Søndagene var specielle. Vi fik lov til at sove længe. Der var gudstjeneste og det blev anset som en hviledag. Blot ikke mig. Jeg ville bestå min realeksamen så hurtigt som muligt så jeg kunne komme væk fra børnehjemmet, så jeg læste.

Ugerne gik. Heldigvis var det ikke hver Lørdag at Eigil ville have mig over i laden. Det så ud til at gå på tur. Hans fik turen i denne uge og han så træt ud da han kom ud. Vi sad og spiste aftensmad, da forstanderinden kom med en bekendtgørelse. “Kardinalen kommer forbi. Han søger nye disciple i Guds fold. Vi skal vise ham det bedste vi har.”

De næste dage var travle. Mange af børnene trænede deres sang. Det var en ære at komme ind i en orden og synge i de store kirker. Jeg var mest ligeglad. I mine fremtidsdrømme talte et liv i guds tjeneste ikke.

Det blev Lørdag og Kardinalen kom hentet af Eigil i ladvognen. Han var yngre end jeg troede. Jeg troede at en kardinal var mellem 80 og skindød. Kardinalen var en mand i fyrrerne.

Hans og jeg blev vist ind på forstanderindens kontor. “Det er så de to kandidater som vi tror meget på.” proklamerede forstanderinden. Jeg var forbavset. Jeg var ikke kandidat til noget som helst. Hans kiggede ondt på mig. Det var hans drøm jeg var ved at snuppe for næsen af ham. Det mærkede jeg klart.

“Kan de synge?” spurgte kardinalen.

“Hans kan. Viggo er desværre ikke så god.” svarede forstanderinden.

“Det betyder vel heller ikke så meget mere. De tider hvor man med et indgreb stoppede deres udvikling er desværre forbi. Hvordan er deres boglige egenskaber?” 

“Helt i top. Ja. Faktisk er Viggo lidt af et særtilfælde. Sjældent har vi haft et så bogligt talent.”

“Afrettet??? Gudsfrygtig???”

“Ja. Det vil vi bestemt mene”

“Jeg vil se det for mig selv. Send dem ned til mig i nat en for en. Så vil jeg eksaminere dem.”

“Det vil ske.”

På vej ned til vores værelse stoppede Hans op da vi var alene på gangen. “Du skal ikke stjæle min chance.” snerrede han.

“Du kan være rolig. Jeg vil ikke være præst”

“Jeg stoler ikke på dig, men den bedste må vinde”

Vi fik aftensmad. Da det var tid at komme i seng blev vi i stedet bedt om at vente på vores seng. Der gik et par timer. Så kom forstanderinden ind og tog Hans med sig. Hvor lang tid der gik ved jeg ikke den dag i dag. Jeg åbnede en bog og begyndte at læse lektier.

Døren åbnede og Hans blev ført ind og lagt i sin seng med tvangs handskerne på. Jeg spurgte hvordan det var gået, men han kiggede væk.

“Viggo. Det er din tur. Følg med.”

Vi gik hen af gangen og ind af en dør. Indenfor var der en trappe ned til kælderen eller rettere en kælder til kælderen. Forneden af trappen var der en anden dør. Bag døren ventede Eigil med spændetrøjen. Jeg fik besked på at tage alt tøjet af. Efterfølgende lod mig iføre spændetrøjen uden modstand. “Viggo. Du skal have denne hætte på. Kardinalens ordre.” Jeg fik en hætte af læder over hovedet som blev sat stramt på hovedet med en slags snoretræk på baghovedet. Hætten dækkede så kun min mund var fri. Jeg mærkede hvordan jeg blev ført ind i et rum og straks tvunget ned på knæ. En pik blev presset ind i min mund. Det var Eigils. Jeg kunne kende smagen. Jeg tænkte at jeg måtte få det overstået så hurtigt som muligt. Eigil kom. Jeg kunne intet høre, så tyk var hætten. Jeg blev ført over til en seng og placeret ovenpå den med rumpen i vejret. Jeg mærkede en gummibeklædt handske ved mit bagerste hul. Der var noget fedtet på. Hvad skete der? Ville han stikke fingrene ind i mig igen og hvad med prøven?

Pludselig mærkede jeg noget andet presse imod. Det var noget større end en finger. Jeg forstod at en pik var på vej ind. Jeg prøvede at rejse mig, men en eller anden holdte mig nede.

Jeg bad dem om at stoppe. Det gjorde ondt. Det stoppede ikke. Presset blev massivt og pludselig trængte den ind. Jeg skreg. Det stoppede ikke vedkommende. Pikken blev stødt længere og længere op. Jeg mærkede hvordan at vedkommendes krop stødte imod mine baller. Jeg var ved at gå itu og bad for mit liv. Et massivt stød bankede den i bund og jeg mærkede til min store flovhed at jeg fik udløsning. Jeg græd imens at vedkommende blev ved med at støde til. Pludselig mærkede jeg hvordan væske flød ind i mig bagfra. Vedkommende måtte have fået udløsning.

Vedkommende trak sig ud. Den dunkede bagi. En eller anden løftede mig fra sengen og jeg blev ført hen af gangen og ind i et rum. Jeg fik hætten af. Forstanderinden var alene i rummet med mig. “Jeg kan se at du er for oprevet til at komme tilbage til dit værelse. Du sover her i nat.”

“Hvad med spændetrøjen?” “Ja, hvad med den? Du kan beholde den på og tænke over om du ikke trænger til mere disciplin i dit liv. Godnat”

Næste morgen kom Eigil ind og hjalp mig af med spændetrøjen. Jeg blev ført tilbage til værelset hvor Hans lå og spændt fast en halv time før at nonnerne kom for at få os op.

Hans var tavs og jeg havde heller ikke lyst til at tale. Vi spiste i tavshed og blev så ellers sendt ud på marken for at arbejde.

Det blev sent eftermiddag før at vi kaldt til forstanderindens kontor. Kardinalen stod ved siden af skrivebordet. “Hans. Du skal med Kardinalen. Pak dine ting. Du går en stor fremtid i møde.”

Hans forlod kontoret. “Viggo. Du har lang vej endnu. Vi må se hvad vi finder på når du har fået real-eksamen.”

Vi stod alle og vinkede da Ladvognen med Kardinalen og Hans kørte fra stedet. Hvilken fremtid ville han få? Var det Kardinalen som havde haft sex med os? Spørgsmålene var mange.

Det var blevet sengetid. Jeg sad på sengen som sædvanlig da forstanderinden kom ind i stedet for søster Agnes. “Vi er blevet bekymret for dig. Derfor skal du sove i spændetrøjen i nat. Ræk hænderne frem.” Det tog ikke lang tid for hende at spænde remmene på ryggen og armene. Jeg blev bedt om at ligge mig på ryggen og bøje benene. Eigil kom ind med en trækasse.

Forstanderinden gav mig mundstykket på. Eigil åbnede kassen og tog en gummi-dims op. Forstanderinden forklarede. “Hans klarede prøven uden protester. Du beklagede dig. Vi har behandlet Hans for noget tid siden og måske blev du udsat for prøven for tidlig. Vi har dette sæt af instrumenter fra Doktor Young i Chicago, som er beregnet til at behandle forskellige problemer, så du får behandling natten over og så må vi se om du klarer prøven bedre næste gang, Kardinalen kommer forbi.”

Forstanderinden tog dimsen og jeg mærkede hvordan noget pressede imod min bagerste åbning. Eigil knælede ned ved siden af sengen med tung ånde “Viggo. Husk hvad jeg sagde til dig. Lad som om at du skal på toilettet og lave stort”

“Hmmff.” Dimsen gled ind. Det gjorde ondt, men snart vendte jeg mig til følelsen. Mine ben blev spændt fast. Mavebæltet også. Det var Eigil som strammede det og han ventede tålmodigt ligesom søster Agnes på at jeg skulle trække vejret ind og så hev han af alle sine kræfter i bæltet. Det var næsten som at få en knytnæve i maven. Luften blev slået helt ud af mig. “Hmmmmffff”

Forstanderinden lagde dynen over mig.

De gik.

Jeg var kun i stand til at trække vejret med besvær i små korte stød. Bæltet var ulideligt at have på, når det var strammet så meget.

Men jeg faldt i søvn til sidst. Næste dag kom forstanderen ind og fjernede dimsen. Jeg skulle straks på toilettet efter at spændetrøjen var kommet af. Det havde været en svær nat.