Fortsat: Et ægtepar er på flyveren til Sicilien, hvor konen i første afsnit havde en lille ting gående med sidemanden, en lækker italiener.

-----

Min mand vækker mig.

”Skat, du skal have sikkerhedssele på. Vi lander snart”

”Mmh, - ah, jeg lagde lige så godt.”

Min stemme er søvnig og min krop føles lidt mørbanket. Er det virkelig sådan, at det skal føles, når man endelig får god sex, i min alder. Jeg kommer i tanke om den fremmede, italieneren. Mit blik søger det yderste sæde mod gangen. Han er der ikke. Langsomt kommer jeg op og sidde i mit sæde og får spændt selen. Mine trusser er våde og kolde.

”Hvor er han?”, spø’r jeg lidt undrende. Min stemme lyder pludselig friskere.

”Han gik lige efter du lagde dig op ad mig”, svarer han. ”Jeg tror måske, at han har fundet en anden plads. Han er ikke vendt tilbage. Måske kender han nogen.”

Måske er jeg lettet over, ikke at skulle konfronteres med vores lille affære. På den anden side, er jeg lidt skuffet. Han var jo min.

”Cabin crew take your seats”, lyder det i højttaleren fra cockpit’et.

Mens flyet lægger an til landing, har jeg lige tid til at overveje, hvorvidt min kjole også er gennemvædet af mine egne safter. Det er ikke så rart at tænke på, at skulle forlade flyveren med en våd plet bagpå.

”Vi bliver bare siddende og venter på, at de andre går ud”, siger jeg til min elskede mand.

Jeg håber, for alt i Verden, at han ikke har andre planer. For en gang skyld er han enig. Han nikker bare og smiler. Hvad var det for et smil, ved han noget? Vi er næsten nede og jeg tager hans hånd. Det er alligevel en dejlig hånd, nok den bedste jeg kender. Pludselig irriteres jeg lidt over, at jeg lod ham italieneren overtale mig. Han har jo ingen ret til min fisse. På den anden side, det var jo virkelig frækt og lækkert. Han havde jo, bare på en lidt anden måde, også en virkelig dejlig hånd, som var meget frækkere end noget, som jeg har oplevet før.

Vi lander. Bumpet bringer mig tilbage til nuet. Jeg byder min mund til min mand og vi kysser på en god landing. Flyet parkerer og folk begynder at rejse sig. Vi venter pænt, som vi havde aftalt. Jeg mærker en hånd, som berører min skulder og der er han. Et kort øjeblik, mens han passerer vores plads, smiler vi hemmelighedsfuldt til hinanden. Jeg føler mig virkelig i live og er dejlig optimistisk omkring vores kommende ferie.

Endelig er flyet næsten tomt og vi kommer op og stå. Jeg føler en stor taknemmelighed til min mand, da jeg konstaterer, at min kjole har en stor plet bagpå. Det kunne næsten ligne, at jeg er kommet til at tisse.

”Arh, skat. Jeg er kommet til at spilde på min fine kjole”, begynder jeg.

”Ej, hvor en skam”, siger han, i en lidt trøstende tone. ”Hvordan er det da sket?”

 ”Det må være det vand jeg fik, mens du sov” Min tone er beklagende. ”Jeg bliver nødt til at tørre det på det første toilet, som vi kommer forbi.”

”Vand?” spørger han lidt dumt.

”Ja, skat. Kan du ikke være sød at skærme mig lidt. Det er så pinligt. Det ligner at jeg har tisset.”

Han går tæt bag mig ud af flyveren.

”Er det hans pik, som jeg kan mærke mod min røv?” Mine tanker bliver hurtigt lettere desperate. ”Hvorfor er den stiv nu? Åh, Gud. Han ved noget. Den måde, som han sagde ”Vand?” på.”

”Arrivederci”, jeg prøver at svare stewardessen, som smiler til mig ved udgangen.

Jeg undersøger hendes øjne. I øjeblikket, føler jeg også at hun ved noget. Jeg er ved at blive paranoid og sveder over det. Uden for flyet er min mand usædvanlig opmærksom. I et snuptag har han foldet det våde stof på kjolen, så han har pletten inde i sin hånd, som han holder på min lænd. Hvis man ikke går i detaljen, kan det godt ligne, at jeg bare er i lårkort sommerkjole. Vi scanner lufthavnen for toiletter. Jeg styrter ind på det første, som vi finder og priser mig lykkelig, da jeg ser en føntørrer hænge på væggen ved den ene vask. Jeg krænger kjolen over hovedet og leder efter pletten, da jeg, i spejlet, opdager at mine trusser ligner noget, som ikke er blevet vasket i 14 dage. De må også af.

Således er der storvask på et lufthavnstoilet i Palermo, da en anden dame kommer ind. Elevatorblikket, som jeg får, er ikke mildt. Jeg skammer mig, mens jeg, kun iført BH, gnubber fissesafter af mit tøj. Aldrig, aldrig, ALDRIG har jeg oplevet noget SÅ flovt. Jeg bander indvendig og undrer mig over, hvordan jeg, for små tyve minutter siden, kunne have så optimistiske overvejelser omkring feriens fremtidige forløb. Føntørreren kommer i brug og snart ser både trussen og kjolen brugbare ud. De har kun en næsten usynlig skjold.

Jeg ser mig selv i spejlet. Nå, ja. Jeg er jo blondine. Det glemmer man let i kampens hede. Jeg reder mit hår og retter min makeup, mens jeg smiler til mig selv. ”What the fuck” er det jeg har lavet? Ka’ det passe, at hende den frække der inde i spejlet, som lige har fået en orgasme på et fly, mellem alle passagererne, er MIG? Det er svært ikke at føle lidt overstadighed. Jeg færdiggør makeup’en. Smilende over hele femøren, stryger jeg ud til min ventende mand.

”Det bliver en uovertruffen ferie”, tænker jeg.

Da jeg drejer om hjørnet, ser jeg min mand, fjerne sin hånd fra sit ansigt. Lugtede han lige til sine fingre? Det kan han da ikke lugte, kan han? Usikkerheden, dæmper den ulmende mani lidt igen. Lidt langsommere går jeg ham i møde. Da han ikke siger noget, får han et kram og et varmt kys, før vi begiver os mod bagage udleveringen. Vi venter ved båndet i stilhed.

”Den blev da fin”, siger min mand og nikker mod min kjole.

”Ja, ja. Det går sagtens”, svarer jeg, mens jeg skæver til min italienske lover boy, der modtager sin kuffert på den anden side af båndet. Han smiler til mig og vinker i et kort øjeblik, hvor min mand ikke kigger. Det kilder lidt i maven.

”Jeg er en uartig én”, tænker jeg, da jeg igen ser på min mand. ”Hvorfor har jeg ikke RIGTIG dårlig samvittighed?”

Jeg vælger at slå det hen. Båndet stopper og min bage mangler. Sjovt nok, gør det mig ikke virkelig ulykkelig, for så er der større grund til at gå amok i butikkerne. Ok, min toilet taske ville jeg gerne have haft, men ellers….. Nå, men vi skal have meldt bagen savnet. Vi snakker lidt frem og tilbage. Min mand er tydeligt ked af det, på mine vegne. Vi er lidt på herrens mark, da det jo er første gang, at vi er med fly.

”Excuse me, can I help?”

Det er en mørklødet, velholdt, midaldrende Herre, som henvender sig. Min mand er bedst til engelsk, så de begynder at tale sammen. Jeg forstår det udmærket, men har ikke øvelsen til at kunne tale engelsk særlig godt. Min mand forklarer vores dilemma, hvorefter den fremmede henvender sig til mig.

”I am sorry, Madam. Please, accept my apologies for not introducing myself. I am Juan”, siger han på, hvad der for mig lyder som, perfekt engelsk og rækker mig hånden.

Jeg trykker hans hånd, mens vi smiler til hinanden. Jeg glemmer at sige mit navn. Hans hånd føles behagelig i min og vi holder grebet et lille sekund længere, end normalt er for en førstegangshilsen. Han dufter dejligt. Herefter hilser han formelt på min mand. Mens mændene snakker om kuffert og historie, som de har en fælles passion for, betragter jeg i stilhed Juan.

”Don Juan”, tænker jeg og smiler for mig selv.

Jeg kan godt lide det, som jeg ser. Han er velplejet, velklædt og velartikuleret. Selv om han er lidt ældre end os, forekommer hans bevægelser ubesværede og elegante. Hans mørke øjne glimter om kap, med hans endnu kulsorte hår og kindtanden i guld, som glimtvis kommer til syne i venstre overmund. Jeg tænker om hans hår, li’som mit, er farvet. Han giver indtryk af, at have styr på sit liv og overskud til andre.

Dette overskud hjælper os med vores lille kuffertproblem. Han beretter velvilligt, at det ikke er første gang, at han står med en manglede bagage. Desuden taler han en lille smule italiensk og gestikulere, øjensynlig hjemmevant med hænderne, hvilket viser sig at hjælpe en del, da engelsk er lidt af en mangelvare på disse kanter. Med kvitteringen i hånden forlader vi bagageudleveringen og skal finde vores udlejningsfirma. Vi har lejet en bil. Juan vil vide, hvor vi skal bo. Han smiler bredt, da fortæller at vi skal bo på hotel Al Borgo i den lille by Gela på sydkysten.

”Jamen, så er i jo landet i den forkerte lufthavn. Catania er da meget nærmere”, griner han muntert.

Min mand forklarer, at forbindelsen til Palermo er meget bedre og når vi alligevel skal leje bil, betyder det ikke så meget.

”Jeg skal også til Gela”, svarer en grinende Juan. ”Vores familie ejer et hus dér. Jeg har min egen bil, men vi kan følges, så viser jeg vej.”

Man bliver glad af at være i selskab med Juan. Hans humør smitter, - på en dejlig måde. Vi får vores bil udleveret, en Fiat, vi er jo i Italien. Juan har en Alfa Romeo, som vi kort efter følger efter ud mod motorvejen. Det er lige over middag og vi har aftalt at Juan finder et sted til noget frokost, når vi drejer fra motorvejen og kommer ud på de snørklede hovedveje.

Det er dejligt afslappende at køre. Luften er varm, så vi har rullet vinduerne ned og åbnet taget. Det er nemt at følge Juan i den lette middagstrafik. Udsigten skifter lidt, men er hovedsageligt hav til venstre og grønne bjerge til højre. Livet er dejligt. Jeg lægger hånden på min mands lår og modtager et klem fra hans hånd. Så lægger han hånden på mit lår. Det har han gjort før derhjemme, men jeg har altid været afvisende. Sagt, at han skal køre bil, når han kører bil. Altså, holde fingrene for sig selv. Nu føles det bare rart. Sicilien gør noget ved én. De bekymringer man måtte have, svinder ind. Et øjeblik overvejer jeg, at lægge hovedet på hans skulder, men beslutter at det er lige ”laissez faire” nok.

Motorvejen drejer bort fra vandet og vi kører op i dalene mellem bjergene. Marker, frugt og vin står grønt og indbydende i den tidlige sommer. Vi passere landsbyer, som klynger sig til bjergskråningerne. Husene har samme farve, som klipperne de er hugget ud af, men er farvestrålende dekoreret, ofte i pastel.

Endelig drejer Juan fra motorvejen. Sulten er så småt begyndt at melde sig, men Juan fortsætter lidt endnu. Efter en halv time mere drejer han endelig fra hovedvejen og leder os op i en landsby, med borge og kirker. Alt hænger møjsommeligt klinet til klipperne, hvis stejle skråninger, i tidernes morgen, har gjort stedet nærmest uindtageligt. Godt, at vi kommer med fred. Hjemmevant finder Juan rundt i de små gader og parkere et sted med to pladser, så vi kan holde ved siden af.

”Vi kommer til at gå lidt”, siger han. ”Det har i forhåbentlig ikke noget imod.”

Det klarer vi sagtens efter et par timer i bilen. Han leder os sikkert til en lille restaurant, som ligger lige over for slotsruinen. Måden der bliver hilst på, tyder på genkendelsesglæde fra ejeren. Juan bestiller mad og foreslå, at vi lige går over til ruinen og nyder udsigten, men vi venter.

”Jeres forfædre byggede dette sted”, fortæller han mens vi går. ”Det er vikingerne, som anlagde det for næsten tusind år siden.”

Udsigten er betagende. Vi ser ud over både dalen og de omliggende bjerge. Landskabet skifter fra grønne marker i bunden, til vin, oliven og citrus på skrænten og andre grønne træer nær toppen. Klippen, som vi står på, går stejlt op og husene klynger sig til skrænterne. Jeg tror, at der er hundrede meter ned.

”Dernede ligger Gela”, siger Juan og peger.

Vi prøver at følge retningen og skimter det blå vand over bjergene, men det er også alt. Gela kan vi ikke se. Vi går tilbage til restauranten og sætter os ved bordet. Mig ved bordenden, med en mand på hver side.

”Hvor længe har i været gift?” spørger Juan.

Min mand tager min hånd på bordet og nusser den lidt. Så fortæller vi lidt om vores kedelige liv, os selv og vores børn. Juan nikker anerkendende, uden antydning af kedsomhed.

Det viser sig, at Juan er fra Spanien. Hans spanske forfædre boede på Sicilien, men da spaniolerne blev smidt ud for to hundrede år siden, måtte hans familie flygte. De har siden haft ejendom på Sicilien og er kommet her ofte. Juan er ikke gift. Han blev skilt for ni år siden, men har fem voksne børn og et barnebarn. Hans ansigt udstråler stolthed, da han fortæller om dem. Dem allesammen, også han ex kone.

Maden bliver serveret. Juan forklarer noget, som jeg ikke er helt med på. Jeg kigger spørgende på min mand.

”Det er noget med aubergine”, forklarer han. ”Det skulle være noget lokalt.”

Vi spiser og får et lille glas udmærket hvin til. Der skal jo køres mere. Mens mændene taler om stedets historie, funderer jeg over auberginerne. Jeg tænker på børnenes konversationer derhjemme. Samtaler om SMS’er med fersken og auberginer. Gad vide om det er en hentydning, at Juan vælger denne ret. Jeg fantaserer lidt om Juan og hans ”aubergine”. Jeg bliver lidt småliderlig og får lyst til at tage ham i hånden. Jeg må lige lægge låg på mig selv, inden det går for vidt, - eller mere for vidt. Jeg har ligesom allerede krydset linjen en gang i dag.

Juan spørger til vores planer.  Min mand er nærmest ustoppelig i hans opremsning af historiske mål, som skal besøges. Derfor føler jeg en stor taknemmelighed da Juan vender sig mod mig og spørger:

”Hvad med Dem Frue? Deler de Deres mands interesse for historie?”

”Nej”, svarer jeg kort, mens jeg ryster på hovedet og ønsker, at mit engelske var bedre.

”Hvad har De så tænkt Dem?” Juan udviser oprigtig interesse for mig.

”Jeg må købe noget tøj”, for jeg fremstammet.

”Selvfølgelig”, siger en smilende Juan. ”Det hjælper jeg dig med.”

Han ser på min mand, for at få hans accept.

Min mand ser ikke bekymret ud. Han nikker bare og siger:

”Mmm-mm, det vil vi sætte pris på, ikke skat?”

Det bobler igen lidt i min mave. Jeg skal på shopping i morgen, med første klasses følgeskab. Jeg glæder mig allerede usigeligt og kan vist ikke rigtig skjule det.

”Hvor er du heldig, skat”, siger min mand. ”Juan ved sikkert lige, hvor i skal tage hen. Så kan du også blive kørt.”

”Tak”, siger jeg kort og giver, uden at rigtig ville det, Juans hånd et let klem, som bliver meget kort, da det går op for mig, hvad jeg har gang i.

Det blev vist gjort, fordi jeg manglede ord. Jeg ser usikkert på min mand, men han er enten utrolig tilgivende, ellers har han ikke bemærket noget. Jeg skammer mig alligevel marginalt, mens jeg føler mig promiskuøs og uligevægtig. Jeg betragter mændene. Lader de bare som ingenting, er det måske af høflighed, eller betyder det virkelig ikke noget for dem? 

”Det er vi virkelig taknemmelige for. Jeg håber ikke, at det er til for megen ulejlighed”, siger min mand henvendt til Juan, som forsikrer at det vil være en absolut fornøjelse og slet ikke til nogen ulejlighed.

Jeg føler, at hans ord er mættet med oprigtighed, hvilket gør mig glad og stolt. Vi bryder op og slentrer tilbage til bilerne. Vi går en lille omvej. Ser kirken og torvet, mens Juan fortæller om stedet. Min mand og jeg holder om hinanden. Jeg føler stor lyst til at kysse ham, men holder mig tilbage af hensyn til Juan. Så snart, vi lukker døren til bilen, gør jeg det. Det er ligesom, at en sær lykke driver mig. Jeg kan slet ikke lade være. Vi snaver faktisk lidt og opdager næsten for sent, at Juans bil forsvinder for enden af gaden.

Hurtigt, får min mand gang i motoren og følger efter. Jeg har hånden på hans lår. Hans pik kan nemt mærkes gennem bukserne. Den er lidt hård. Igen, bryder jeg mine ”kør bil” principper og nusser hans halvstive lem. Min fisse klør lidt. Er det lyst, eller er det bare på grund af barberingen? Jeg må lige rette på mine trusser. Min mand smiler til mig. Der er noget ved hans øjne, som jeg ikke har set i mange år. Jeg føler en tålmodig liderlighed indtage min krop. Jeg nyder bare tanken om, at snart skal jeg føle min mands pik.

Havet er dukket op langt fremme over bakkerne. Landskabet flader, efterhånden som vi nærmer os kysten. Vi kører ind i Gela og Juan leder os til vores hotel. Her takker vi endnu en gang for hjælpen og hilser af. Jeg siger på gensyn i morgen og giver Juan et lille ”kollegakram”. Dejligt lige at mærke ham. Jeg er stadig lidt lysten oven på køreturens nusseri. Vi aftaler, at mødes klokken ti lige her, uden for hotellet.

Vi vinker til Juan, som kører og derefter går vi ind. Værtinden Francesca bliver nævnt i flere af hotellets anmeldelser og det er ikke uden grund. Hun er virkelig en engageret vært og man føler sig velkommen på deres sted. Vores værelse er hyggeligt og ganske stort. Der er en dobbeltseng og to gode stole med et lille bord imellem. Badet er virkelig dejligt.

Jeg smider straks alt tøjet. Så vasker jeg trusser og kjole med hårshampoo i håndvasken og hænger det til tørre på altanen. Det efterfølgende bad er balsam for sjælen. Min krop er stadig lidt øm, efter oplevelsen i flyveren. Det er rigtigt frækt, at tænke tilbage på, mens det varme vand kærtegner min hud og sæben dufter. Jeg er omhyggelig med indsæbningen. Brysterne og min fisse får lidt ekstra opmærksomhed. Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt at jeg bliver opstemt. Jeg mærker stubbene fra barberingen, men tænker, at det må blive i morgen, lige før jeg skal ud og handle undertøj. Jeg skyller sæben af igen. Helt uventet støder min mand til.

Vi har ikke badet sammen det sidste årti. Jo, vi har været nøgne sammen på badeværelset, men ikke tætte sammen under bruseren. Jeg byder ham velkommen med et kys og glæder mig over, at Sicilien også påvirker ham på den dejlige sensuelle måde. Vi holder om hinanden, mens vandet kærligt omslutter vores kroppe. Jeg læner min pande mod hans bryst og nyder hans nærhed. Endelig, det har jeg savnet….

Han slukker for vandet og griber sæben, hvorefter jeg får en bonusvask. Jeg nyder det, mens hans hænder glider let i sæben rundt på hele min krop. Da alt er sæbet ind, indsnævrer opmærksomheden sig til de mere frække steder. Han stiller sig bag mig og bruger lang tid på mine bryster. Jeg kan mærke en voksende pik mod mine baller og stønner sagte. I tanken sætter jeg pris på, at jeg frit kan lave lyde, uden at skulle tage hensyn til en masse mennesker. Han lader sin pik finde ind i revnen mellem mine lidt kraftige kloder. Mens hans hænder kærtegner min mave og vandrer videre ned mod min fisse, gnider han langsomt sin fede pik mellem mine baller. Da hans ene hånd lander i min fisse, stønner vi begge liderligt.

Han tænder igen for vandet. Jeg bukker mig frem og vrikker med røven, så jeg kan mærke hans pæl gnubbe mod min liderlige stjerne. Analsex er et no-go, men jeg elsker at få masseret ringmusklen. Det føles ret frækt, at det er hans pik som gør det. Hans hænder er overalt på min kogende krop og vi stønner højt og liderligt. Han bøjer sig frem over min ryg og griber mit ene bryst, mens den anden gør dejlige ting ved min fisse. Han visker i mit øre:

”Frække lille kone! Du ophidser mig. Jeg så det. Han havde hånden oppe i dig, ikke? Det er så forkert, men det gør mig så sindssygt liderlig.”

Tankerne bruser gennem mit hoved. ”Fuck, taget på fersk gerning! Jeg er opdaget, men han tænder på det.” Det er så ubegribeligt frækt og på samme tid helt vanvittigt.

”Så lad mig mærke din liderlighed. Bare straf min syndige luderkusse”, hvæser jeg ud mellem stønnene.

Når jeg bliver rigtig liderlig, bliver mit lille uskyldige køn til en savlende, krævende kusse. Jeg kan ikke mindes, at jeg har været så liderlig. Følelsen, som jeg har, er bare ubeskrivelig fræk. Alt er frækt. Jeg synes, at det er frækt; han synes, at det er frækt; det er frækt, det som vi gør; det er frækt, det som jeg har gjort og det er frækt, det som jeg tænker på at gøre.

Da han endelig langt om længe, bagfra, og uden megen følsomhed, hamrer pikken i bund i min uligevægtige storsavlende luder-kone-fjams, er jeg allerede på vej til orgasmernes syvende himmel. For helvede, hvor er det godt. Det bliver dette årtusindes bedste orgasme. Endelig, har jeg fundet knappen til min mands lidenskab og jeg stornyder hvert sekund. Der er sådan sex skal være. Fucking vildt og med GNIST. Han kører pikken op i mig, så mine baller danser og det bryst han ikke har i hånden, rammer mig på hagen. Han gnider min klit og klasker min balle. Jeg er i himlen og orgasmen overtager al kontrol. I det fjerne hører jeg min mand brøle. Åh, Gud. Han har aldrig før brølet sine salte stråler ud.

Vi lander igen til lyden af lunger, som ikke magter at få nok luft. Jeg er ør af lykke, mens jeg nyder følelsen af vandet, som stadig plasker ned over os og min mands pik, som langsom taber gejsten i min fisse. Jeg lader ham slippe ud og vender mig rundt, mens jeg lidt usikkert betragter min mand. Hans øjne undgår mine. Inden vi falder tilbage i vores vante roller, skynder jeg mig at holde om ham, kysse ham og sige:

”Skat, det var det bedste sex, som jeg nogensinde har oplevet. Det må du gerne gøre igen.”

Han bløder op, smiler og svarer:

”Jamen, så skal du jo ud på grisestien igen, skat.” Hans stemme er lidt drillende.

Sætningen får det til at risle sødt ned af min ryg. Der er ikke noget, som jeg hellere vil. Især, hvis han giver mig det, som han lige har givet. Vi får afsluttet vores bad og ligger lidt på sengen. Mine trusser er ikke tørre endnu. Vi snakker om vores følelser af skyld og betænkeligheder, men lover hinanden troskab og kærlighed. Jeg afslører mine planer om, at gøre Juan til mit næste offer. Det får jeg et kys for.

”Det er en strålende ide, skat”, siger han. ”Ham kan jeg virkelig godt li’”

Eventyret fortsættes på Sicilien.

Thank you for rating this article.