se hvordan hendes spinkle arme forgæves forsøgte at sprænge de brede læderremme. Wilson løftede sin hånd og strøg den hen over hendes kind, imens hun endnu engang spændte i kroppen og skreg sin orgasme ud.

Beate kom ind til mig. “Viggo. Kom. Det er ikke noget som du skal se. Jeg kan se hvordan du kæmper med din samvittighed.”

Vi gik ud på gangen og op i krostuen. Collins sad ensom over en kop kaffe og så spekulativ ud. Jeg satte mig over til ham.

“Hvordan går det….?” begyndte jeg.

“Sss.” tyssede han. “Væggene har ører her.” Så stoppede han op og kiggede på mig med store øjne. “Selvfølgelig. Ja. Det er indlysende”

Jeg måtte have lignet et spørgsmålstegn i hovedet. “Hvad????”

Collins rejste sig. “Jeg må tilbage til kontoret. Jeg har en ide!”. Han gik uden at drikke sin kaffe op. Meget underligt i en tid hvor der var mangel på alt og en ægte kop kaffe ville være noget mange hjemløse ude på gaden ville give deres liv for.

“Hvor skulle han hen i den fart?” spurgte Jutta, da hun kom over med en kop kaffe til mig.

“Jeg ved det ikke” svarede jeg.

“Synd at lade kaffen gå til spilde” sagde Jutta. Hun tog koppen og drak resten i en slurk.

Beate kom hen til mig og vi delte et brød, som var bagt i samme uge. En lille luksus i en vanskelig tid.

Efterfølgende kom Irene op fra kælderen sammen med Wilson. Hun satte sig ved siden af mig. “Stakkels Viggo. Nu ved jeg hvad du har været igennem. Det kan ikke have været nemt at være dig. Nu taler vi aldrig om det emne igen.”

Jeg nikkede. Min hemmelighed var ude, men det var ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig at det ville være.

Nogle uger gik. Collins og hans folk overvågede pakhuset døgnet rundt. Intet skete. Imidlertid havde Collins fået en ide og tiden var inde til at det skulle udføres. En dag sad Wilson og Brent i krostuen. Jeg kiggede rundt i krostuen. Det var de faste kunder. De Jutta, Ute og Beate serverede. En deling fra den britiske hær spiste ved det ene bord. Over ved væggen sad Gisela og legede med sin dukke, mens hendes far sov ved siden af.

Jeg gik med hurtige skridt over til Wilson og Brent. “Hør. Jeg har lige talt med Collins. Pakhuset er en nitte. Collins har fået et tip om, at Steiner er set oppe ved et hus i Lübeck. Jeg kører derop om lidt. Collins er deroppe og har bedt mig sige til jer, at vi skal slå til mod huset i aften.”

Både Wilson og Brent så forbavset ud. “Hvorfor siger du det højt her? Væggene har ører. Er du blevet sindssyg?” sagde Brent ophidset. “Det er en ordre fra Collins. Han mener, at det er vigtigt at vi rykker nu inden rygtet går.”

De to mænd rejste sig. “Det er stadig forkert at sige det højt. Du kunne have bøjet dig ned og hvisket det til os. Nogen gange handler du som en amatør”

“Der er ingen tid at spilde” sagde jeg og vi gik alle ud, mens Brent fortsatte med at kritisere mig for min åbenmundethed. Da vi kom ud på gaden, ventede Collins på os. “Hvad laver du her? Hvorfor sendte du Viggo ind for nærmest at råbe vores planer ud over det halve Hamborg?”

“Fordi jeg ønsker at de skal tro at vi har opgivet overvågningen af pakhuset. Nogle af de soldater som bevogtede pakhuset må have undret sig tilstrækkeligt over vores besøg til at Steiner er blevet advaret. Lad os køre for at få det til at se ud som om at vi er på vej til Lübeck.”

Vi satte os ind i bilerne og kørte ud af Hamborg indtil vi kunne se om vi blev forfulgt. Da det ikke så ud til at være tilfældet, kørte vi en anden vej ind i byen igen og snart befandt vi os på kikkert-afstand af pakhuset.

Der gik en time, 2 timer, 3 timer. Intet skete.

“Det er lidt af en vildand, du har fået os ud på.” sagde Brent henvendt til Collins.

Collins havde kun et svar “Vent”

Klokken 23 om aften sad jeg og døsede i bilen da Wilson som havde kikkerten sagde “Det er sgu ham”

Både Brent og Collins tog deres kikkerter frem. “Ja. Den er sikker.”

“Hvad så nu? Arresterer I ham?”

“Nej. Vi følger ham. Vi skal finde hans depot”

En time gik. Vagterne hjalp den høje person med at bære kasser ud. Det var klart at vagterne var korrumperet. Dem ville Brent tage sig af senere, men ikke lige nu. Nu handlede det om at finde ud af hvor Steiner gemte sine kasser. “Hvilken koldblodig bastard” sagde Brent. “Han bruger et køretøj med vores markeringer. Ikke så underligt at han har været i stand til at køre ubemærket rundt.”

Bilen satte igang og vi lod Steiner få et forspring, så han ikke opdagede at han blev forfulgt. På behørig afstand så vi hvordan bilen satte kurs mod nord. Vi kørte langs Aussen-Alster og videre mod nord langs det vandløb, som også hedder Alster. Vi kom til en lille by med navn Burg Henneberg. Her var bygningerne ikke så ødelagte som inde i selve Hamborg.

Nogle huse lå for sig selv. De så umiddelbart forladte ud. Vi parkerede på god afstand. Personen forlod bilen og gik ind i det ene hus.

Wilson og en deling amerikanske soldater ville stå for arrestationen. Brent mente, at selvom det skulle foregå i den Britiske zone, så ville en ordre om at rykke ud formentlig alarmere folk han ikke helt kunne stole på, så han ville se gennem fingre med det og tage skraldet fra sine overordnede senere.

De skulle til at rykke ind, da en bil nærmede sig. Da den stoppede, steg Yelena ud. “Forbandet” sagde Collins “Hvordan har hun fået nys om aktionen?”

Collins gik hen til hende og de begyndte at diskutere. Wilson gav stille ordre til at soldaterne rykkede nærmere. Jeg fulgte med Brent, mens Yelena og Collins blev stående og skændtes.

Vi var nået hen til den første bygning. Wilson signalerede, at jeg skulle blive stående. Brent syntes at Yelena og Collins var blevet lige højlydte nok og gik tilbage for at bede dem dæmpe sig. Wilson’s mænd placerede sig rundt om huset, hvor personen var gået ind og på Wilson’s signal slog to mænd hoveddøren ind. Det lød råben. Jeg kunne ikke se hvad der foregik.

Med et gik åbnede et vindue sig i huset hvor jeg stod gemt ved og en skikkelse hoppede ned på gaden kun 4 meter fra mig. Jeg genkendte Steiner fra de fotos, Collins havde i sine mapper. Vores blik fangede hinanden. Steiner lyste op i et smil og greb efter sin pistol i sin inderlomme.

Det var som mit liv gik i stå i det øjeblik. Alt foregik i slowmotion. Hans hånd fik greb om pistolen og langsomt, som om det varede i tusinde år, kom mere og mere af pistolen til syne. Steiner havde ikke en almindelig Luger, men en Luger model 1900 med et ekstra langt løb. Rapporter som Collins havde liggende fortalte at Steiner havde valgt denne model så hans sorte uniform ikke skulle renses så ofte på grund af de blodpletter der måtte komme som følge af at han henrettede sine fanger. Hvorfor det netop var det jeg tænkte på mens jeg rystet så pistolen blive trukket op millimeter for millimeter, ved jeg ikke den dag i dag.

Hvor var det uretfærdigt at jeg skulle dø nu.

Mine tanker gled tilbage på min tid med Beate. Aldrig mere skulle jeg mærke hendes krop, hendes bløde bryster. Aldrig mere skulle hendes våde kød omslutte sig min pik.

Hvor havde jeg dog opnået så lidt i mit liv. Min tid med Gisela. Rosarita havde været et flygtigt bekendtskab. May-Ling, som jeg blev tvunget til at have sex med, lærte mig så meget. Afpresningen i USA og den efterfølgende flugt til Louisiana havde også bragt mig megen eventyr, men jeg var kun blevet 25 år og nu skulle mit liv ende her i Tyskland? Hvor uretfærdigt!

Jeg hørte ikke skuddet, Steiners krop frøs, hans smil blev anstrengt. Han blev ved med at smile, da han begyndte at synke sammen og slap grebet om sin pistol. Han gled ned af væggen stadig smilende, men nu var hans øjne døde. Han satte sig på hug og så med sine døde øjne og det bizarre smil for evigt frosset på hans ansigt.

Jeg vendte mig om. Brent havde sin revolver i hånden. Det var ham som havde skudt Steiner.

Collins og Yelena kom løbende. “Forbandet” sagde hun. “Ja. Han undslap bødlens reb, men der er intet at gøre.” Collins bøjede sig ned og tog Steiners pistol frem. Han kiggede på pistolens lange løb og så på mig. “Du er heldig - Viggo. Du blev reddet af Steiner’s forfængelighed.”

Yelena vendte om og gik tilbage til sin bil. Collins snakkede med Wilson, da han kom tilbage fra huset. Wilson var lettet og skuffet på samme tid. Brent kom hen til mig. “Kom. Der er ikke mere for os her. Lad Amerikanerne rydde deres eget rod op. Jeg gætter på, at der nok ikke vil være noget for mig at skrive rapport på, når de er færdige.”

Vi kørte tilbage til Hamborg i tavshed. Var alt lykkedes? Jeg kom pludselig til at tænke på, at der var et mysterie tilbage, som vi skulle løse. Hvem havde holdt Steiner informeret om vores planer? Det måtte være en eller anden på kroen. Var det personalet? Enten Jutta eller Ute. Var det Beate? Måske en gæst som vi bare ikke havde lagt mærke til?

Tilbage på kroen gik jeg direkte ned på kontoret. Jeg havde siddet og skrevet et stykke tid, da jeg pludselig blev overvældet af tårer. Jeg havde været så tæt på at dø idag. Alt for længe havde været kastebold fra den ene ekstreme begivenhed til den anden. Aldrig havde jeg stoppet op. Ikke før nu. Først nu gik det op for mig, hvilket liv jeg havde levet siden jeg kom på børnehjem.

Jeg måtte have siddet på kontoret i et kvarter hvor jeg fik det hele ud da døren gik op og Beate kom ind. “Viggo. Hvad er galt?”

“Steiner er død” svarede jeg.

“Steiner. Ham vil ingen savne. Hvorfor er du ked af det?”

“Fordi han var ved at slå mig ihjel og så kom jeg til at tænke på hvordan mit liv har været siden vi mødtes”

“Stakkels, stakkels Viggo.” Beate kom hen og omfavnede mig. “Glem nu de triste tanker. Ingen af os ved hvad morgendagen bringer. Vi må glæde os over nuet. Du er i live. Jeg er i live. Vi kan måske slippe af med Collins, hvis muligheden byder sig.”

Beate havde ret. Vi kunne ikke ændre fortiden, men vi kunne gøre noget ved fremtiden og de valg vi måtte tage.

“Tør dine øjne og kom op og få nogle øl. Det trænger du til.”

Vi gik op i krostuen og satte os. Lidt senere kom Wilson ind og gav en omgang. Jeg husker ikke, hvordan de forskellige personer i lokalet reagerede, da Wilson fortalte at Steiner var død, for jeg var alt for fuld og alt for glad for at være i live.

Thank you for rating this article.