Klokken var 10 da jeg gik ind af døren på det hus som Collins og hans lille deling af Amerikanske tropper arbejdede fra. Hamborg lå i den Britiske zone, men da Hamborg var en vigtig havn at få forsyninger ind af, så var Amerikanerne nødt til at have nogle folk beskæftiget med forskellige logistiske udfordringer i et land som var ødelagt af krigen. Collins sad ved sit skrivebord og legede med det kopi-stempel som han med min hjælp havde fået lavet. Jeg kunne se hvordan han havde forsøgt sig adskillige gange med at efterligne Bathelows underskrift.

“Du ligner en som har noget på hjertet.” sagde han

Jeg lukkede døren og satte mig tungt ned.

“Jeg kan ikke det her mere.” sagde jeg. “Det er gået langt over mine grænser. Jeg ved dårligt hvem jeg selv er mere.”

Collins kneb øjnene sammen. “Selvfølgelig skal jeg møde det igen. En som er for stolt til at få gjort det som er nødvendigt. Ved du overhovedet hvorfor vi sidder her? Fordi der engang var nogle andre som var for stolte til ikke at gøre hvad der var nødvendigt!”

“Hvad mener du?”

“Du har aldrig hørt om Rikichi Ando, har du?”

“Hvem?” Ham havde jeg aldrig hørt om”

Collins rettede sig op og fortalte “Han var Japansk general. Han havde brug for adgang til landingsbaner i Indokina. Uden autorisation fra Tokyo lod han sine tropper besætte dele af Fransk Indokina. Tokyo var for stolte til at gøre hvad der burde gøres. At bede ham om at trække sine tropper hjem! Derfor indførte USA sanktioner mod Japan. Resten er historie. De satte deres gamle plan om at udslette vores Stillehavsflåde i værk i håbet om at presse os til våbenstilstand på deres betingelser. Det gik galt, og nu sidder vi her, efter at så mange familiemedlemmer har mistet deres kære. Så jeg spørger dig hvorfor du ikke gør hvad der er nødvendigt for at få Steiner stoppet og dit rederi bragt i en position hvor I kunne blive det førende rederi her i byen. Hvorfor?”

“Jamen. Jeg føler mig udnyttet”

“Er det en nyhed?”

“Hvad mener du?”

“Vi er stadig i krig. Bare en ny krig. Selvfølgelig bruger jeg dig. Du er en af de personer som råber på at blive brugt”

“Hvad mener du?”

“Jeg kender til alt hvad der er foregået i Gatorville. Jeg ved hvad der foregik i Danmark og mens du var til søs. Da jeg så dine papirer, vidste jeg at du ville blive et rigtigt godt aktiv. Nu hvor vi er tæt på mål, vil du så trække dig og sætte ikke alene rederiets muligheder, men også Beates livsværk - kroen - på spil. Er det hvad du vil opnå?”

Collins havde mig i saksen. Jeg kunne ikke trække mig.

“Hvad så nu?”

“Ja. Hvad nu. Vi har takket være dig fået adgang til pakhuset. Vi ved at et større parti varer vil forsvinde fra de officielle lister og blive overladt til en ukendt person, hvilket vi regner med, er Steiner. Den pågældende forsendelse rummer ikke våben, men hvad der er luksusvarer her i byen som cigaretter, alkohol samt medicin. Der kan dog være våben i selve pakhuset og derfor planlægger jeg et visit. Det kræver lidt planlægning, så jeg vil kontakte dig når jeg er klar. Jeg har et møde nu, så vi tales ved senere”. Han gestikulerede, at jeg skulle gå.

Jeg gik tilbage til kroen. Jeg var stadig en brik i det spil som Collins havde sat op. Jeg var langt fra tilfreds med det. På kroen var der travlt. Karen og Iris havde fået 1 dags orlov og gik ned i kælderen. Jeg gik ned på mit kontor.

Det bankede på døren. Det var Bathelow. “Viggo. Jeg kom blot forbi for at takke dig fra Maud. Det var en dejlig aften som vi må gentage snart.” Jeg svarede igen med en høflighedsfrase. Det havde været en streng aften. Vi gik ud på gangen og op i krostuen. For mig var det et spørgsmål om at få ham så hurtigt ud af døren som muligt. Til sidst lykkedes det og jeg vendte om for at gå ned i kælderen igen, da Beate stoppede mig.

“Viggo. Jeg har brug for din hjælp. Igor Vannikov, vores oberst-ven, har fået for meget at drikke. Hun skævede over til et bord hvor Igor ganske rigtigt var ved at falde sammen. Vi gik over til bordet. Beate talte sagte til ham. “Igor. Viggo vil følge dig hjem.”

“Hmmm. Kan jeg ikke få en vodka mere?”

“Nej. Med alt respekt. Du må hjem nu.”

Igor rejste sig. “Så lad gå da.” Jeg tog min frakke og fulgte med Igor. Der var et kvarters gang til den bygning, hvor russerne havde etableret et lille kontor. Der var stadig en vis kontakt omkring udlevering af personer, som skulle retsforfølges i den ene eller anden zone. Ja. Man havde sågar sendt fanger til Polen eller Tjekkiet til retsforfølgelse der. De to vagter gjorde honnør, da vi passerede dem. Jeg fulgte Igor og han gik op af trappen og ind i en stue. “Jeg tænker, at vi lige kan tage et glas vodka, før vi siger farvel.” Han havde dårligt fået proppen af før en kvindestemme skar gennem lokalet. “Hvem er gæsten?” Vi vendte os om. En kvindelig russisk officer stod i døråbningen. Hun var omkring 40 år gammel. Igor rettede sig op. “Det er Viggo Jensen. Han er en dansk forretningsmand som har kontor nede på kroen.”

“Skal jeg tro på det?” Med faste skridt gik hun over til os. Igor trak sig tilbage som om at hun ville slå ham. Hun rakte hånden frem “Yelena Jorkina. Jeg er politisk officer, som er sendt hertil for at sikre at kontoret kører ordentlig.”

Hun klemte hårdt om min hånd nærmest for at etablere en kontrol.

“Jeg er ikke imponeret af den måde som Igor har kørt kontoret på. Vestlig slaphed har vundet indpas. Kan jeg være sikker på at du er den du er og ikke ude på at pumpe Igor for oplysninger?” Hun skubbede mig tilbage mod en stol, så jeg måtte sætte mig i den.

“Hør nu. Jeg har kun mødt Igor en gang til en officiel repræsentation, og så har jeg fulgt ham hjem fra kroen.”

“Fra kroen. Og den officielle repræsentation skulle vel ikke være hos Hudson? Typiske repræsentanter for den udsvævende vestlige levevis. Ikke mere snak. Tøjet af - begge to”

Igor gik igang med at tage tøjet af. Jeg tøvede. “Hvad bliver det til?” Vi stod begge foran hende da hun trak et gardin til side, hvilket afslørede en gabestok monteret på en bænk..

Igor lagde sig til rette i den ene gabestok og Yelena gestikulerede, at jeg skulle komme hen til hende. “Vend dig om!”. Jeg adlød og hun bandt mine hænder sammen på ryggen med en læderrem. “Ned på knæ!”

Jeg kom med besvær ned på knæ. Yelena gik over til gabestokken og spændte en læderrem om livet på Igor, så han ikke kunne rejse sig fra bænken og derefter lukkede brættet ned som fikserede Igor’s hoved og hænder.

Hun begyndte at tage tøjet af. Det afslørede en krop skæmmet af et hårdt liv, men også en 30 årig kvindes krop som var vel-proportioneret og en talje som blev holdt på plads af et stramt rødt læder-korset med et lille diskret gult hammer og sejl broderet ind på det. “Overrasket?” spurgte hun i retning af mig.

“Slik mig!” kommanderede hun. Hun stillede sig foran mig og pressede mit hovedet mod hendes skød. Jeg lod min tunge glide hen over hendes revne. “Åh. Dit lille kapitalistsvin. Bliv ved”

Hendes skamlæber var opsvulmede og hun blev hurtigt våd. Hun stønnede tungt. Spidsen af min tunge ramte hendes klitoris og jeg kunne mærke hvordan hendes krop gav et sæt. Hun sukkede. “Jeg glæder mig til tage dig. Du er meget talentfuld.” Hun blev ved med at stønne, og jeg mærkede, hvordan hun begyndte at svede.

Med et skubbede hun mig væk. “Nu er jeg våd. Det er blev tid til at tage Igor. Så kan du se hvad der venter dig.” Hun gik over til en skuffe. hvor hun tog en dobbelt påspændingsdildo frem. Hun kom over til mig og bad mig om at sutte på den ene DILDO. Da det var gjort, førte hun den langsomt op i sig mens hun stønnede af vellyst. Den blev holdt på plads af nogle svære læderremme, som hun spændte. Så kom hun hen til mig. “Sut på den anden dildo, hvis du vil gøre Igor en tjeneste.” Det var mere formuleret som en ordre end som et spørgsmål, så jeg tog dildoen ind i munden. Yelena greb mit hår og pressede dildoen ind i min mund, så jeg nærmest var ved at få den ned i halsen. Jeg hostede og hun lo. Hun trak den ud af min mund og gik over til Igor.

“Så Igor. Nu kommer straffen for at gøre vores land til grin i uniformen mens du er på druk.”

Hun pressede dildoen mod hans lukkemuskel. Igor klagede sig. Det ville Yelena ikke høre på. Hun rejste sig op og gik hen til skuffen igen. Hun tog en gagball frem, som Igor brutalt fik presset ind i munden. “Jeg skulle flå din tarm op med mine spidse støvler, men jeg yder dig denne nåde denne gang.” sagde hun med en vred stemme. Hun tog noget fedtstof fra en krukke og smurte dildoen. Så gav hun sig til at presse dildoen mod hans åbning endnu engang.

Et højt smertefuld grynt fyldte rummet da Yelena’s påspændingsdildo trængte ind i Igor. Hun lo og begyndte at pule ham mens hun stønnede af vellyst.Yelena stønnede højt mens hun bankede dildoen længere og længere ind. Igor udstødte et grynt hver gang at dildoen blev presset ind.

Hun kiggede over på mig. “Det er vist noget man kan lide. Glæder du dig til det er din tur?”

Jeg kiggede ned. Jeg havde fået rejsning. Jeg blev lidt rød i hovedet.

“Bare rolig. Det skal nok blive din tur.”

Yelena satte farten ned, men hver stød blev nu lagt med en større kraft bag. Igor udstødte nogle høje suk. Så udstødte han et langt grynt og jeg kunne se safterne løbe ud nede på gulvet. Det ophidsede Yelena, som stødte dildoen helt i bund.

“Ja. JA! JA!” Hendes krop stivnede. Igors krop spændte op og de sidste dråber forlod hans nu slappe pik.

Forpustet trak Yelena sig ud af Igor, der lå slapt hen over bænken.

Der gik et øjeblik, før hun havde fået vejret igen. “Og nu til dig. Vil du starte med at slikke dildoen af eller skal du spændes fast og udblokkes?”

I det samme bankede på døren. Yelena vendte sig vredt om og råbte “Ikke nu!”

“Men kommissær. Det er Amerikaneren Collins. Han vil tale med dig udenfor.”

“Så et øjeblik!” sagde Yelena irriteret

“Du skal have ham danskeren med” kom det fra døren med en bange stemme.

“Det var godt nok irriterende," sagde hun. Hun gik hen til mig og løsnede remmen så jeg kunne få mine hænder fri. “Tag dit tøj på.”

Hun gik over bag en skærm og tog sit tøj på. Snart var kun igen en bidsk udseende officer. Hun lignede slet ikke en, som lige havde fået udløsning.

Vi gik ud af kontoret. Igor lå stadig i gabestokken. Gad vide hvad der ville ske med ham. Da vi kom ud af døren, gik vi hen til hjørnet, hvor Collins ventede på os.

Yelena hilste køligt på Collins. “Hvad er han til dig siden jeg ikke måtte hygge mig med ham. Din elsker?” Hun kiggede med foragt på mig.

“Ingenlunde. Men han kan bringe dig til en person som kan gøre os begge gavn.”

“Steiner. Ham finder vi nok uden Jeres hjælp. Det er kun et spørgsmål om tid. Husk at han skal for retten i Polen på grund af de forbrydelser, han har bedrevet der.”

“Han har også begået krigsforbrydelser på Vestfronten. Vi mener at have førsteret til ham, men jeg er villig til at indgå et kompromis. Du kan afhøre ham, når vi får ham ind i vores fængsel.”

“Jeg tror at du ved noget som jeg ikke ved. Er der med andre ord ingen varulve aktivitet?”

“Du kan betragte mit tilbud som det bedste, du får. Jeg ved at han er her i Hamborg, så I vil ikke få ham før os og for at få ham, skal vores ven her ikke komme til skade. Har vi en aftale?”

“Jeg har vel intet valg nu hvor vi står på gaden. Det var noget andet inde i bygningen.”

“Viggo her vil aldrig besøge Jer igen. Folk har det med at forsvinde i Jeres varetægt.”

“Så mistroisk. Du skuffer mig.”

“Tag det som et kompliment. Jeg holder ord. Jeg skal nok kontakte dig når vi bringer Steiner ind.”

“Ok.” Yelena vendte om uden at sige farvel og gik ind i bygningen igen.

“Hun er i en klasse for sig.” sagde jeg.

“Ja. Jeg tror ikke, at Igor overlever i længden. Hun er parat til at gå langt for at stige i graderne.”

Vi gik tilbage mod kroen. Collins fortalte, hvordan folk der var gået ind i huset aldrig var blevet set igen. Under ingen omstændigheder måtte jeg gå derind igen.

Collins havde fået lavet en underskrift som så tilforladelig ud. Sammen med ham kørte jeg samme eftermiddag ud til pakhuset. Jeg var noget forbavset da han samlede mig op for pludselig havde han en Britisk uniform på. De soldater som stod vagt kiggede noget forbavset på os. De havde ikke forventet besøg, men lukkede os ind på basis af vores papirer. Da vi var inde i pakhuset fortalte Collins at vagterne kom fra en deling som Bathelow havde fået overført til Hamborg og at personerne i denne deling stort set ikke blandede sig med de andre tropper. Under normale omstændigheder ville ikke engang Brent have adgang til dette lager. Delingen var under direkte kommando af Bathelow. Vi ledte efter de partier af varer, som stod i fragt papirerne og fandt dem. Til min undren var der kun sprut og tobak i kasserne. Ingen våben..

“Hvordan vil Steiner bruge sin varulve gruppe uden våben? Der er noget helt forkert her” mumlede Collins.

Vi forlod bygningen, satte os ind i bilen og kørte mod byen.

Da vi var ude af syne stoppede Collins pludselig bilen. “Jeg har haft min mistanke. Efter besøget i pakhuset er jeg sikker.” sagde han. “Steiner prøver ikke at genskabe det tredje rige. Han vil bare tjene penge”.

“Det forstår jeg ikke. Alle siger, at han var en fanatisk SS-soldat. Hvorfor er han vendt rundt på en tallerken?”

Collins lænede sig tilbage i sædet. “Måske var han aldrig fanatisk. Måske var han blot en kold og kynisk svindler fra starten af.”

“Hvad mener du?”

“Ser du. D. 20 juli 1944 forsøgte en gruppe officerer at myrde Hitler. Det gik galt. Sent samme dag skyder Steiner Oberst Luther, som var hans chef under påskud af at chefen var med i attentatet. Men hvad hvis chefen istedet var kommet på sporet af hans sortbørs-forretninger? Jeg tror at Steiner hele tiden har bedrevet sortbørshandel. Både under krigen og nu her efter krigen.”

“Men krigsforbrydelserne?”

“Ja. Ingen tvivl om at han er ligeglad med andres liv. Du husker, hvad der skete med hans søster. De soldater som Wilson kendte, var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg tror ikke at Steiner er den store soldat, nogen gør ham til. Han ville bare have sin tid ved fronten overstået, og hvis det betød at han måtte skyde fanger i stedet for at slæbe dem hjem med risiko for at blive fanget, så ville han skyde dem.”

“Hvad gør vi nu? Jeg har lovet at få bragt Steiner ind” Jeg tænkte på hvor meget Steiner fyldte i Wilsons liv. Undertiden kunne jeg frygte, hvad der ville ske for Wilson den dag jagten var ovre. “Den tid. Den sorg” sagde Collins og startede bilen.

Vi kørte tilbage til kroen. Da dagen var omme, kom Beate ind til mig. “Du ser træt ud. Du må undskylde at jeg fik dig til at følge Igor hjem uden at fortælle dig at du ikke måtte gå ind i Russernes hus. Collins var ved at eksplodere af raseri da han hørte det.“

“Jeg kom ud i live. Tænk ikke mere over det.”

“Jeg skylder dig” sagde hun og kyssede mig, mens hun skubbede mig baglæns ind i mit værelse.

Vi tog hurtigt tøjet af. Inden længe lå vi nøgne i sengen. Hun lagde sig ved siden af mig og begyndte at lege med min pik, mens jeg lå på ryggen. Da den var blevet stiv, begyndte hun at bruge munden på den.

Hun var i legehumør. Flere gange bragte hun mig tæt på at få udløsning. Når hendes tunge ramte spidsen af min pik, var det som om at jeg fik et elektrisk stød igennem mig. Jeg stønnede tungt.

Hendes ene hånd klemte om min pung. Hvilken nydelse. “Åhhh. Jeg er ved at komme” stønnede jeg. Hun tog min pik helt ind i munden og lod den anden hånd glide op på mit ene bryst, hvor hun kærtegnede mine brystvorte. Hvor var jeg følsom der. Jeg kunne ikke holde mig tilbage længere. Jeg fik en voldsom udløsning. Beate tog rutinerede mine safter ind.

Da de sidste dråber havde forladt min krop, føltes min krop træt og tung. Der gik ikke mange minutter før jeg faldt i søvn.

Thank you for rating this article.