En værre lorteplan - Jeg begyndte at fryse. Mørket var begyndt at falde på og som lyset fra solen forsvandt, tog det også de lune grader med sig. Jeg kiggede atter over den lille forhøjning. Søgte først bilen. Den stod der stadig. Så fangede mit blik hoveddøren, men den var også lukket.

Skulle de for fanden ikke snart afsted. Jeg kiggede på uret, det viste 1935. Receptionen var sat til at skulle starte kl 2030, så de måtte da for fanden være på vej ud af huset.

Berit og Jørgen var gift og ejede en lille restaurant inde i byen. Det havde de gjort i 10 år nu. Jørgen stod i køkkenet og fungerede som køkkenchef. Han var eminent til at lave mad. Berit var så værtinde og i mine øjne en led kælling. Hun drev personalet hårdt og havde et sindsygt heftigt temperament og en stemme der alene kunne skære samtlige nerver i rygmarven over, når hun hævede den. Og det gjorde hun ofte.

Jeg havde arbejdet der for 4 år siden som 16 årig. Jeg var opvasker, et dårligt betalt job men det var trods alt bedre end slet ingen fritidsjob.

Jeg blev fyret efter 3 måneder. Der manglede en aften 100 kr i kassen ved optælling og Berit's datter bedyrede, at det ikke var hende der havde taget de penge. Og ej heller regnet forkert. Mistanken faldt omgående på mig, men de kunne ikke bevise det. Men 16 år, ingen fagforening og med en masse andre 16 årige stående i kø efter mit job.... Jeg fik besked på at skrubbe af. De 100 kr blev trukket fra min sidste løncheck. Og jeg havde ikke engang taget dem.

Den altid rare Jørgen havde forsøgt at holde hånden over mig og tale Berit til fornuft, men hun havde været helt hysterisk og ville til at gennemrode mine lommer. Der lå faktisk en 100 kroneseddel, men den kom et helt andet sted fra. Og slet ikke fra hendes kasse.

Det sidste jeg hørte hende skrige bag mig, da jeg gik ud ad døren var, at jeg skulle være glad for at hun ikke meldte mig til politiet. Dengang tænkte jeg, at det nok også var meget godt, jeg stod dårligt og havde i det mindste mulighed for at finde et andet arbejde. Men det var slut med at arbejde i restaurationsbranchen.

Nu 4 år senere, arbejdsløs, manglede penge, skyldte penge, lå jeg så bag en lille høj i et skovbryn, med en perfekt udsigt over til Jørgen og Berits hus. Huset lå lidt uden for byen, helt uforstyrret. Her havde de boet i de sidste 6-7 år. Restauranten gik rigtigt godt, hvilket nok primært måtte skyldes Jørgens madlavning. Fra lokalavisen vidste jeg, at der var reception i anledning af deres 10 års jubilæum. Og da jeg så læste artiklen, tegnede sig en plan.

Jeg ville hente Berits smykke-samling. Den burde være nem at omsætte. Jeg skulle bare ind og hente den, ligeså snart de var ude af huset. Jeg havde minimum 2-3 timer for mig selv i huset, så tiden var ikke noget problem. Hund havde de ikke, Jørgen var allergisk over for pelsdyr. Så det eneste der kunne forhindre mig i at komme ind, ville være hvis de indenfor de sidste 4 år havde installeret tyverialarm. Jeg vidste hvor jeg kunne komme ind. Jørgen serverede altid nye kartofler fra egen have nær denne årstid og ofte gravede han op til flere dage. Han opbevarede dem nede i en lille kælder, med et halvåbent vindue. Jeg havde tit været med ham ude for at hente kartofler og grøntsager, da jeg arbejde for dem. Den eneste vej ned i kælderen, var fra entreen. Så kunne jeg komme ind ad vinduet, så var adgangen til resten af huset serveret på et sølvfad for mig.  

Det her kunne bare ikke gå galt.

Hvis jeg brød ind gennem de andre vinduer, ville indbruddet blive opdaget med det samme når de kom hjem. Min plan var, at indbruddet først skulle opdages, den dag Berit skulle bruge sine smykker. Og medmindre hun havde allesammen på idag, så ville det blive et godt udbytte, der først ville blive opdaget imorgen eller endnu bedre... om flere dage. Ikke at det havde nogen betydning, det var bare tanken om at jeg havde taget røven på hende, der morede mig.

Jeg gravede ned i min rygsæk med venstre hånd og fandt en af colaflaskerne. Den var stadig halvt fyldt. Jeg drak resten i én slurk. Jeg nåede lige at få skruet låget på, da jeg hørte en lyd ovre fra huset. Det var hoveddøren der gik op.

Der var mindst 100 meter derover. Alligevel standsede alle mine bevægelser af frygt for at blive hørt. Berit kom først ud og Jørgen lige efter. Ud fra hendes påklædning at dømme, måtte restauranten gå særdeles godt. Hun havde en halvlang hvid pels på. Jørgen havde en læderjakke på, det havde han altid. Jeg kunne høre hendes skridt, ned til bilen. Hælene klikkede højt ned i fliserne.

Jørgen låste døren og skyndte sig efter Berit, overhalede hende med trippende skridt og nåede hen til bilen før hende. Han åbnede galant døren for hende. Hun sagde et eller andet til ham og satte sig forsigtigt ind, med begge hænder fat i pelsen, så den ikke rørte bilen. Jørgen smækkede døren efter hende og gik mere roligt om til førersiden af bilen, åbnede døren og satte sig ind. Han måtte bøje nakken meget, for at få hovedet med, uden at ramme det øverste af døråbningen. Han var en stor mand... såvidt jeg kunne se, var han ikke blevet mindre de sidste 4 år. 

Jeg hørte bilen starte og så lygterne blive tændt. Langsomt gled bilen ud af den lille gårdsplads og snart kunne jeg kun se baglygterne forsvinde ned ad grusvejen der førte bilen ud til hovedvejen. 

Det var næsten mørkt. Jeg overvejede om jeg skulle vente 20 minutter, til det var helt mørkt. Jeg kunne tage min trøje på, den lå i rygsækken. Adrenalinen begyndte at pumpe og pulsen steg lidt. No way... det var nu.

Jeg greb min rygsæk, rejste mig op og kiggede ud til siderne. Totalt åndsvagt, de nærmeste naboer boede minimum 2 km væk og der var ingen der gik herude for at lufte hunde. Jeg satte i løb over mod huset. Først skulle jeg rundt og tjekke vinduerne for alarmmærkater. Jeg stoppede op igen. Jag måtte lige have min lygte op fra rygsækken. Jeg fandt den i forreste rum, krængede rygsækken på igen og fortsatte over til huset. Jeg tjekkede indkørslen og grusvejen inden jeg tændte lygten og begyndte at gå med hastige skridt rundt om rødstenshuset, mens jeg lyste på vinduerne. 

Der var, som ventet, ingen mærkater at se. Jeg fortsatte om på vestsiden af huset. Der lå kælderen. Jeg rettede lyset ned mod soklen, hvor jeg vidste vinduet skulle være og fandt det næsten med det samme.

Det stod på klem. Jeg knælede ned foran det, lagde lygten på jorden og krængede atter rygsækken af. Jeg kunne stadig se en lille smule i tusmørket. Jeg fandt den lille skruetrækker frem. Lempede spidsen ind ad vinduet, mens jeg rettede lygten mod haspen med venstre hånd. Skruetrækkeren kunne uden problemer nå og med en lille let bevægelse, vippede jeg haspen op. Ingen problemer. Med lidt held, skulle jeg nok også kunne få haspen på igen, når jeg forlod stedet. Jeg smilte ved mig selv. Den her plan var perfekt. 

Tid til at få elefanthuen og gummihandskerne på. De lå i en lille lomme i rygsækkens store rum. Jeg fik huen på og med lidt besvær bakset handskerne på mine hænder. Jeg burde have en medalje for at have taget højde for alt. Huen var vist mest spil for galleriet, det var de færreste der havde videoovervågning i deres hjem. Og da slet ikke Jørgen og Berit. 

Jeg åbnede vinduet helt. Det gik op med en svag knirken. Fik fat i min rygsæk og smed den ned på gulvet i kælderen. Jeg lyste derned, for at sikre mig, at der ikke var noget under vinduet, der kunne gå i stykker. Der var fri bane. Jeg lyste lidt ud til siden for at være sikker på, at bordet stadig stod på en måde, så jeg kunne nå vinduet, når jeg skulle ud igen. Ellers måtte jeg bruge en stol eller skammel, det var ikke vigtigt. Jørgen ville ikke lægge mærke til det. 

Jeg lagde lygten på græsset og krængede benene ind ad vinduet og lod mig glide ned. Jeg rakte ud og fik fat i lygten og trak derefter vinduet i. Tog min rygsæk på og lyste lidt rundt i kælderen. Der var ingen kartofler, det var stadig for tidligt på året, så alle bordene stod tomme, bortset fra nogle kasser hist og her. Jeg lyste over til trappen op til døren og gik derover. 

Mit hjerte begyndte at banke lidt hårdere i spændt forventning. Ville døren være låst eller ikke? Jeg gik langsomt op ad trappen. Lige før døren tog jeg en dyb indånding... trykkede ned i dørhåndtaget og skubbede til døren. 

Den gik lydløst op. Jeg var inde i husets entre. 

Til venstre for mig var hovedøren og til højre lå trappen op til 1. salen og deres soveværelse. Det måtte være det første sted at lede. Jeg lyste op ad trappen og begyndte at gå op ad den. Den førte op til den ene ende af en lang gang til venstre. Der var 2 døre i hver side af gangen. Den ene dør til højre stod åben, det måtte være soveværelset. Ud ad øjenkrogen kunne jeg ane en kontakt. Hvorfor ikke bare tænde den, istedet for at slide batterierne i lommelygten. Jeg var jo alene og ingen kunne se lyset udefra. Jeg tændte kontakten og et kuppellys i midten af loftet i gangen lyste gangen helt op. 

Jeg gik ned til den åbne dør og kiggede ind. Rakte hånden indenfor og fandt lyskontakten der og tændte den. En lille lysekrone midt i værelset lyste op og afslørede et eksklusivt soveværelse med en mega dobbeltseng med et hovedgærde i kraftige tremmer. Den så dælme solid ud. Jeg kiggede rundt i værelset og fik øje på en kommode, lige til venstre for døren. Jeg stillede mig over for den. Over kommoden hang et stort spejl. Ved siden af spejlet var endnu en kontakt. Jeg tændte den og to spotlys tændtes over mit hovede og lyste lige ind i spejlet, så jeg næsten kunne ane samtlige små begyndende dunstubbe stikke ud af mit unge ansigt. Jeg åbnede den øverste skuffe. 

Et skrin på størrelse med 2 store cigaræsker kom til syne. Mit hjerte begyndte at hamre og med rystende fingre åbnede jeg det. 

Bingo. Det her var næsten for let. Æsken var delt op i en masse små rum og i hvert sit rum lå halskæder, ankelkæder og en masse andre glimtende ting. Jeg krængede rygsækken over foran mig, åbnede den forreste lomme der var tom, tog hele æsken og tømte den ned i lommen på rygsækken. Jeg lukkede æsken igen, lagde den tilbage i skuffen og lukkede skuffen.  

Jeg ville lukke lynlåsen igen på rygsækken, men den drillede. Let bandende krængede jeg rygsækken af, og satte den foran mig og gik ned på hug for at kunne lukke den. Nu gled den i.  

Jeg skulle lige til at krænge rygsækken på, da katastrofen indtraf. Hoveddøren gik op og lyden af Berits skarpe stemme kløvede luften. 

"Det ender kraftedeme med at du glemmer dig selv en dag, din store idiot. Se så at finde den forbandede tegnebog, så vi kan komme derind til tiden..." 

Fuck fuck fuck - mit hjerte begyndte at hamre. Bare de ikke fik øje på lyset i gangen, det kunne ses nede fra entreen. Måske var de hurtigt afsted igen uden at opdage noget. 

Berit fortsatte: "Kig inde i stuen, så kigger jeg oppe i soveværelset. Jeg kan se du også har glemt at slukke lyset deroppe".

Lyden af Berits stilethæle lød som pistolskud, da hun begyndte at gå op ad trappen. Min mave blev til en hård knude og jeg kunne høre blodet rase rundt i kroppen på mig.

Ud af døren kunne jeg ane Berit, da hun kom langt nok op ad trappen. Der var kun én mulighed.... jeg måtte løbe forbi hende, ned ad trappen og ud ad døren, så hurtigt mine ben kunne spæne. Jeg havde ikke tid til at få min rygsæk på ryggen, så jeg tog et godt greb om hanken foroven. Og begyndte at løbe ned ad gangen.

Berit var nu helt oppe og fik med det samme øje på mig, da jeg kom buldrende imod hende. Hun spærrede øjnene op, men inden hun kunne nå at reagere passerede jeg forbi hende. Jeg snittede hende med venstre skulder og kunne ane hun blev skubbet ind mod væggen.

Og SÅ gav hun lyd fra sig...:

"JØRGEN, JØRGEN", skreg hun med sin hæse rundsavsklinge, "DER ER EN TYV I HUSET, HAN KOMMER NED AD TRAPPEN.... SKYND DIG, SKYND DIG!!!"

Jeg var endnu ikke nået om hjørnet på trappen. Den var stejl, og det sidste jeg ønskede lige nu, var at snuble. For så var det helt slut. Jeg bad til at Jørgen var inde i stuen, for så havde jeg en chance for at nå hoveddøren og ud i det fri, inden han fik fat i mig. Og var jeg først ude, ville han ikke have en chance for at fange mig. Bag mig hvinede savværket stadig:

"FÅ FAT I HAM, JØRGEN... HAN KOMMER NU, SKYND DIG FOR FANDEN...".

Jeg havde helt glemt hvor stor Jørgen var. Jørgen stod lige midt i entreen og lignede en forvokset canadisk skovhugger på anabolske steroider. Han måtte jo mindst veje det dobbelte af mig. Adrenalinen pumpede rundt i mig og prøvede af al magt at stimulere min kreativitet, mens mine korte ben gelejdede mine fødder nedad trappen, trin for trin i et tempo, der ville have gjort en stepdanser forpustet. Jeg kom frem til en eneste mulig chance: Skubbe 2 meter og 120 kg Jørgen til side med mine egne 66 kg... og nå at åbne hoveddøren og løbe ud. Og ydermere satse på, at jeg med elefanthuen virkede lidt skræmmende på ham, så han måske endda gav mig plads til mit forehavende. Han var jo ligeså godmodig som stor, som jeg huskede ham fra min tid i retauranten. 

Jeg var ved at nå enden på trappen. Fik flyttet fokus over på den levende klippe. Fuldt oprejst, kunne jeg kigge lige ind på det øverste af hans brystkasse. Skulle jeg have øjenkontakt med ham, ville jeg være nødt til at kigge opad. Jeg anede døren og friheden bagved ham.

Og begyndte at løbe. Jeg tog 3 skridt, bøjede min venstre skulder lidt frem og beredte mig på sammenstødet, der skulle sende de 120 kilo ud til siden, så jeg kunne komme videre. Og så ramte jeg ham. Min skulder ramte hans mave, der gav lidt efter. Han gav en lille lyd og jeg er sikker på, at han løftede sit venstre ben en lille bitte smule for at holde balancen og ikke falde bagover. Men udover det, stod han fast som en klippe. Jeg gik næsten i stå og det gav desværre Jørgen tid til at folde sin venstre arm ud og tage fat i mig. Og det var lige dét han gjorde. Og så kom hans højre arm og jeg blev skubbet op i væggen, så jeg tabte rygsækken. Inden jeg nåede at tænke videre over en umulig plan B, blev jeg lagt ned på trægulvet, som var jeg en kludedukke, med maven nedad.

Og Jørgen fulgte med derned. Jeg sprællede alt hvad jeg kunne i desperation og jeg begyndte at udstøde panik-lyde. Angsten overmandede mig ligeså voldsomt som Jørgen og efterhånden som han fik placeret sig henover mig og vredet min højre arm om på ryggen, begyndte det at gå op for mig at spillet var tabt. Jørgen lagde lidt flere af sine mange kilo over mig, så min brystkasse blev presset hårdt ned i gulvet.

"Slap så af for pokker", kom det roligt fra ham. Han var end ikke det mindste forpustet.... "Slap helt af". Hans vægt pressede luften ud af mine lunger og forhindrede dem i at hive noget nyt ind. Jeg var forpustet og begyndte at panikke. Jeg mønstrede alle kræfter og fik lettet mig en lille smule og tidsnok til at hive en mundfuld luft ind, inden min krop gav efter for Jørgens vægt igen. Og så lykkedes det med hvæsende stemme at sige:

"Jeg kan ikke få luft, du presser for meget"...

Jeg kunne mærke han løftede sin krop en lille smule og nok til at jeg kunne trække lidt mere luft ind.

I mellemtiden var Berit kommet ned. I kampens hede havde jeg slet ikke hørt hendes trippen ned ad trappen. Jeg kunne ikke se hende, mit hovede vendte væk fra hende. Klingen begyndte at dreje igen:

"SÅDAN JØRGEN. SÅDAN. DU FIK DET LILLE SVIN. NU HOLDER DU FANME FAST I HAM, SÅ HAN IKKE NÅR AT STIKKE AF"... Hun var helt oppe og trippe og hendes stemme var lige ved at skære mine nervetråde i rygmarven over.

Jeg havde stadig min venstre arm fri. Den lå strakt ud til siden, med håndfladen ned mod gulvet. Så sagde Jørgen:

"Berit, ude i værkstedet ligger der nogle brede kabelstrips. Hent nogle stykker af dem, så jeg kan få ham her klaret. Jeg kan ikke blive liggende sådan her med ham"..

Berit svarede, nu lidt roligere: "Nu holder du satme fast i ham og passer på han ikke smutter fra dig, Jørgen. Jeg snitter dig i småstumper, hvis du lader ham slippe afsted".. Typisk Berit. Stadig beskidt i kæften og ikke den hurtigste knallert på havnen. Hun kunne for fanden se hvordan landet lå, mht størrelsesforskellen mellem Jørgen og mig. Berit trippede afsted på de høje hæle og lyden forstummede tilsidst.

Selvom Jørgen havde løftet lidt af sin vægt fra mig, havde jeg stadig problemer med at få vejret. Jeg trak det stødvist og åndede stødvist ud, så der næsten kom en kaskade af spyt med ud. Jeg var bange, i panik og tårerne pressede på. Jeg fik atter stammet til Jørgen:

"Vær nu sød... jeg kan ikke få vejret".... 

Han svarede med sin rolige stemme: "Slapper du af nu"?

"Ja", lykkedes det mig at svare.

"Giv mig din venstre arm, så løfter jeg mig lidt mere. Men lad være med at være dum, for så har du mig henover dig igen".

Han lettede lidt mere af sin vægt og jeg tog en dyb indånding. Et kort splitsekund var plan B oppe og vende igen, men den var temmelig indholds- og især udsigtsløs, så jeg bøjede venstre arm ind til kroppen. Jørgen tog fat i den og løftede den op bag ryggen så begge mine håndled krydsede med hinanden. Lortesituation. Men jeg kunne i det mindste trække vejret frit nu. Det gav ilt til hjernen og satte gang i fornyet tankevirksomhed og planlægning af muligheder. Resultatet var nedslående. Jeg havde ikke en chance medmindre Jørgen strittede død om på stedet af et slagtilfælde.

De ville ringe til politiet og løbet var kørt.

Jeg var lige ved at græde i skam og afmagt.

Lyden af Berits høje hæle nærmede sig entreen igen. Og Berit havde slebet sin klinge:

"Jeg kan sgu da ikke finde dine rådne strips. Det er dit værksted, fanme ikke mit".

Jørgen svarede: "Jamen de ligger i en af skufferne i det store bord".

"Ja det vil jeg skide på. Jeg kom til at tænke på håndjernene istedet", svarede Berit med sin sædvanlige charmerende retorik. Hun forsatte op ad trappen. Og så lå vi atter dér, midt på gulvet. Der gik ikke lang tid, før det atter klikkede nedad trappen. Jeg kunne høre en raslende lyd fra håndjernene. En tanke fór gennem mit hovede: Gad vide hvad betjentene ville tænke, når de så de håndjern? 

Berit stillede sig på min vestre side. Jeg kiggede lige ind i hendes støvler. De hæle var jo sylespidse. Hun satte sig ned på hug ved siden af mig og jordede det ene knæ ned i siden på mig og lagde al sin vægt over knæet. Jeg gav mig i et brøl af smerte. Lede sæk. Jørgen reagerede med det samme:

"Lad være med det dér, Berit. Det er ikke nødvendigt. Han er rolig"... Berit løftede knæet igen.

Jørgen fortsatte: "Giv ham nu bare de håndjern på. Jeg har fat i hans arme". Med den ene hånd tog Berit fat i min højre underarm lige over håndleddet. Jeg kunne mærke det kolde stål. Der lød en høj klikken og det begyndte at stramme hårdt om håndleddet. Derefter tog hun fat i min venstre arm og gentog proceduren. Hun flåede mine gummi handsker af og rejste sig derefter op igen.

"Få ham op og stå Jørgen. Jeg vil fanme se hans grimme fjæs", sagde hun.

Jørgen rejste sig op. Inden jeg nåede at vurdere rentabiliteten af en ny plan, tog Jørgen fat i begge mine overarme og begyndte at hive mig op. Jeg kom hurtigt op på benene og Jørgen stillede sig bagved mig. Han lagde sin højre arm ind mellem min højre arm og ryggen og tog fat om min venstre overarm. Og lagde sin venstre underarm om om halsen på mig. Min elefanthue var gledet lidt op og blottede min hals. Hans læderjakke føltes kølig mod huden. Hans greb strammede om halsen samtidig med hans højde gjorde at jeg måtte op på tæer. Og atter kæmpe lidt for at få vejret.

Berit stillede sig lige foran mig. Hun var stylet godt op. Jeg havde aldrig set hende sådan, med håret sat og make-up. Huskede kun hendes friture fedtede slaskede hår, der hang klistrende ned ad hendes kinder, hendes mascara der løb ud når hun begyndte at svede i varmen fra køkkenet. Hun var stadig ikke nogen skønhed, men alligevel en helt anden person at se på. Men hendes beskidte sprog udraderede enhver tvivl om, at det var den samme kvinde der her var tale om. 

Med et hurtigt greb, flåede hun elefanthuen af mig. Hun kiggede mig direkte i øjnene. Og trådte et skridt tilbage.

"Jeg har sgu set dig før", sagde hun. Hun trådte atter helt op foran mig. Nærstuderede mit ansigt. Jeg kunne næsten høre, hvordan hendes indre arkiv bladrede for fuld skrue i dets søgen efter et match. Og det var ikke uden resultat:

"Det er sgu Morten. Den lille tyvagtige lort, jeg fyrede for 4 år siden fordi han havde sin fingre nede i kassen", sagde hun. Mest henvendt til sig selv. Jørgen reagerede med at slække gevaldigt på sit jerngreb, så jeg kunne komme ned på begge fødder igen og trække vejret.

"Hvad siger du dog", spurgte han overrasket bag mig.

"Hold så fast i ham, for helvede", kom det hårdt fra Berit. Jørgen tog fat igen og jeg var atter oppe og stå på tæer. Berit kiggede på mig igen. Hun strammede sine blodrøde læber sammen og jeg nåede lige at ane hendes højre hånd løfte sig ude på min venstre side, inden den kom flyvende og ramte min venstre kind med et højt smæld.

Jeg udstødte et højt akavet skrig og min kind begyndte med det samme at brænde af smerte.

"Lad så VÆRE med det dér", kom det fra Jørgen. "Vi skal have fat i politiet. De må tage sig af ham. Du kan ikke begynde at slå løs på ham, Berit. For pokker da også".

Berit var som sædvanlig ikke mundlam: "Og hvad HELVEDE tro du politiet gør ved ham. Han bliver afhørt og så slipper de ham løs igen. Er du DUM eller hvad"?

Min mave frøs fuldstændigt til is. Hvad mente Berit med det dér. Jeg begyndte at panikke og var lige ved at græde igen:

"Vil I ikke bare ringe til politiet... jeg skal nok tilstå alt overfor dem. Men ring nu, please".. Min stemme bævrede.

Berit strammede atter læberne hårdt sammen og kvitterede med endnu en knaldhård lussing på min venstre kind. Jeg skreg igen.

"Ved du hvad Morten. Du kan rende mig i røven. Du bliver her", hvæsede hun.

"Jørgen", sagde jeg bedende... "kan du ikke hjælpe mig. Ring til politiet".

"Berit", sagde Jørgen, "Lad os nu bare ringe til politiet og lade dem klare det her. Det er ikke op til os"..

Berit var uanfægtet: "Og så kan vi bruge hele vores 10 års jubilæum på at sidde og svare på politiets åndsvage spørgsmål? Du må sgu have spist søm. Morten bliver HER. Få ham ned i forrummet i kælderen, så kan han ligge der, til vi kommer hjem igen. Og så finder jeg ud af, hvad vi skal stille op med ham. AFSTED".

Angsten greb helt fat i mig og jeg begyndte at græde:

"Vil I ikke være søde at ringe til politiet. Please, jeg beder jer".....

"Desværre Morten", sagde Jørgen. "Du ved at Berit bestemmer. Og hun har truffet sin beslutning".

Han begyndte at skubbe mig afsted og jeg kunne ane Berit bøje sig ned og samle min rygsæk op.
 
Jeg nærmest steppede henover gulvet, mens Jørgen skubbede mig foran sig. Han havde et solidt tag i nakken med den ene hånd, mens han holdt stramt om min venstre overarm med den anden. Det smertede lidt. Vi gik gennem køkkenet, gennem den lille fjernsynsstue og stod lige pludselig i en lidt mindre entré. Jeg kunne regne ud, det var her, den anden af husets to yderdøre førte ind til.
 
Berit lukkede døren bag os, gik over og åbnede en anden dør, rakte hånden ind og tændte lyset. Jeg kunne ane en trappe der gik ned. Berit gik forrest nedad trappen. Jørgen slap sit greb i min overar og tog istedet fat i håret og skubbede mig let fremad igen, så jeg havde en chance for at undgå at snuble nedad trappen. Trinene var tæppebelagte og trappen gik i en halvbue nedad og endte i et rum på ca 6 m2. Og med fuld ståhøjde, selv for Jørgen.
 
"Vent lige", sagde Berit og forsvandt op ad trappen igen. Jørgen holdt sit greb i min nakke og mit hår. Han trak mit hovede lidt bagover, så jeg kunne se lyset i loftet. Det var ikke andet en en hvid plasticlampe af den billige type, kun med det ene formål at oplyse rummet. Jeg kunne ikke rigtigt se hvad der ellers var.
 
Jeg prøvede igen: "Jørgen, hvad er det der sker. Hvorfor skal jeg herned"?
 
"Ti nu stille, Morten", svarede Jørgen med sin sædvanlige rolige stemme. "Du kender Berit. Du gør det bare sværer for dig selv, jo mere du kæfter op".
 
Jeg prøvede at få styr på min gråd. Den var ikke hulkende, men sagte.. som om panikken forhindrede den i at give los. Jeg kunne høre Berit komme nedad trappen igen. Det gik lidt langsommere. Jørgen løsnede sit greb i mit hår, da han vendte sig om for at se hvad hun kom med. Og jeg kunne så også bedre se rummet. Der var en anden dør i den modsatte ende af der hvor trappen kom ned. Væggene og loftet var støttet af nogle kraftige træbjælker. Berit havde en stol med ned og satte stolen ved en af de træbjælker. Hun havde lagt en lang, kraftig livrem i læder løs om sin nakke, så ender hang ned på hver sin side af hendes brystkasse. Hun tog den og førte den ind bag bjælken.
 
Min mave begyndte at gøre ondt, og jeg troede jeg skulle skide i mine bukser hvert øjeblik det skulle være.
 
Hun vendte sig og kom hen til os, så hun stod lige foran mig. Hun trak et stort stykke stof i bomuld op ad sin ene lomme i pelsen.
 
"Få hans mund op, Jørgen", beordrede hun. Inden jeg kunne nå at reagere fik Jørgen lempet sin venstre hånd om foran mit ansigt og fat i kæben. Han pressede fingrerne sammen, dog ikke så hårdt. Jeg åbnede munden, for jeg var ikke i tvivl om at dette var et slag han helt sikkert ville vinde, hvis jeg protesterede. Berit begyndte at stoppe kluden ind i munden... og der var meget af den. Min tunge sank tilbage i munden for at spærre vejen til svælget. Hun stoppede kluden ind, indtil der ganske enkelt ikke var mere plads. Ellers ville hun tvinge min tunge ned i svælget. Hun måtte have set min stigende panik.
 
Atter greb hun ned i lommen og tog en kort læderrem op. Hendes blik var fokuseret på det hun lavede. Hun kiggede mig overhovedet ikke i øjnene. Hun var helt kold. Hun førte remmen om bag nakken på mig, samlede den lige foran min mund midt i kluden og strammede den ind. Det føltes som om mine mundvige ville sprætte op og jeg gav et højt hyl op, der effektiv blev standset af bomuldskluden.
 
"Sæt ham ned dér", sagde Berit bestemt og pegede på stolen. Jørgen løsnede sit greb, vendte mig rundt så jeg kiggede lige ind i hans brystkasse og tvang mig bagud og hen til stolen. Jeg satte mig helt automatisk. Han pressede mig helt tilbage i stolen og derefter skubbe han mit hovede bagover, så baghovedet ramte stolpen. Berit tog den lange læderem og førte den først med hver sin ende foran min hals, derefter førte hun enderne i modsat retning bag min nakke og foran igen, så de mødtes ved halsen igen. Og førte den frie ende gennem spændet og strammede.
 
Så sad jeg der. Hænderne lagt i håndjern på ryggen, gagget og spændt solidt fast til en stolpe. Jørgen og Berit stod og kiggede lidt på mig. Min stadig paniske vejrtrækning kom som en fnysen ud gennem mine næsebor. Sgu godt jeg ikke var forkølet den dag.
 
"Bare gå op til bilen, Jørgen. Jeg kommer om 2 minutter", sagde Berit. Hun stod med armene over kors og flyttede ikke sit blik fra mig mens hun talte til Jørgen. Jeg kiggede bedende på Jørgen. Men han vendte sig bare om og gik op ad trappen. Jeg kunne høre døren deroppe lukke efter ham. Berit stod stadig og betragtede mig, med sine store, iskolde blå øjne. Hun havde lagt en flot make-up omkring dem, der fremhævede farven og størrelsen. Men de var fuldstændigt blottet for nogensom helst varme.
 
"Nå, Morten. Lad os se hvad du har i din taske", sagde hun og flyttede blikket fra mig og ned på sin venstre side ved væggen. Hun samlede min rygsæk op, kom over til mig og satte rygsækken på mit skød. Hun lynede den op med en resolut bevægelse og begyndte at rode rundt i det store rum. Jeg vidste at der kun lå et par tomme halvliters sodavandsflasker og en trøje, udover mine nøgler. Jeg håbede og bad i min naivitet til at hun ikke ville kigge i den forreste lomme. Hun lynede det store rum i igen. Vippede tasken lidt bagover og lynede det forreste rum op og kiggede ned. Hendes blik frøs fast. Uden at flytte blikket spurgte hun:
 
"Kunne du i det mindste ikke have valgt, at vise mine smykker den respekt de fortjener og beholdt dem i smykkekassen. Du havde jo plads nok til den i det store rum?"
 
Vandet begyndte at stige i mine øjne igen og en let rysten i min krop afslørede for hende, at jeg begyndte at græde. Jeg var ved at være rigtig bange nu. Hun fjernede rygsækken og lagde den ovre ved trappen, vendte sig om og kom over til mig og bøjede sig forover og kiggede mig direkte ind i øjnene. Hendes højre hånd tog fat om min hage og strammede let:
 
"Dét der, skulle du ikke have gjort min ven. Jeg har ikke tid til at tage mig af dig lige nu. Men når vi kommer hjem igen, har vi al den tid foran os vi skal bruge, os to".
 
Hun slap sit greb, vendte sig rundt, gik over til trappen, tog rygsækken og gik op. Lyset blev slukket og døren gik i med et let smæld.  

Der blev helt stille. Og kulsort. Intet lys slap ind nogen steder. Mit åndedræt var det eneste der kunne høres og det kørte til gengæld også derud af med fuld drøn gennem mine næsebor. Jeg må have lydt som et godstog. Jeg forsøgte at få styr på det, men angsten gjorde mig næsten panikslagen. Jeg kom med nogle klynkelyde i takt med åndedrættet. Jeg fik fornemmelsen af, at mine næsebor ikke var store nok til den enorme mængde luft der blev pumpet igennem dem.

Måtte få styr på det. Jeg prøvede at trække vejret dybere ind og ånde mere roligt ud. Og en gang til. Det hjalp lidt. Jeg trak vejret endnu dybere ind og åndede så roligt ud jeg kunne. Nu gik det bedre. Mine tanker var kaos.... Lorteplan, hvorfor fanden skulle jeg også få sådan en lorteplan? Hvorfor fanden kunne jeg ikke bare få et regulært job og tjene mine penge? Hvorfor fanden skulle Jørgen også glemme den forbandede tegnebog? Lorteplan..... 

Jeg måtte væk herfra. Jeg spændte benene mod gulvet og forsøgte at presse mig opad. Der kom en svag knirken fra læderremmen omkring min hals, men udover det skete intet. Den gav sig ikke en millimeter, men strammede blot til om halsen og tvang mig helt ned på stolen igen. Anstrengelsen havde fået åndedrættet i vejret igen. Endnu engang måtte jeg fokusere på at få styr på min luft.

Jeg trak prøvende mine arme ud til siderne, men det eneste der kom ud af det, var en følelse af stål der skar sig ind i mine håndled. 

Jeg lagde mit hovede bagover så mit baghovede hvilede op ad stolpen. Jeg var totalt magtesløs. Jeg kunne mærke nogle desperate tårer presse på. Jeg kæmpede mod dem. Begyndte jeg at græde, ville der dannes slim i næsen og besværliggøre mine muligheder for at trække vejret. Jeg tog nogle dybe indåndinger. Det hjalp. 

Spørgsmålene begyndte at tårne sig op i mit hoved. Hvad skulle der ske? Hvad ville de gøre med mig? Ville de overhovedet slippe mig fri?? 

Lorteplan.....

 

2 - De første tæv 

...... Havde jeg været væk? Faldet i søvn? Eller havde manglen på tidsfornemmelse spillet mig et puds? Hvor lang tid var der i det hele taget gået? Det gav et spjæt i mig, da lyden af en nøgle blev drejet om og døren åbnet. En lille sprække af lys, nåede ned for enden af trappen, inden lyset i loftet blev tændt. Lyden af Berits stilethæle, da hun begyndte at gå ned ad trappen, ramte mine ører og føltes som små smæld der for hvert skridt fik min mave til at snøre sig mere og mere sammen.  

Hun kom til syne, stadig iført sin lange hvide pels. Hun gik langsomt hen imod mig, med et beslutsomt udtryk i ansigtet. Hun havde noget i den ene hånd, men det det var svært at se hvad. Mine øjne skulle lige vænne sig til det skarpe lys. Først da hun stod foran mig, kunne jeg se hvad det var. Jeg frøs helt til is. Det var en lang, tynd ridepisk. Jeg begyndte at panikke igen, trække vejret hurtigere og forsøgte at råbe om hjælp. Jeg bad til at Jørgen ville komme ned og forhindre hende i det, jeg frygtede hun ville gøre.  

Berit havde læst mine tanker... for hun kunne umuligt forstå et pluk af hvad jeg sagde gennem mit stramme knebel.  

Hun satte sig på hug foran mig og kiggede mig ind i øjnene og sagde helt roligt: "Nej Morten, denne gang hjælper Jørgen dig ikke. Det er kun dig og mig lige nu".  

Jeg prøvede at råbe gennem kneblet, men det blev blot til en halvkvalt mumlen. Berit var helt uanfægtet. Hun lagde pisken ved sine fødder og begyndte at løsne min bukseknap. Jeg kunne mærke den gik op. Roligt åbnede hun lynlåsen. Jeg lukkede øjnene og bad til at jeg vågnede op af denne drøm. Kunne mærke hendes hænder tage fat i hver sin side af bukserne og trække dem ned til hoften. Derfra kunne hun ikke komme længere.  

"Løft din røv lidt, Morten", sagde hun, stadig med en afdæmpet tone. Jeg rystede panikslagent på hovedet. Berit kiggede overrasket på mig... Det kom tydeligvis bag på hende, at jeg ikke føjede hende. Hun rejste sig op, tog hårdt fat i mit hår med venstre hånd og tvang mit hoved ned til højre skulder.  

"LET DIN RØV", råbte hun med skinger stemme,mens hvert af de 3 ord blev understreget af en knaldhård lussing fra hendes højre hånd. Jeg hylede op af smerte inde bag kneblet. Ydmygelsen var total. Denne kamp ville hun alligevel vinde. Tårene pressede på, men jeg kæmpede for at holde dem tilbage. Min højre kind sved som om en brændende stegepande blev holdt imod den.  

Hun satte sig atter på hug og kiggede op på mig, mens hun atter tog fat i mine bukser. Jeg løftede min røv så godt jeg kunne. Det var lige akkurat nok til at hun kunne trække mine bukser ned under mine baller og ud på lårene. Da jeg satte mig, kunne jeg mærke stolen direkte på mine baller. Hun havde trukket underbukserne med også. Hun fortsatte med at trække bukserne helt ned under knæene således at mine lår var totalt blottede.  

Hun blev siddende på hug foran mig og lod sine hænder glide op og ned ad mine lår. Hun trak dem lidt til hver sin side og kiggede op mellem dem....  

"Sikke en sød lille trold, du har der, Morten. Den er godt nok lille. Er den også pissebange, ligesom dig?" Hun kradsede forsigtigt ydersiden af min meget slappe pik, med en lang pegefingernegl. Så rejste hun sig op.  

Hun trådte lidt til siden og begyndte at tage pelsen af. Jeg kunne ane hende ud ad øjenkrogen. Jeg turde ikke dreje hovedet. Hun lagde den henover et eller andet, en stol eller lign og kom tilbage hen foran mig. Hun havde en hvid dameskjorte der afslørede en pæn kavalergang på, samt et par stramtsiddende, sorte læderbukser der var lukket udenpå skjorten, så skjorten posede lidt. Bukserne gik ned i et par langskaftede sorte støvler.  

Hun bukkede sig ned og samlede pisken op, og stillede sig derefter ud på min højre side. Jeg var ved at tisse ud på stolen af angst og måtte kæmpe for at holde det tilbage.  

Hun løftede uden et ord pisken højt over hovedet og lod den falde med stor kraft ned på mine blottede lår. Jeg nåede lige at høre det højt hvislende svirp fra pisken, inden den ramte mig midt på begge lår. Slaget føltes som en skarp sabel, der borede sig langt ned igennem lårene. Ren reflektivt kastede jeg hovedet bagover i smerte. Jeg nåede ikke at skrige, før pisken atter hvislede ondskabsfuldt gennem luften og ramte næsten samme sted. Jeg trykkede mit baghovede mod stolpen, mens den brændende smerte bredte sig ud over mine lår. Endnu et slag ramte. Der gik ca 4 sekunder mellem hvert slag, og de faldt takfast og meget præcist. Jeg skreg alt hvad jeg kunne inde bag mit knebel, Sprællede forgæves med mine ben og kiggede op til højre og forsøgte desperat at få øjenkontakt. Hun kiggede intenst på mine lår, holdt sine læber stramt sammen i koncentration, mens hun blev ved at slå. Jeg vidste slet ikke hvor mange slag jeg fik. Det var mange og de faldt nådesløst. Og hun blev bare ved og ved og ved.......  

Hvert slag føltes nu som glødende jern, der blev presset mod mine lår. Jeg kunne næsten ikke adskille slagene, da smerten var ved at være konstant. Men den ondskabfulde lyd fra pisken, hver gang den skar sig gennem luften, ramte mine ører selv om jeg skreg alt hvad jeg kunne. Hun flyttede slagområdet lidt frem og tilbage på mine lår. Det begyndte at sortne for mine øjne af sindsyg stærk smerte, rummet snurrede rundt og det var som om smerten begyndte at dulme lidt. Jeg var ved at besvime.  

Berit stoppede. Hun stillede sig foran mig igen, tog fat under min hage med den ene hånd og løftede mit hovede:  

"Hallooo Morten, er du der? Du skal ikke stikke af fra mig vel. Du skal blive her. Du kan ikke gemme dig derinde. Vi er slet ikke færdige endnu".. Hendes stemme skar sig helt ind til min bevidsthed og jeg kom til mig selv igen.  

Hun slap sit greb, lagde pisken på mine lår og begyndte at gå over mod trappen. Jeg kiggede ned på mine lår. De var totalt hævede, mørkeblå og dybrøde. Og der var lidt blod flere steder. Jeg begyndte at skrige igen, da en brændende smerte atter bredte sig ud over begge lår. Berit var gået op, men der var stadig lys.  

Jeg fik kontrol over mig selv og sad og trak vejret dybt. Lyden af Berits støvler bredte sig ud over rummet, da hun kom ned igen. Hun havde en flaske vand med. Hun gik direkte hen til mig og hældte lidt vand ud over mit hoved. Jeg kunne mærke hvordan det løb ned over min pande og ned på mine skuldre og gjorde lidt af trøjen våd. Men det hjalp lidt.  

"Du får lov at drikke resten, når jeg er færdig", sagde hun kort og stillede flasken fra sig et stykke væk. Hun tog pisken, der stadig lå på mine forslåede og blodige lår og stillede sig atter på min højre side. Atter skar pisken sig hvinende gennem luften, da hun med al kraft sendte den ned mod mine lår. Fornemmelsen af glødende jern sendte næsten al luft ud af lungerne på mig og jeg nåede dårligt at få den fyldt igen så jeg kunne skrige, inden næste slag faldt. Min bevidsthed flimrede lidt, men ikke så meget som før og slet ikke så det dulmede smerten. Jeg ruskede mine hænder, sprællede desperat med benene og kiggede bedende op på Berit. Men hun blev ved med at slå og slå... Mine skrig gik over i en ukontrolleret hulken og tårene begyndte at strømme ned af kinderne på mig.  

Så stoppede hun endelig.... Jeg havde ingen anelse om hvor mange slag jeg ialt havde fået. Men smerterne fra mine lår var kvalmende stærke. Berit lagde pisken på gulvet og kom helt over til og stillede sig tæt foran mig.  

"Bøj dit hovede forover, din lille lusede pivskid", sagde hun iskoldt. Jeg gjorde som hun sagde. Hun løsnede remmen bag nakken og fjernede den. Og trak derefter kluden ud af munden på mig. Jeg begyndte omgående at hoste. Det føltes som om jeg skulle kaste op, men jeg beherskede mig. Jeg var knastør i munden og halsen. Jeg udstødte en høj, klagende lyd og begyndte at græde igen.... Smerterne var stadig heftige.  

Berit havde hentet vandet og stod på min højre side med flasken: "Her. Drik det her", beordrede hun og satte flasken for min mund.  

Jeg var mere tørstig end jeg troede. Der var ca en kvart liter tilbage og den forsvandt ned i mit svælg. Jeg kunne mærke vandets lindrende effekt hele vejen ned. Berit fjernede den tomme flaske fra min mund.  

Hun tog fat i min hage og løftede mit hoved så vi fik øjenkontakt:  

Hun hvislede: "Tror du, at du kan opføre dig ordentligt?" Jeg nikkede forhåbningsfuldt. Ville hun slippe mig fri nu?  

Hun fortsatte: "Så får du en madras ned og ligge på. Det kan du takke Jørgen for. Stod det helt til mig, skulle du bare blive siddende der, med kneblet i din mund hele natten".  

Hun slap sit greb og vendte sig om, stille sig over til trappen og skreg: "JØRGEN, SÅ ER DET NU"... Hun vendte sig om mod mig, slog armene over kors og kiggede på mig, mens et ondt smil bredte sig på hendes læber, da hun kiggede på mine lår. Skuffelsen var ikke til at bære. Jeg troede hun ville lade mig gå. Jeg kiggede modløst ned på mine mishandlede, misfarvede og blodige lår.  

Jørgen kom buldrende ned ad trappen. Han havde en tynd madras under den ene arm og en spand der virkede tung i den modsatte hånd.  

"Han har lovet at opføre sig pænt", sagde Berit til Jørgen og fortsatte: "Men en eneste forkert bevægelse fra ham, så sidder han atter i stolen og med kneblet i munden. Og sådan kommer han til at sidde til imorgen, er du med?" Jørgen nikkede og kom hen til mig.  

"Hold da helt kæft, mand", sagde han stille, da han så mine lår. Han kiggede mig alvorligt ind i øjnene og jeg kiggede bedende igen. Men jeg kunne se på ham, at der ikke var noget at gøre. Han løsnede remmen om min hals og fjernede den. Så rakte han hånden ned i spanden og trak den ene ende af en kraftig kæde op fra den, viklede en gang om halsen og holdt den der, mens han rodede efter noget i hans ene lomme.  

"Vent lige lidt", kom det fra Berit. Hun trådte et par skridt frem og kiggede på den del af kæden, der var om halsen. "Den skal sgu sidde strammere, Jørgen. To led mere. Mindst". Hun tog fat i kæden og strammede den mere til. Nu sad den helt tæt til halsen, der var ikke mere at give af. Jørgen havde fundet en hængelås frem fra sin lomme. Han satte den gennem de to øjer der mødtes på kæden. Der lød et lille klik. Så sad kæden om halsen. Berit slap sit tag i den og smilede tilfreds. Stålet føltes iskoldt mod huden.  

Den anden ende af kæden blev sat om stolpen og resten af kæden blev hældt ud på gulvet. Den var ca 2 meter lang ialt.   

"Rejs dig op, Morten", sagde Jørgen. Jeg gjorde som han sagde. Berit gravede ned i den højre lomme i sine læderbukser og fiskede en lille nøgle op. Det var nøglen til håndjernene. Hun rakte den til Jørgen. Han gik om bag mig og låste håndjernene op. Jeg skulle til at føre armene over foran mig, men en smerte i hver skulder forhindrede mig.  

"Tag det roligt, Morten", sagde Jørgen. Dine skuldre skal lige løsne sig igen. Men Berit var utålmodig.  

"Han skal have de håndjern på igen", sagde hun skarpt. "Han skal kraftedeme ikke have lov at rende rundt med hænderne i fri positur. Få så de arme op foran. NU".  

Jørgen trak forsigtigt mine arme op foran min mave. Det gjorde sindsygt ondt i skuldrerne.  

"Hold dem der, Jørgen og giv mig de forbandede håndjern. Du er fanme for blødsøden mod ham". Berit nærmest flåede håndjernene ud af hånden på Jørgen og uden videre snak, satte hun dem atter på mine håndled. De gav nogle høje klik, mens hun strammede dem helt ind til huden. Hun puttede nøglen tilbage i læderbukserne.  

"Kom med den sidste hængelås", sagde hun bydende til Jørgen. Jørgen gravede ned i baglommen og fandt en hængelås mere og gav den til Berit. Hun puttede den gennem et af øjerne på kæden der forbandt dem og derefter trak hun mine hænder op foran mit ansigt og låste håndjernene fast i et øje i den kraftige kæde, så mine hænder sad ud for mit bryst.  

"Sådan skal det være", sagde hun tilfreds. "Bare gå op igen Jørgen". Jørgen vendte sig, tog spanden og gik op ad trappen igen. Berit bøjede sig ned foran mig, tog fat i mine bukser, der nu var gledet helt ned om anklerne og trak dem op til mine hofter. Det brændte vildt på mine lår, da bukserne passerede dem og jeg udstødte et hyl, men stod stille. Turde ikke andet.  

"Det var godt, Morten. Lidt tæv har aldrig gjort skade, vel?" Hun smilte ondt og triumferende til mig.  

"Nu kan du sove der i nat. Imorgen skal vi to have os en lille snak. Der er nogle ting jeg vil vide. Men det tager vi først imorgen.".  

Hun strøg mig blidt på den ene kind, vendte sig rundt og forsvandt med larmende hæle op ad trappen. Lyset blev slukket, døren lukket og låst. Jeg var atter alene.

 

3 - Nattens genvordigheder og flere tæv

Jeg stod helt stille. Jeg måtte have styr på tankerne, have styr på mit åndedræt. Det var pludselig gået op for mig, at pulsen galoperede og mit åndedræt kørte i næsten samme tempo. Min balance virkede ikke godt, pga måden mine hænder var lænket foran mig på. Men jeg måtte ned og sidde. Jeg prøvede at gå lidt ned i knæ, men bukserne begyndte at stramme over mine lår og det føltes som om knust glas blev ført henover dem. Et gisp af smerte slap ud mellem mine læber og jeg rettede mig hurtigt op igen.

Jeg måtte have de bukser af. Berit have ikke knappet dem, kun trukket dem op over hofterne. Men jeg kunne ikke stå op og tage dem af, jeg var bange for at falde. Og eftersom jeg ikke var helt sikker på afstanden ud til de forskellige ting, ville jeg risikere at hamre hovedet ned i noget. Jeg måtte ned og ligge.

Så kom jeg i tanker om madrassen. Min puls begyndte at falde lidt og jeg følte mig roligere.... som om tanken om madrassen var en form for befrielse - eller ihvertfald en løsning på et umiddelbart problem. Jeg lød min højre fod søge lidt rundt, så langt den kunne komme. Intet. Prøvede at genkalde hvor Jørgen lagde madrassen, da han kom ned. Måske bagved mig.

Jeg drejede forsigtigt kroppen 90 grader. Endnu engang lod jeg min højre fod afsøge området til højre for mig. En befriende følelse af noget blødt stof, ramte undersiden af foden som et blidt kys. På trods af min lorte-situation, bredte sig en lille følelse af sejr inde i mig. Forsigtigt trådte jeg op på madrassen. Kæden gav en raslende lyd fra sig, da den blev trukket med over gulvet.

Så langt, så godt. Nu skulle jeg bare ned og ligge. Jeg ville dog først prøve at få bukserne rystet ned over hofterne. Jeg begyndte at vride min underkrop. Intet skete. Prøvede at hoppe let. De sad for stramt over hofterne. Mine lår måtte også være hævede og bidrage til at bukserne ikke lige var til at få af. I en sidste desperat bevægelse, forsøgte jeg at bukke mig forover i et forsøg på at nå bukselinningen med hænderne. Stålet fra håndjernene gnavede sig smertende ind i håndleddene og jeg slap et lille støn...

.... og mistede balancen.

Faldet føltes som en evighed i det buldrende mørke. Jeg nåede at vride min krop, så jeg ville lande på siden og nåede også at frygte at jeg ville lande udenfor madrassen. Da min skulder som det første ramte en vandret overflade, kunne jeg i et lykkeligt splitsekund konstatere, at der var madras mellem min krop og det bare gulv. Jeg krængede kroppen bagover, for at afbøde det sidste.... og lå nu lige så lang jeg var på madrassen. Jeg fik rullet mig helt om på ryggen.

Med den ene fod begynde jeg at lirke det ene bukseben ned. Bukserne rokkede sig ikke en centimeter. Jeg prøvede igen. Intet skete. De sad som limede på. De var for stramme of mine lår var for hævede. Smerten fra lårene lagde også en naturlig dæmper på mine bens bevægelser. Jeg lod begge mine ben ligge strakt og forsøgte at slappe af.

Det hjalp lidt. Sålænge jeg ikke bevægede benene, var smerten til at holde ud. Jeg opgav at få bukserne af, og håbede istedet at smerterne ville fortage sig lidt efterhånden. Jeg skulle bare lade være med at bevæge benene unødigt. Mi vejrtrækning blev roligere, min puls var også på vej ned. Jeg stirrede op i mørket... resignerende. Hvorfor lod de mig ikke gå? Nu havde jeg jo fået min straf. Hvad ville de?

Mørket sluttede tættere om mig. Jeg vidste det var nat. Gråden begyndte at trænge sig på, samtidig med følelsen af træthed og modløshed overmandede mig.

Jeg døsede hen.

----------------------------------

Hvad der kommer ind, skal ud igen og de colaer jeg havde drukket, mens jeg ventede på at Berit og Jørgen skulle køre, var ingen undtagelse. Jeg vågnede ved følelsen af en urinblære på bristepunktet. Sikke noget pis - i ordets bogstaveligste forstand. Jeg kunne desværre ikke grine af min egen joke, for jeg var på røven nu.

Min blære gjorde næsten ondt. Den havde holdt på urinen alt for længe, det var bare først nu hvor kroppens forsvar var sat lidt ud af drift, at blæren havde begyndt at gøre væsen af sig. Og det var med renters rente, den nu gjorde sin betydning ret klar for mig. Fuck hvor skulle jeg pisse.

"JØRGEN", skreg jeg, alt hvad jeg kunne. Totalt desperat ligeglad med de konsekvenser jeg kunne imødese fra Berit's side, ved at vække dem.

"JØRGEN, JEG SKAL PISSE", skreg jeg igen. Og ventede..

Jeg befandt mig i en kælder i en afsides del af huset. Et ret stort hus. Deres soveværelse var på 1. sal i modsatte ende af huset. Sandsynligheden for, at de ville kunne høre mig, var lig et stort fedt NUL.

"JØRGEN", skreg jeg igen. Desperat optimisme havde sat min rationelle tankevirksomhed ud af drift.

Intet skete. Selvfølgelig ikke. Ren reflektivt styrede jeg hænderne ned mod mine bukser. De stramme håndjern mindede mig på smertene vis om, at dette privilegie var udenfor min rækkevidde. Den barske virkelighed gik op for mig. Jeg var nødt til at lade urinen gå i mine bukser. Og det ville ske lige om lidt. Jeg kunne ikke længere holde mig.

Hvorfor helvede havde Berit også valgt at jeg skulle lænkes på denne måde? Hvorfor havde hun ikke bare lænket mine hænder hvor jeg kunne nå bukserne. Og hvorfor havde de ikke ladet spanden stå? Havde de overhovedet tænkt den tanke, at jeg skulle pisse på et tidspunkt? Idioter... Møgkælling.... Lede sæk.

Jeg kom i tanker om lårene. Hvis mine bukser blev gennemvædet af urin og det nåede ned til lårene, så ville det blive en smertefuld affære. Jeg måtte have urinen ledt væk. Jeg forsøgte at danne mig en status over pikkens positur - hvilken retning pegede den i. Jeg forsøgte at skubbe den lidt frem og tilbage ved at bevæge benene lidt. Smerterne fra lårene havde heldigvis fortaget sig, så de var ikke slemme mere. Men kom der urin på dem, ville den sag ganske givet blive helt anderledes. Jeg kom frem til, at pikken lå pegende opad, svagt visende til venstre - og i rimelig slap positur. Ergo skulle jeg ud og ligge på min venstre side. Og helst uden for madrassens kanter.

Jeg fik mig lempet ud og nåede lige at komme op på venstre side, da musklen der holder urinen i blæren gav op. Og mens jeg mærkede hvordan bukser og det nederste af trøjen blev mere og mere vådt, blev jeg ramt af en sindsygt ydmygende fornemmelse. Jeg begyndte at græde, samtidig med en lettende følelse bredte sig fra mit underliv efterhånden som blæren blev tømt. Jeg baksede mig lidt nedefter, for at forhindre at lårene blev våde. Såvidt jeg kunne mærke, lykkedes det at holde urinen oppe ved skridtet og det nederste af maven.

Så var det overstået. Stadigt grædende lagde jeg mig tilbage på ryggen, mens jeg kunne mærke hvordan min mave og underlivet blive koldere og koldere...

Jeg begyndte at tænke på Berit's reaktion, når hun så hvad der var sket. Men et eller andet sted, kunne jeg ikke finde frygten for det. Ikke lige nu.
----------------------------------------
Jeg vågnede med at spjæt, da døren gik op og lyset lige efter blev tændt. De tunge skridt ned ad trappen fortalte mig, at det var Jørgen der var på vej ned. Jeg missede med øjnene, og kiggede bagover og fik øje på ham, da han rundede hjørnet af trappen. Han var i slåbrok. I den ene hånd kunne jeg se en vandflaske og i hans anden hånd to skiver brød der var klasket sammen om et aller andet pålæg.

"Her, tag det her", sagde han dæmpet.....

I det jeg rakte ud for at tage brødet og flasken, fik han øje på misæren og en bevægelse fra hans næseryg indikerede, at det ikke kun var synligt, men også lugtbart.

"Aj, for helvede Morten.....", udbrød han lavmælt, stirrende på gulvet og mine bukser.

Jeg kiggede desperat på ham.

"Berit er i bad lige nu", sagde han så og fortsatte: "Se at få det der spist og drukket i en helvedes fart, så skal jeg se hvad jeg kan gøre".

Jørgen rejste sig og buldrede op ad trappen igen. Jeg satte tænderne i sandwichen - kunne konstatere smagen af ost og fik drukket vandet på rekordtid. Sandwichen røg samme sted hen, næsten ligeså hurtigt.

Jørgen kom kort efter ned igen, med spand og svaber. Han begyndte at gøre gulvet rent... men så indtraf katastrofen. Klikkende trin lød på trappen. Og splitsekundet efter stod Berit og med et vantro udtryk i sit usminkede ansigt. Hun må have anet noget var galt, for hun havde kun en joggingdragt på og et par hårdbundede hjemmeslippers på. Hendes hår var stadig vådt og stod ud i alle retninger.

"Hvad fanden er der sket", spurgte hun hæst. Jørgen fortsatte sin rengøring uden et ord.

Hun trådte et skridt frem, og med en resolut bevægelse tog hun fat i mit hår og trak op, så jeg måtte følge med i frygt for hun skulle rykke en tot ud. Hun bøjede sig ned og kiggede mig ind i øjnene.

"Har du pisset på mit gulv, dit lille modbydelige svin".... spurgte hun snerrende.

Så klikkede den for mig. Min retfærdighedsfølelse satte al fornuft ud af drift. Jeg svarede igen:

"Ja, hvad fanden havde du forestillet dig jeg ellers skulle gøre, når jeg ligger på denne her måde!"

Der blev helt stille. Jørgen nærmest frøs til is i sin bevægelse med gulvmoppen. Berit slap taget i mit hår og stirrede på mig.

"Jørgen", sagde hun stille... "slip det der, kom herhen, tag kæden så hans hænder er væk fra hans overkrop".

Jørgen parrerede ordrer. Stillede sig med fødderne bag mit hovede, tog fat i kæden og løftede mine hænder væk fra overkroppen.

Berit gik over til den anden ende af lokalet, samlede ridepisken op og kom tilbage. Hun havde et iskoldt udtryk i ansigtet. Hun førte pisken ind mellem sin højre overarm og overkroppen, bøjede sig ned, og trak min trøje op over mit ansigt, så overkroppen var blottet. Og jeg intet kunne se.

Jeg hørte hende sige: "Du er en modig ung mand, det må jeg lade dig".

Og så haglede slagene nedover min bare overkrop. De første ramte mig på siden. Jeg vred skrigende siden væk, kun for at hun ramte min mave og brystkasse. Jeg skreg endnu mere. Hun slog af al kraft og slagene kom hurtigt efter hinanden. Jørgen holdt godt fast i kæden... der var ingen hjælp at hente hos ham. Han fulgte dog mine bevægelser, da jeg desperat tiggende, bedende forsøgte at skjule min mave og vendte mig om. Langt væk kunne jeg høre hvordan pisken hvislede gennem luften, kun for at anbringe det ene sindsygt smertende slag efter det andet på min krop. Min skrig blev hæse og jeg kunne mærke jeg begyndte at blive svimmel og få kvalme..

Hun holdt inde. Jeg kunne høre hun smed pisken på gulvet. Trøjen blev atter krænget ned og hendes ansigt viste sig, lige foran mit. Hun var lidt forpustet.

"Betragt det som betaling for det svineri du har lavet. Din flabethed snakker vi om lidt senere", sagde hun og kiggede derefter op på Jørgen.

"Få ham gjort ren, han stinker værre end en svinestald".

Jørgen slap grebet i kæden og sagde: "Jamen så er jeg nødt til at tage ham med op....."

Han nåede ikke at gøre sætningen færdig. Rundsaven startede op:

"Jeg er pisseligelad med hvad du gør. Få det svin gjort rent. Og smid den pis-befængte madras ud.."

Hun drejede rundt på hælen og forsvandt med hastige skridt op ad trappen. Jørgen stillede sig bag mig, bukkede sig ned og lempede sine underarme ind under mine. Forsigtigt lempede han mig op på højkant. Min overkrop smertede efter slagene og øjnene sved fra tårene. Jørgen gik over til stolpen og låste kæden fri.

"Jørgen... vil du ikke nok hjælpe mig. Få mig væk herfra. Jeg har fået hvad jeg fortjente... jeg beder dig...", jeg begyndte at græde igen.

"Morten, tag det nu roligt", svarede Jørgen blidt. - "At begynde at græde giver blot Berit næring. Lad hende ikke se det. Træk vejret, så går vi op ovenpå". Hans ord beroligede mig lidt.

Han pegede på mit skridt: "Skal du mere og andet end det der", spurgte han roligt. Jeg nikkede.

"Hvad har I tænkt jer at gøre ved mig? Hvorfor vil I ikke lade mig gå"....

"Hør her Morten. Lad nu tingene gå deres gang, så er du væk herfra i løbet af idag, det lover jeg dig. Men lad være med at være svare Berit igen. Det kommer der ikke noget godt ud af. Hører du", spurgte han.

Jeg nikkede.

"Godt. Kom så". Han havde al kæden i den ene hånd og begyndte at gå. Jeg fulgte naturligt med.

Vi gik igennem huset. Det var lyst udenfor. Vi gik gennem køkkenet, ud til gangen med trappen og videre ud. Der var et lille toilet med bad. Ikke særligt stort. Vi stoppede foran døren. Jørgen stak hånden ned i lommen på sin slåbrok og fiskede nøglen til håndjernene op. Han befriede mine hænder. En skøn fornemmelse. Så trak han mig ind på det lille badeværelse og låste enden af kæden fast under håndvasken. Jeg kiggede op på det lille vindue. Der var ingen chance for at klemme sig ud af det, så jeg kunne regne ud at Jørgen nok ikke ligefrem ville stå udenfor badeværelset og vente på mig. Han stillede sig ved siden af mig:

"Vi skal have trøjen af dig. Jeg er nødt til at løsne dig, så jeg kan få den krænget af uden at ødelægge den. Men det mindste forkerte spjæt fra dig, så ligger du nede på gulvet og så flår jeg trøjen af istedet. Ok?"

Jeg nikkede. Jørgen låste kæden op. Han stod mellem døren og mig. At passere forbi ham, ville være umuligt. At vælte ham endnu mere umuligt. Jeg trak min trøje over hovedet og smed den på gulvet..... og fik kæden på igen. Denne gang lige knapt så stramt. Godt Berit ikke var der. Hun var gået amok.

"Gør så det du skal. Og gå i bad bagefter. Berit har ret, du lugter faktisk ikke særligt godt. Men jeg bebrejder dig ikke. Det var ikke din fejl. Men det er vigtigt for dig, at du ikke svarer Berit igen på den måde, ikke?"

Jeg nikkede. Jørgen forsvandt ud af døren og lukkede den efter sig. En nøgle blev sat i døren låst. Jeg stod lidt apatisk og rådvild et stykke tid. Jørgens ord havde beroliget mig. De vile slippe mig fri idag. Men min mave snørrede sig hurtigt sammen, da spørgsmålet meldte sig: "Hvad skulle der ske, inden da?" Modløst trak jeg forsigtigt min bukser ned. Lårene var stadig ømme og da jeg så dem, fik jeg et chok.

De var hævede overalt, nærmest blåviolette og flere steder var der overfladiske revner i huden, hvor det var blødt fra. Berit havde virkeligt slået til. Der ville gå lang tid, før de lår så normale ud igen. Det var en befrielse at få bukserne af. Jeg besigtigede min overkrop. Der var rigtigt mange hævede og dybt-røde striber, men eftersom hun ikke havde ramt det samme sted flere gange pga mine bevægelser, var huden ikke bristet nogen steder. Men striberne var godt ømme.

Jeg satte mig på toilettet og fik klaret mine nødtørftigheder, rejste mig op og gik ind i brusenichen. Kæden kunne lige akkurat nå. Jeg lod det kolde vand risle ned over mine lår. Det var en ubeskrivelig lettende fornemmelse. Derefter gjorde jeg resten af kroppen våd og fik den vasket grundigt overalt. Jeg måtte give Jørgen ret.... jeg lugtede ikke godt.

Jeg kiggede atter op på det lille vindue. Det var ganske udelukket. Så kiggede jeg under håndvasken hvor kæden var gjort fast. Måske kunne jeg rykke den løs og slå døren ud. Berit og Jørgen ville helt sikkert høre støjen. Hvor langt ville jeg kunne løbe, med den tunge kæde inden jeg blev indhentet? Jeg samlede kæden op og forsøgte at gætte mig til hvor meget den vejede. Måske 10 kg. Og jeg ville være nødt til at have den i den ene hånd. Og hvad hvis de fangede mig... og det var der meget stor sandsynlighed for... inden jeg nåede op til vejen? Hvad ville de gøre som straf? Ville jeg overhovedet slippe afsted? Min mave krympede sig. Der var ingen andre end mig selv, der vidste jeg var herude!!!

Jeg var SÅ meget på røven. Jørgen var sød overfor mig, gjorde mig ikke noget og havde prøvet at beskytte mig et par gange. Men der var ingen tvivl om, at han ikke ville lade mig slippe afsted før Berit havde besluttet det.

Jeg var nødt til at stole på Jørgens ord. Hvis jeg opførte mig pænt, prøvede at undskylde overfor Berit... Måske de lod mig gå. Berit måtte have et hjerte inde bag hendes iskolde ydre. Jeg måtte prøve..

 

4 - Forhøret

Der gik lang tid, inden jeg kunne høre trin nærme sig døren. Måske en time, jeg kunne ikke sige det med sikkerhed... Jeg kunne høre at det var begge to der kom. Lyden af stilethæle knaldede hårdt ned i gulvet og kom nærmere og nærmere og jeg kunne høre Berits stemme. Hun talte lavmælt til Jørgen. Jeg sad på toilet låget og ventede, men rejste mig op, da døren blev låst op.

Det var Jørgen der åbnede døren. Han fyldte hele døråbningen, men jeg kunne ane Berit omme bagved. Uden et ord gik Jørgen over til håndvasken og låste kæden op. Han samlede den sammen og skubbede mig forsigtigt ud til Berit som ventede udenfor.

Hun havde ikke spildt tiden, mens jeg havde været i bad. En kraftig make-up og en blodrød læbestift der markerede hendes fyldige læber. Hun havde en hvid tanktop der sad tæt på hendes velplejede overkrop. Også idag havde hun taget de sorte, stramme læderbukser på og et par meget højhælede læderstøvler. Hun stod med hænderne i siden og så meget afventende ud.

Jørgen stillede mig lige foran hende. Jeg skulle åbenbart tages i besigtigelse. Et lille smil viste sig om hendes mund.

"Nej, hvor er du dog blevet fin nu. Og så ligner du jo nærmest Dannebrog med alle de røde farver du har fået", sagde hun. Hun lagde den ene hånd på min mave og lod den følge med, mens hun gik rundt om mig. Hun bøjede sig fremover og snusede til mig.

"Og nu lugter du heller ikke af pis mere.. Du har sgu gjort dig umage, min lille sengevæder". Tonefaldet blev lidt hånligt. Det var nu eller eller aldrig.

"Berit, jeg beder dig. Tilgiv mig, det var forkert det jeg gjorde og straffen har været velfortjent. Jeg fortryder det rigtigt meget og lover jeg aldrig vil gøre det igen......"..

Ordene og bønnerne væltede ud ad munden på mig og jeg var lige ved at begynde at græde igen.

Berit kiggede på mig og hendes kolde øjne begyndte at mildne. Jeg var ved at nå ind til hende. Hun smilede blidt og løftede sin pegefinger op for mine læber. Jeg tav.

"Du mener det virkelig, Morten? Du fortryder din gerning?", spurgte hun stille. Jeg nikkede. En følelse af lettelse begyndte at brede sig i min krop. Jørgen var helt tavs.

"Så må det være fair du går ned på knæ", sagde hun og pegede ned i gulvet. Jeg kiggede tøvende på hende.

"Ned på knæ, Morten. Vis mig at du fortryder", sagde hun bydende. Hendes pegefinger vippede op og ned. Jeg lod mig falde ned på knæ foran hende og kiggede lige ind i hendes læderklædte skridt.

"Ned og kys mine støvler og bed om forladelse igen, Morten", sagde hun så. Jeg bukkede mig hele vejen ned til hendes højre støvlespids og kyssede den.

"Om forladelse Berit, tilgiv mig", fik jeg fremstammet. Det her var ufatteligt ydmygende, men hvis det var min vej ud, så måtte jeg bide skammen i mig.

Berit var ikke tilfreds: "Kom nu... slik min støvle. Det der tantekysseri er jo ynkeligt. Ud med tungen, Morten. Og bed om min nåde". Hun nød det tydeligvis.

Jeg kappede den sidste rest af selvrespekt af mig, stak tungen ud og begyndte at slikke det glatte læder på oversiden af hendes støvle.

"Også den anden støvle, Morten", kom det oppe fra Berit.. "og husk nu: Bed om nåde". Jeg flyttede mit hovede over til venstre støvle og begyndte at slikke. Jeg anede ud ad øjenkrogen at hun løftede højre fod. Og den placerede hun på min ryg, med hælen i nakken og tvang mit hoved hårdt ned. Jeg stønnede af smerte, men fortsatte med at slikke.

"BED OM NÅDE, DIN LILLE INKONTINENTE LORT", kom det højt og skarpt.

Så gik det op for mig. Hun legede med mig. Berit var slet ikke færdig med mig. Det her var bare sjov for hende og hun havde på ingen måde tænkt sig at slippe mig endnu. Jeg havde slet ikke hørt efter Jørgens advarsel nede i kælderen. Hun tændte på det her. Hælen borede sig ind i nakken og min mund blev trykket helt ned over hendes støvlespids...

"KOM SÅ. LAD MIG HØRE DIG"... Hendes hæse stemme skar igennem smerterne.

Jeg fik vippet hovedet lidt til side og det lykkedes mig at mumle: "Nåde, Berit... jeg beder dig om nåde".

Hendes hæl forsvandt fra min nakke. Jeg næsten faldt til siden, men nåede knapt at lande på gulvet, inden kæden strammedes om halsen og tvang mig op og stå. Berit slog en høj, skraldende latter op.

"Nåde Berit, jeg beder dig om nåde", parodierede hun hånende. Og grinte højt igen.

"Få ham ned i kælderen, Jørgen".

Jørgen skubbede mig foran sig. Jeg kom pludselig i tanker om, at jeg var helt nøgen. Ikke en trevl på kroppen. Jeg stoppede og kiggede på Jørgen.

"Kan jeg ikke få en trøje og et par bukser på, Jørgen?" Jørgen gik forbi mig så han pludselig var foran mig.

"Hold nu op Morten og følg med. Hvorfor fanden hørte du ikke efter hvad jeg sagde før? Hvad skulle det der show ude i gangen til for? Du gør det hele tiden værre for dig selv. Følg så med"..

Han trak lidt i kæden. Vi nåede til trappen ned til kælderen. Han stillede sig lidt til side og med en bydende bevægelse med sin højre hånd lod han mig forstå, at jeg skulle gå forrest ned i kælderen.

Jeg føjede ham og gik ned ad trappen, med ham lige bag mig. Vi nåede ind midt i rummet. Jeg lagde mærke til madrassen var væk.

"Stå stille Morten og kig over mod døren", sagde han. Jeg gjorde som han sagde og kiggede over mod den mystiske dør. Han rodede med noget bag mig, lagde kæden på gulvet og stillede sig bag mig.

"Morten, du får en hætte på hovedet nu. Lad være med at trække dig væk. Den er ikke farlig", sagde Jørgen.

Jeg ville bøje hovedet forover, men Jørgen var resolut. En læderhætte blev trukket ned over mit hovede. Øjnene var blændet af, men der var lufthuller til både næse og mund. Hætten blev strammet helt til omme bag i nakken, så den sad som sprøjtemalet på.

"Godt, gå fremad", sagde Jørgen. Han havde en hånd på min ene skulder, så jeg gik i den rigtige retning. Jeg kunne høre døren blev åbnet og jeg blev ført ind i rummet. Der var lidt lunere derinde. Jeg kunne mærke et flise eller klinkegulv under mine fødder. Der var tydeligvis installeret gulvarme. Vi gik 3-4 skridt.

"Stop her og spred dine arme ud til hver sin side", sagde Jørgen. Jeg stoppede, men tøvede med armene.

"Morten, jeg prøver at være venlig og tålmodig med dig. Jeg kan godt lide dig, men du skal ikke tvivle på at jeg vinder det her slag. Og jeg tøver ikke med at bruge magt. Få så de arme op".

Mit hjerte sank fuldstændigt. Jørgen var på ingen måde allieret med mig eller nogen for for forsvars-advokat. Han var ligeså meget en del af det. Resignerende spredte jeg armene ud. Jørgen stod på min højre side. Jeg kunne høre kæder der raslede og mærkede noget kraftigt blive bundet stramt om mit håndled. Det var en kraftig læderrem. Da han slap, blev min arm hængende i luften, stadig vandret. Han gik over på min venstre side. Også her blev en kraftig læderrem spændt om det venstre håndled.

Så kunne jeg høre ham foran mig. Han forsvandt ned foran mig kunne jeg fornemme. En læderrem blev gjort fast om hver af mine ankler. Han rejste sig op og gik over i den venstre side af lokalet. Jeg kunne høre en lille summen og mærkede at mine arme blev trukket skråt opad i hver sin retning. Han stoppede, mens jeg stadig kunne bøje mine albuer let.

En ny summen lød, og mine ben blev trukket i hver sin retning, lige indtil jeg stod som et X. Jeg begyndte at trække vejret hurtigt, angsten begyndte at vende tilbage med fuld drøn.

Hvad skulle der ske? Jeg stod ikke udstrakt stramt. Kunne stadig støtte på fødderne og bøje albuerne lidt. Men jeg var fuldstændigt hjælpeløs igen. Jeg kunne høre at Jørgen atter stod foran mig. Han åndede tungt. Pludselig mærkede jeg hans hænder på hver sin side af min overkrop. De strøg op og ned, ganske blidt. Min krop gav et kæmpe ryk af det chock jeg fik. Angsten overvældede mig tog fuldstændigt pippet fra mig.

"Jørgen, hvad fanden laver du? Lad være med det der, vil du ikke nok"... min angst lyste igennem min bøn. Jørgens åndedræt blev endnu tungere og hans ene hånd fandt ned mod mit skridt. Hans hånd havde lige fundet vej ned under mine kønsdele og skulle til at lukke sig om dem, da Berits høje hæle mod trapperne stoppede ham. Jørgen flyttede sig med det samme. Mit hjerte hamrede afsted og jeg kæmpede for at få styr på mit åndedræt.

Berit var nået helt ind i rummet.

"Har du pillet ved ham, Jørgen", spurgte hun.

"Lidt. Ikke ret meget, skat", svarede han ovre fra væggen.

Hun kommenterede ikke yderligere. Mit åndedræt og pulsen kørte for fuld skrue.

"Det er ok, Jørgen", sagde hun. Jeg kunne høre at Jørgen forsvandt ud af rummet og lukkede døren. Berit gik rundt i rummet. Hendes høje hæle lød som pistolskud, hver gang de ramte gulvet. Hun rodede med nogle ting i hjørnerne af rummet. Efter lidt tid i alle 4 hjørner, kom hun over til mig. Jeg kunne dufte hun stod lige foran mig. Hun havde en superskarp parfume på. Havde det være en pige på min egen alder og på en normal DATE, ville duften være gået lige i løgene på mig.

"Du har en dejlig krop, Morten", sagde hun. "Jeg lagde mærke til den, allerede igår da jeg tæskede dine lår. Det var en fornøjelse at høre dig skrige".

Jeg sagde ingenting. Koncentrerede mig om at trække vejret roligt og ikke panikke. Hun stillede sig om bag mig og trak mit hovede bagover, så hendes mund var tæt på mit øre.

"Skal jeg fortælle dig en hemmelighed, Morten.... Jeg bliver liderlig af at piske små drenge som dig. Drivende liderlig. Jo mere de vrider sig og skriger af smerter, jo mere sejler min kusse"...

Jeg svarede hende ikke.

"Ved du hvad jeg gjorde, da jeg var færdig med dig i aftes? Jeg gik op og gennemkneppede Jørgen. Kunne du høre da jeg skreg af min orgasme?"

Jeg rystede på hovedet.

"Nej, det kunne du nok ikke. Du havde sikkert travlt med at tænke over, hvor dumt du har båret dig ad. Men hvad tror du jeg gjorde igen til morgen, da jeg havde lavet de her lækre striber på din dejlige overkrop? Mmmh? Jeg kneppede Jørgen igen. Men den stakkel gør jo alt hvad jeg siger. Og han får kun de udløsninger, jeg tillader ham at få. Og han fik NADA, hverken igår eller idag. Så han er spræng liderlig Morten"...

Det føltes om om, min mave blev til beton. Jeg var ved at være rigtigt bange. Berit kunne se det. Hun slog en høj latter op og gik med smældende hæle over til væggen.

Det summede igen fra en lille el-motor og jeg kunne mærke mine arme blive strukket helt ud, til læderremmene begyndte at gnave og jeg næsten skulle løfte mig op på tæer. Jeg stønnede af delvist smerte og delvist kraftanstrengelse. Bagved kunne jeg høre døren gå op og blive lukket i igen.

Berit kom over til mig igen og stillede sig foran mig. Med et snuptag fjernede hun klapperne for mine øjne.

Hun kiggede mig direkte ind i øjnene. Hendes smil var væk og hendes øjne var kolde som tør-is. Hun havde iført sig en stram, sort læderjakke, med et bredt bælte lige over hoften, så det så ud som om at bukser og jakke var en hel læderdragt. Jakken var nedringet, så hendes kavalergang trådte frem.

"Ja Morten, syntes du ikke jeg har klædt mig fint på? Det er nu ikke for din skyld. Det er for Jørgens. Og idag skal bliver du også til en filmstjerne", sagde hun og pegede rundt i lokalet.

Jeg kunne ane et kamera i hvert hjørne foran mig. Men udfra hendes håndbevægelser og pegefinger kunne jeg forstå, at der var 2 mere bag mig.

"Jørgen og jeg elsker jo at se FILM, hvor jeg piner drenge som dig. Normalt må vi jo ty til internettet og finde masochister. Men de har jo altid en grænse man skal respektere og bla bla bla"

Berit kiggede mig dybt i øjnene og sagde: "Det er jo lidt anderledes med dig, ikke?"

Jeg kunne høre en bevægelse omme bag mig, men kunne ikke se bagud. Men jeg var ikke i tvivl om, at det var Jørgen der sad deromme.

"Nu skal vi to lige have en lille sludder først, Morten", sagde Berit med en ildevarslende stemme.

Bag hende stod et lille bord. Der lå en pakke Rød Look. Hun tog den, fandt en cigaret og stak den mellem læberne halvejs ude i den ene mundvig. Hendes læber lukkede sig tæt om filteret. Hun smed pakken tilbage på bordet, fandt en lighter og tændte den, tog et dybt drag og tog den mellem højre pege- og langefinger. Hun pustede røgen lige i hovedet på mig. Jeg hostede lidt og kunne se hun smilede lidt.

Så stak hun atter cigaretten mellem læberne, og fiskede et par korte kørehandsker i sort læder op fra lommerne i læderjakken. Langsomt tog hun dem på, mens hun kiggede på mig gennem røgen fra cigaretten. Hun tog et nyt drag, men beholdt den i mellem læberne, mens hun vendte sig om og tog noget omme på det lille bord. Og vendte sig atter om mod mig.

Hun holdt de to ting oppe foran mig så jeg kunne se hvad det var. Det var to takkede kabelklemmer på størrelse med en pegefinger. Hun åbnede og lukkede dem et par gange, så jeg kunne se hvor stramme fjederen var.

"Jeg vil være rimelig overfor dig og give dig en chance til at svare på mine få spørgsmål, Morten". Cigaretten vippede i hendes mundvig når hun talte.

Jeg svarede ikke.

"Godt, første spørgsmål: Hvordan kom du ind?"

"Gennem vinduet i den lille grøntsagskælder. Vinduet er aldrig lukket", svarede jeg.

"Godt Morten, det går jo fint det her. Den havde vi ikke gættet, vi troede faktisk du havde fabrikeret en nøgle. Smart træk af dig"... Hun tog et drag af cigaretten og askede den i et lille askebæger på bordet.

Og spurgte: "Hvem var med til at planlægge det her, Morten?"

"Det gjorde jeg selv, jeg er alene om det", svarede jeg.

Berit stak cigaretten i mundvigen. Hun havde en kabelklemme i hver sin behandskede hånd og uden yderligere omsvøb, satte hun dem på hver sin brystvorte og lettede på fjederen så de bed sig ind i kødet. Samtidig drejede hun dem 90 grader. Smerten var ubeskrivelig. Som en knibtang der er ved at klippe brystvorterne af. Jeg prøvede at trække mig væk, skrigende vildt af smerte. Berit havde lagt hovedet lidt på skrå, så cigaretrøgen trak væk fra hendes øjne. Hun tog et nyt drag og trak samtidig i klemmerne. Det sortnede for øjnene, mit skrig var desperat. Så fjernede hun atter klemmerne, tog et drag af cigaretten og askede den igen.

Vendte sig atter mod mig: "Hvem var med til at planlægge dit indbrud Morten".... Jeg rystede grædende på hovedet.

Berit stak atter cigaretten mellem de blodrøde læber og åbnede klemmerne. Jeg nåede lige at høre en knirkende lyd fra læderjakken inden hun klemmerne i mine brystvorter igen. Hun drejede dem med det samme. Jeg ruskede desperat i læderremmene om mine håndled, men de var i tykt læder. Jeg skreg og skreg. Så fjernede hun dem igen.

Tog et nyt drag af den halvejst røgede cigaret og askede den igen.

Jeg stod stønnende af smerte og hyperventilerede. Hun lagde klemmerne på bordet og vente sig om mod mig.

"Vi holder en lille pause med klemmerne. Jeg er ellers rigtig glad for at bruge dem, men det er sjældent jeg får lov. Men du har lidt gæld til mig for din flabethed imorges. Den kan vi jo lade indgå i vores lille hyggelige snak".

Jeg ænsede dårligt hvad hun sagde. Havde travlt med at få styr på åndedrættet. Mine brystvorter føltes som om de hang i nerveenderne 3 cm ude fra kroppen.

Hun stillede sig helt tæt på mig på min venstre side, så hendes læderklædte krop kom helt ind til min nøgne hud. Hun skubbede, så jeg hang lidt til højre og ikke kunne bevæge mig yderligere. Hendes højre arm fandt rundt om kroppen og havde fat ved min højre hofte. Så holdt hun sin behandskede hånd med cigaretten mellem tommel-og pegefinger op foran mit ansigt.

"Det her har jeg altid drømt om at gøre, Morten"... Hendes mund var tæt på mit ansigt og jeg kunne lugte hendes tobaks-ånde. Hendes læderjakke knirkede dovent, da hun bevægede hånden ned foran min brystkasse. Jeg forsøgte at ruske, men hun flyttede sin højre arm fra min hofte og op til mit hovede, hvor hun tog fat i lædermasken og tvang hovedet bagover, med en hård bevægelse.

En ufattelig smerte ramte mig nede på min venstre brystkasse... og den blev ved. Hun brændte mig med cigaretten. Jeg skreg højt.

"HVEM PLANLAGDE DU DET HER SAMMEN MED, MORTEN"... råbte hun ind i øret på mig. Hun havde flyttet cigaretten og satte igen gløden mod huden.

Jeg skreg alt hvad jeg kunne: "DET ER KUN MIG, JEG SVÆRGER".... Hun flyttede cigaretten igen. Tog et drag af den.

Og satte den atter mod huden

"HVEM SKULLE KØBE TINGENE", råbte hun gennem mine smerteskrig... Hun gav mig ikke mange chancer. Det begyndte at svimle for mig, og jeg var lige ved at brække mig af smerte.

Hun fjernede sin cigaret fra min brystkasse.

"Kom så Morten.... Fortæl. Hvem skulle købe mine smykker"?

"Jeg ville tage dem med ind til København og se om jeg kunne sælge dem derinde"....

Hun tog et drag af den næsten færdig røgede cigaret. Lænede sig mod mig med al sin vægt og trak mit hovede bagover.

Så pressede hun skoddet ind mod min højre brystkasse. Jeg mistede fodfæstet et øjeblik, mit maveinhold nåede mit svælg, men jeg nåede lige at kontrollere det, inden jeg skreg smerten ud i rummet igen. Berit slap sit tag i mig, gik over lagde det slukkede cigaretskod i askebægeret. Lugten af brændt hud nåede mine næsebord. Jeg hulkede af smerte.

"Ved du hvad Morten, jeg tror på dig".

 

5 - Hans tur

(Lille advarsel: Ikke for sarte og homofobiske sjæle).

Hun stillede sig foran mig igen og kiggede mig ind i øjnene. Hendes blik var stadig koldt og hårdt som stål. Der var ikke den fjerneste mildning at spore i hendes øjne. Hun løftede begge armene og jeg nåede lige at ane en aflang læderlap, inden mine øjne blev blændet af igen. Hun trykkede den fast i nogle snaplåse på hver sin side af mit hovede – og derefter stod jeg i mørket og måtte forlade mig på min hørelse, for at registrere hvad der skete omkring mig.

Hendes hånd lavede nogle fejende bevægelser ned over min brystkasse. Jeg satte øjeblikkelig op i et hyl af smerte, da hun ramte stederne, hvor cigaretten havde været.

"Rolig nu, Morten" sagde Berit, "Jeg gør jo bare rent efter mig"....

Med et resolut greb, tog hun fat i mine brystvorter med sine tommel- og pegefingre, klemte dem samtidig med hun vred dem lidt rundt. Jeg prøvede at holde smerterne inden i mig, men de blev blot kanaliseret ud gennem kroppen i form af vrid og rusken i kæderne. Berit blev ved med at vride brystvorterne frem og tilbage og til sidst blev smerterne for meget og en høj, klagende lyd undslap min mund. Berits latter var hånende, men hun slap grebet igen.

"Så lille pivskid, nu skal jeg nok lade dig være lidt i fred", hørte jeg hende sige.

Jeg kunne høre på hendes jakke at hun bøjede sig frem og mærkede en hånd på højre side af hovedet. Hendes mund var helt tæt på, da hun hvislede ind i mit venstre øre:

"Men jeg er slet ikke færdig med dig, din lille lort. Slet ikke....."

Hendes hænder skubbede let til hver af mine skuldre, som ville hun skubbe sig væk fra mig. Havde jeg ikke stået lænket, var jeg faldet bagover, men kæderne raslede blot lidt ved min vægt. Jeg kunne ikke høre hendes hæle, men kunne fornemme at hun havde stillet sig lidt fra mig, stadig foran mig.

Jeg kunne høre noget puslen lige bag mig. Så kom jeg i tanker om Jørgen. En øjeblikkelig isnende følelse ramte mig og min mave føltes pludselig som en betonklods. Jeg begyndte at ryste, da jeg genkaldte øjeblikket, hvor Jørgen stod og befamlede mig, inden Berit kom ned. Jeg vidste hvad der skulle ske......

"Jørgen..... vil du ikke godt lade være", bad jeg. Min stemme sitrede af angst.

Berit slog en høj latter op. Hun stod ikke mere end en meter fra mig.

"Du er sgu ikke dum, din lille ynkelige mide. Du har vist lugtet lunten,hva", sagde hun grinende...

Der kom ikke et ord fra Jørgen. Jeg kunne høre lyden af noget papir eller lignende der gnitrede bag mig. Derfter noget puslen, der blandede sig med lyden af noget kraftigt læder der knirkede højt.

"Jørgen, jeg beder dig. Lad være", min stemme og krop rystede om kap i desperation.

Jeg hørte Berit tage et skridt frem. Hendes fingre tog atter fat i mine hyper-ømme brystvorter og vred dem rundt. Jeg skreg op af smerte, samtidig med at min krop spændte sig ud i en bue. Hun slap igen.

"Hør så her, Morten. Enten holder du din forbandede kæft med de ynkelige klynkerier, eller også går jeg op og finder et par af Jørgens brugte underbukser og propper dem ind kæften på dig og taper den til med gaffa-tape. Er du med. Du skal nok få rigelig lejlighed til at klynke lige om lidt"?

Jeg nikkede. Min mave var lige ved at vende sig, bare ved tanken om at hun førte sin trussel ud i livet. Og jeg var ikke i tvivl om, at hun ville gøre det uden tøven. Men hun trådte heldigvis et skridt tilbage igen.

Jeg stod lidt og lyttede.... Der var helt stille i 10 sekunder.

Min krop gav et spjæt af forskrækkelse, da jeg mærkede Jørgens hænder på hver sin side af min brystkasse. Han stod bagved mig. De kørte stille og roligt op og ned af siderne på mig. Jeg rystede stadig og jeg havde mest af alt lyst til at skrige. Jeg kæmpede mod gråden og begyndte at trække vejret lidt hurtigere for at få kontrol over selv. Det hjalp ikke meget.

"Morten", kom det stille og roligt fra Berit, "træk vejret dybt og langsomt, så er det lettere at slappe af. Det er kun et godt råd, for du slipper ikke, uanset hvor meget du ryster og piver. Men hverken du eller jeg, har brug for at du står og besvimer fordi du hyperventilerer. Så træk vejret roligt og acceptér, at du ikke kan ændre noget som helst på den situation, du helt selv har bragt dig i. Hvis det kan trøste dig lidt, så har Jørgen kondom på. Mest fordi han ikke ved hvor grundigt du vaskede dig før. Men slap nu af, så gør du det nemmere for dig selv. Ok?"

Jeg nikkede og forsøgte at få kontrol over vejrtrækningen. Jeg bemærkede, at Jørgen var holdt op med at køre sine hænder op og ned ad mig. Han holdt dem stille oppe på siderne af min brystkasse. Det lykkedes at tage en dyb indånding. Og tømme lungerne igen. Og atter en dyb indåndning og tømme lungerne igen. Jeg begyndte at vinde kontrollen. Og rystelserne aftog lidt. Men slet ikke helt.

Jørgen trådte helt tæt ind til mig. Hans hænder kunne nu nå helt om foran mig. Jeg kunne mærke følelsen af koldt, kraftigt læder mod ryggen og omkring livet på mig og kunne fornemme at han havde handsker på. Et lille kort glimt ramte min hjerne – blot et lille splitsekundt, hvor ordet "partner-look" gled forbi... og forsvandt lige så hurtigt som det kom. Jeg kom i tanker om, at det hele blev filmet.

Han ene hånd fandt ned til mine kønsdele. Den var stor nok til at rumme det hele og lukkede sig fast omkring dem. Den anden hånd, fandt op under min hage og tvang mit hovede bagover, så jeg ramte hans skulder med mit baghovede. Han skød sit underliv frem og med en let vrikken, forsøgte han at tvinge sig ind lige mellem mine baller. Jeg prøvede at klemme dem sammen, for at for at forhindre det. Han strammede grebet om mine kønsdele og klemte min hage hårdt, samtidig med at pressede mit hovede hårdt bagover. Det gjorde sindsygt ondt og en fnysen af smerte slap ud gennem næsen på mig....

"Du kan ligeså godt lade være med at være genstridig, Morten", kom det fra Berit. "Vi har hele dagen og det her slag taber du også. Men om nødvendigt får du med pisken eller med en cigaret. Du kender jo begge delene og ved hvad de kan udrette."

Jørgens behandskede hånd, strammede grebet lidt mere om mine kønsdele. Jeg nikkede. Og så løsnede han igen.

Jeg prøvede at slappe lidt af i ballerne og Jørgen kvitterede omgående ved at tvinge sig ind, så han var lige imellem dem. Hans underliv begyndte at køre i små cirkler og jeg kunne høre han begyndte at stønne, lige bag mit højre øre, samtidig med at han blev hårdere og større mellem ballerne. Jeg var lige ved at begynde at hyperventilere igen, men genvandt kontrollen. Jeg kunne høre Berit pusle med noget. Lyden af hendes hæle, fortalte mig at hun stillede sig ved siden af mig, så hun kunne se imellem Jørgen og mig.

Lyden af låget fra en tube der blev åbnet ramte mine ører og jeg kunne mærke noget vådt drive ned mellem ballerne og ned mod min tarmåbning, samtidig med at Jørgen trak sig lidt bagud for at give plads. En hel masse overskydende creme drev langsomt ned af mine inderlår. Hun lukkede tuben, kunne jeg høre og stillede sig atter hen foran mig. Jørgen genoptog sine cirkelbevægelser mellem mine baller. Han var hårdt som stål.

Jeg kunne høre at Berit trådte et skridt fremad og fornemmede hende lige foran mig. Jørgen slap sit greb om mine kønsdele og hans arm tog fat omkring maven.

Han stønnede dybt.

Pludselig fjernede Berit klappen for mine øjne, med et hurtigt snuptag og jeg kiggede halvejs op i loftet pga Jørgens tag under min hage. Jeg skævede nedad og kunne se Berit stod foran mig, stadig iført sit lædertøj.

"Jeg vil sgu se dig i øjnene, mens du bliver taget", sagde hun triumferende.

Hun satte sig uden at sige mere ned på hug foran mig. Jeg kunne mærke hun greb om mig så hun fik en hånd på hver af min baller – og tvang dem fra hinanden.

"Kom så, Jørgen, så er det nu", kom det fra hende.

Jeg forventede en følelse af en stor pæl skulle flække mig på tværs, men smerterne var ikke overvældende, helt sikkert pga cremen. Men selvom han kun var trængt få cm ind, var det lige ved at sortne for mine øjne. De cirklende bevægelser blev langsommere og kombineret af små fremadrettede bevægelser og for hver gang, trængte han dybere ind. Uden at presse så hårdt, at han ødelagde noget. Jeg var lige ved at græde af ydmygelse – men fik øje på Berit som havde rejst sig op og stod og røg sin cigaret lige foran mig. Jeg kunne se på hendes øjne, at hun nød synet.

Jørgens bevægelser blev mere intense og det gjorde hans stønnen også. Hans læderfrakke knirkede mere og mere efterhånden som han kunne støde dybere og hårdere. Og hans greb om mig blev stadig mere fast. Jeg selv kæmpede for at bevare kontrollen over mit åndedræt samtidig med at jeg prøvede at lade tankerne fare og føre mig væk. Men Jørgens dybe stød, ydmygelsen, den underlige smerte og fornemmelsen af et stort fremmedlegeme oppe i mig, bragte mig hele tiden tilbage til virkeligheden.

Pludselig mærkede jeg noget tage fat om min pik. Det var Berit. Hun var begyndt at arbejde på mine kønsdele. Hun tog fat om pungen med den ene hånd, mens den anden behandskede hånd begyndte at trække min forhud frem og tilbage, samtidig med at hun klemte den malkende.

Jørgens bevægelser tog til, de var langsomme, men dybe og hårde. Mine fødder var lige ved at flytte sig fremad, men lænkerne og remmene om anklerne forhindrede det. Han slap sit faste greb om livet og flyttede sin frie hånd op og tog fat om min ene brystvorte. Den anden arm, pressede hårdt mod min brystkasse for at kompensere det manglende greb og min overkrop stod dermed stadig som naglet fast i luften.

Stødene blev mere konstante, han var helt i bund. Berit arbejde stadig på mine kønsdele og lidt efter skete noget skræmmende. Det var Berit der opdagede det..

"Hold da kæft mand. Det lille perverse svin kan sgu lide det her"... sagde hun, vist mest henvendt til sig selv.

Jeg havde totalt mistet kontrollen over mig selv. Kun min vejrtrækning måtte jeg styre ind imellem. Tårene begyndte at løbe ned ad kinderne på mig, men jeg græd lydløst. Ydmygelsen var total.

Stødene blev ved og Berits malkende bevægelser, var blevet til regulære bevægelser hvor hun trak forhuden frem og tilbage over mit erigerede lem.

"HÅRDERE JØRGEN, HÅRDERE. HAN KAN LIDE DET...", råbte hun hæst. Noget ved hendes stemme var anderledes. Hun var ophidset... Liderlig.....

Jørgen satte tempoet lidt op og stødte hårdere. Smerterne var helt væk, men ydmygelsen var der stadig og det var tårene også. Stødene var så voldsomme, at han havde svært ved at holde min krop fast. Berit lænede sin skulder mod den frie side af min brystkasse, så hun stemte imod. Hun stod med siden til mig så hun stadig kunne onanere mig.

Jørgen stønnede højlydt, hans læderfrakke føltes ikke længere kold mod min hud, men knirkede stadig højt i takt med stødene. Pludselig kunne jeg mærke, at han strammede sit greb omkring min brystvorte og tvang mit hovede hårdt bagover, samtidig med han lagde kræfterne i. Han var ved at presse luften ud af mig. Hans stød blev langsommere, men meget hårdere som han tømte sig ud i kondomet. Han blev ved med at støde.

Smerterne fra den ømme brystvorte var fjerne, som om at kroppen havde nedprioriteret dem. Stødende blev langsommere og mindre hårde. Berit stod stadig presset op ad mig og arbejde på min pik. Men da Jørgen endelig slap sit greb i mig for at trække sig ud, slap hun også min pik. En lille sejr var, at den heldigvis var uforløst. Det slag vandt hun dog ikke, men det var kun en lille bitte og fuldstændigt overset triumf i al ydmygelsen.

En befriende fornemmelse skyllede ind over min krop, da Jørgen trak sig ud. Jeg lod mit hovede falde forover og begyndte at hulke igen. Jeg ventede at Berit ville råbe ad mig, men hun sagde ingenting. Stod blot foran mig, med korslagte arme og kiggede på mig.

"Skrub op og gå i bad, Jørgen. Jeg kalder på dig, når jeg får brug for dig igen"... sagde, Berit henover min ene skulder.

Jeg kunne høre to trin, en dør der gik op og derefter i igen. Jørgen var væk. Nu var det kun Berit og mig. Hun vendte sig om, fiskede en cigaret frem fra pakken på bordet og tændte den. Stod og røg, mens hun kiggede på mig. Jeg hang halvslapt i kæderne – lod dem halvejs bære min vægt og ænsede dårligt at læderremmende strammede hårdt om mine håndled. Jeg havde atter fået kontrol over mig selv, men mine kræfter var som forsvundet som dug for solen. Som om enhver vilje var suget ud af mig.

"Ret dig op, Morten", sagde hun stille.

Jeg mønstrede nogle kræfter og rettede mig op, men kiggede stadig ned.

"Se på mig, Morten", sagde hun. Stadig med lav stemme.

Jeg løftede hovedet og kiggede på hende. Hendes øjne var ikke så kolde mere, men der var alligevel ikke meget varme at spore. Ingen mildhed. Hun så alvorlig ud. Hun tog et drag af sin cigaret og pustede røgen ud til side. Jeg kiggede ned igen..... Hun var der lige med det samme:

"SE PÅ MIG, SAGDE JEG", råbte hun skarpt.

Jeg adlød lige med det samme.

Vi stod og kiggede på hinanden, mens hun røg sin cigaret. Jeg turde ikke flytte blikket. Hendes blik var stadig alvorligt, men udover det var der intet jeg kunne tolke af det. Så begyndte hun at gå rundt om mig, ganske langsomt. Hun stoppede, da hun stod lige bag mig. Hun lod sin frie behandskede hånd stryge mig op og ned ad ryggen, ganske blidt. Hun fortsatte ned mod ballerne. Hun strøg dem i noget tid. Så sagde hun stille:

"Helt jomfruelig hud. Her har jeg ikke været med pisken endnu. Mmmhhh"...

For gud ved hvilken gang, isnede min mave og angsten skyllede atter ind over mig. Jeg begyndte at ryste igen, men formåede at bevare kontrollen over mit åndedræt nogenlunde. Berit kom om foran mig igen. Hun smilede et lille skævt og ondt smil.

Hun tog et sidste drag og skoddede cigaretten i aksebægeret.

 

6 - Straffen

Uden et ord gik hun med larmende hæle ud ad døren. Men lod den stå åben. Jeg stod med hamrende hjerte og en iskold mave, med arme og ben udstrakt i hver sin retning. Hverken kæder eller remme havde givet sig det mindste og jeg stod stadig næsten på tæer – fuldstændigt hjælpeløs.

Jeg kunne høre Berit i lokalet bagved mig. Et skab blev åbnet og kort efter lukket igen. Jeg havde en meget dårlig følelse. Hidtil havde hun brugt en lang og tynd ridepisk på mig. Jeg vidste den stadig lå derinde, frit fremme. Hvad havde hun for. Lyden af hendes hæle der hamrede mod gulvet nærmede sig igen. Døren blev lukket og hun kom nærmere. Hun stillede sig lige bag mig.

Mit hjerte føltes som om det var på vej ud gennem brystkassen på mig og angsten var ubeskrivelig.

En knirkende lyd fra hendes læderjakke afslørede en stor bevægelse fra hendes arme. Jeg kunne se et eller andet komme hen over hovedet på mig og om til min hals. Da det passerede mine øjne så jeg hvad det var.

Jeg udstødte en lyd af angst. Kunne ikke kontrollere det.

Det var en kraftig pisk i flettet sort læder, Jeg kunne ikke se hvor lang den var. Men den gav nogle ondkabsfulde knirkende lyde, da hun lagde den om halsen på mig og trak mit hovede bagover. Hun tog fat i begge snerter med den ene hånd, så den strammede om halsen, dog så jeg stadig kunne trække vejret. Hun lod den frie hånd tage fat i den højre balle og klemte den.

"Hvad siger du til denne her, Morten", spurgte hun. Jeg svarede ikke. Hvad ville hun have jeg skulle sige? Berit var uanfægtet.

"Det er en pisk i flettet okselæder. Den er 1½ meter lang. For enden er der blot en lille bitte snert på 1 cm. Dvs når jeg rammer dig, så er det rendyrket pisk. Ingen fancy og skarpe snerter. Sådan kan jeg lide det. Vi dropper gaggen i din mund. Jeg vil høre dig skrige, om du så får mine ører til at hyle. Og du kan betragte det her som din straf".

Hun understregede sine ord, ved at stramme piskens greb omkring min hals, samtidig med hun trak mit hovede mere bagover. Jeg begyndte at gispe efter vejret.... Hun slap igen og fjernede pisken fra min hals.

Hun trådte et par skridt skråt bagud. Jeg ville trække vejret hurtigt, for at berede mig på smerten, men nåede kun at trække vejret halvejs ind, før en ondskabsfuld hvislen afslørede at pisken var på vej. Den ramte mig midt på ballerne og meget præcist, så spidsen af pisken ikke fortsatte om på sinden af mig. Hun havde tydeligvis stor erfaring med at bruge den pisk.

Smerten indfandt sig omgående – som en glødende stålwire blev presset mod min hud. Jeg havde efterhånden stået så meget igennem siden de første slag med ridepisken aftenen før, at jeg formåede at holde skriget inde.

Mere nåede jeg ikke at tænke, før pisken atter ramte mine baller. Det kom så hurtigt og hårdt, at jeg nær tabte luften. Smerten var sindsyg, men på uforklarlig vis, præsterede jeg at holde skriget for mig selv. Denne kamp, skulle hun ikke vinde.....

Næste slag ramte med kirurgisk præcision, lige ved siden af foregående slag...

Piskens hvislen, var som onde skrig i mit øre og lyden af den, når de yderste 15-20 cm ramte henover ballerne var som et skarpt smæld, der fuldstændigt blev overdøvet af smerterne.
Jeg kunne ane Berit ud af øjenkrogen på mit venstre øje, nåede at se hun løftede pisken igen, nåede at kigge ned og trække vejret halvt ind, nåede at registrere piskens hvislen og det efterfølgende smæld... Men nåede ikke at får kontrol. Det føltes som pigtråd, der blev smadret ind i mine baller, følelsen kanaliserede sig op i min hjerne, blev på et splitsekundt omdannet og kom ud af munden som et højt, klagende smerteskrig.

Berit kvitterede omme bagved mig: "Åååh ja, skrig så Morten. Og skrig højt. Det er kun mig og ingen andre, der kan høre dig".... Hendes stemme var hæs og halvt hviskende. Hun var ophidset.

Hun fortsatte nådesløst... slag efter slag. Jeg skreg og skreg og ind imellem skrigene, kunne jeg høre, hun råbte ad mig: "Det er rigtigt Morten. Skrig alt hvad du kan".

Det begyndte at snurre... sortne... jeg blev svimmel.... slagene stoppede endelig. Det var tåget, jeg hang i kæderne.... kunne høre fjerne skridt der blev fjernere og fjernere... og kom nærmere og nærmere. Hun stod foran mig. En flaske med vand blev sat for min mund og gled lindrende ned.

Som at komme tættere på overfladen igen, men igennem et pludseligt smertende flammehav.....

"Nå, så er du der igen Morten", kunne jeg høre hende sige... "Du var jo lige ved at forsvinde væk fra mig. Det går ikke, du skal blive hos mig. Kom så, ret dig op".

Jeg rettede mig op, stadig lidt svimmel. Hun rakte flasken over til mig igen. Smilte til mig. Et varmt smil. Kærligt smil. Jeg drak lidt mere. Det var en stor liter-flaske. Hun stillede flasken fra sig, tog skindhandskerne af, tog et viskestykke og vædede det med vand. Så stillede hun så ved siden af mig og lod viskestykket duppe mine baller. De smertede heftigt.

"Du bløder lidt, Morten. Men denne pisk laver nogle forfærdelige blodtrædninger. Dine baller er fuldstændigt mørkeblå og du vil ikke kunne sidde ned på en halvhård overflade i flere dage".

Hun duppede lidt videre og til sidst smilede hun tilfreds og lagde viskestykket fra sig.

Jeg sagde ingenting. Stirrede ned af skam og ydmygelse. Var det slut nu.

"Er du ok", spurgte Berit og løftede mit hovede.

Jeg kiggede hende atter ind i øjnene. Hendes blik var stadig mildt og varmt. Jeg nikkede svagt. En følelse af lettelse skyllede ind over mig. Det var vist endelig slut. Jeg havde fået min straf.

Berit kiggede stadig smilende på mig. Sikrede sig, at jeg var helt vågen igen. Hun vendte sig halvt rundt – jeg troede hun ville slække kæderne og løsne mig.

Jeg begyndte at græde panisk, da jeg så hun tog skindhandskerne på bordet og begyndte at tage dem på igen.

Hun kiggede på mig.... Mens hun rettede handskerne til, så de sad stramt og perfekt. Hendes blik var atter koldt. Hun smilte triumferende, da hun så panikken i mine øjne.

"Søde Morten, hvor er du dog nem.......".

Hun gik atter over på min venstre side. Jeg kunne ane hun bukkede sig ned og samlede pisken op fra gulvet.

Hun slog af al kraft.... Jeg troede pisken ville ramme mine baller igen og fik et chok, da den ramte mig på den øverste del af ryggen. Et hyl, mest af forskrækkelse, slap ud mig.

"Jaaa Morten, jeg er færdig med din røv – men du har stadig lidt fin hud tilbage på ryggen", Berits stemme lød drillende...

Og så faldt næste slag og ramte lige ved siden af foregående slag, men lige så modbydeligt hårdt. Jeg var færdig. Al trods og kampgejst havde forladt min krop. Hun vandt igen. Slagene føltes som stod hun med en skærebrænder Jeg skreg efter hvert slag. Skreg og skreg. Og stadig kunne jeg høre Berit:

"Åååh hvor er det godt Morten, dine skrig er så vidunderlige"

Og

"Skrig Morten – alt hvad du kan. Der kommer ingen og hjælper dig. Det er kun dig og mig og pisken".

Alle slagene landede på øverste del af ryggen. Ikke et eneste ramte lænden. Hun var knivskarp. Min hals gjorde ondt af at skrige, men smerterne var forfærdelige og jeg kunne ikke andet en bare skrige.... Indtil tågen atter kom som en befriende engel, og begyndte at pakke alt ind i et lindrende mørke.

Min krop rystede – var ved at gå i chock. Atter stoppede slagene. Lyden af pisken, da den landede på gulvet og Berits skridt over til mig var som sød musik i mine ører. Mere vand fra flasken, og min tur op til overfladen og smertehelvede fra min ryg. Jeg kom hurtigere til mig selv denne gang. Havde ikke fået så mange slag på ryggen som på ballerne.

Jeg kunne se Berit foran mig. Hun tog igen handskerne af og vædede viskestykket. Hun svedte lidt, kunne se lidt perler på hendes pande. Hun tørrede dem væk og kølede derefter min ryg. Det føltes kølende og lindrende.

Jeg fik lidt mere at drikke. Atter smilede hun kærligt til mig. Hendes øjne var varme....

Jeg turde ikke håbe på det var slut.

"Du får ikke flere pisk, Morten. Din hud kan ikke klare mere og jeg er ikke ude på at maltraktere dig fuldstændigt – selvom jeg sagtens kunne unde dig endnu flere"... Hun lød alvorlig..

Jeg tog et par dybe indåndinger af lettelse. Det var endelig slut.... troede jeg.

Hun smed viskestykket om bag mig, vendte mod bordet, fandt en cigaret og tændte den.

Hun stillede sig foran mig og tog et par dybe drag, mens hun betragtede mig.

"Jeg er ikke helt færdig med dig endnu", der kom røg ud ad munden på hende, da hun talte. Hun pustede det sidste ud.

Jeg stirrede blot på hende. Hvad nu?

 

7 - Hendes tur

Hun kiggede ned på min pik og tog fat i den med den frie hånd. Der var intet liv i den. Det var tæsket væk.

"Nåååh, har din lille sølle pik, helt opgivet?", spurgte hun, nu med en lidt skarpere stemme.

Hun stak cigaretten i mundvigen, fandt skindhandskerne og med samme omhyggelighed som før, tog hun dem atter på og sikrede sig, at de sad som de skulle. De knirkede let, da hun prøvende knyttede hænderne et par gange.

Hun tog et drag af cigaretten og askede den i askebægeret på bordet.

"Det må vi lige gøre noget ved", fortsatte hun.

Hun stak atter cigaretten i mundvigen. Jeg kunne se hendes arme forsvinde ned mellem hendes ben og hørte lyden af en lang lynlås nede mellem hendes ben. Jeg kiggede ned. Det var en lynlås der nåede helt om bagved og når hun åbnede den, blotlagde hun sit skridt. Hun smilede, da hun så mit blik.

"Smart, ikke", sagde hun blot... cigaretten vippede mellem hendes læber.

Hun tog et drag af cigaretten og tog ud af munden med venstre hånd og tog fat om mine kønsdele med højre og begyndte at lave nogle malkende bevægelser.

"Kom så op med den, jeg du kan".... sagde hun opfordrende. Jeg kunne ane en lille følelse, men ikke nok til at skabe liv i den faldne kriger. Hun stak atter smøgen i mundvigen og tog nu fat under pungen med den ene hånd, samtidig med at pikken nu fik fuld opmærksomhed med den anden.

Resultatet udeblev ikke. Hun var for dygtig og erfaren til at dette kunne modstås. Pikken begyndte forræderisk at rejse sig. Hun slap pikken og pungen, tog et drag af cigaretten og smilte bredt.

"Der kan du bare se, den skal bare have lidt hjælp".... Hun tog endnu et drag og skoddede cigaretten i askebægeret.

Så stillede hun sig på min højre side, med fronten mod mig. Med sin højre hånd tog hun fat om min pik og begyndte at trække forhuden frem og tilbage. Hun stillede sig helt tæt ind til mig, med et ben foran mig og et ben bagved mig, således hun kunne gnide sit blottede skridt op og ned ad mine yderlår. Hendes venste hånd fandt om på venstre side af min brystkasse.

Hun begyndte at lave samlejebevægelser op ad mit ben, og begyndte hurtigt at stønne hæst. Jeg kunne mærke at selvom hun var lidt ukoncentreret med hvad hendes højre hånd lavede med min pik, så udeblev reaktionen desværre ikke. Den blev stenhård. Jeg kunne mærke, at mit lår blev mere og mere vådt efterhånden som hendes bevægelser blev mere intense. Gennem hendes støn, kunne jeg høre hendes lædertøj knirke. Hendes mund var helt tæt på siden af mit hovede og jeg kunne mærke hendes varme ånde. Den lugtede lidt bittert af nikotin.

Pludselig stoppede hun. Hun slap mig og trådte et skridt tilbage, samtidig med hun rettede sig op.

"Nej, fanme nej. Så let slipper du ikke", sagde hun stønnende og lidt forpustet. "Du skal sgu kneppes ordentligt..."

Uden at sige mere, trak hun op i sin lynlås, vendte sig mod bordet, fandt læderklappen til masken og dækkede mit syn til. Og med høje klikkende lyde fra de sylespidse hæle, gik hun ud ad døren og smækkede den kontant i. Og derefter lyden af hælene op ad trinene på trappen.

Så stod jeg der, med vådt yderlår, smertende røv og ryg og med en pik der pegede lige ud i luften.

Jeg nåede ikke at tænke videre over min situation, før jeg hørte skridt ned ad trappen i lokalet. Jeg kunne høre Berits hæle og så lyden af nogle bløde sko. Berit havde hentet Jørgen. Der lød lidt skramlen i lokalet bagved og så nærmede trinene sig.

Døren gik op og derefter hurtigt i.

Berits stemme skar igennem luften: "Nu løsner vi dig et øjeblik. En eneste forkert bevægelse fra dig Morten og du er oppe og hænge igen. Og så starter vi helt forfra med læderpisken og så tager jeg din lænd og mave med oveni. Forstået?"

Jeg nikkede.....

Der lød en summen og kæderne slækkede op. Jeg kunne mærke en øjeblikkelig smerte i mine skuldre, af at stå så lang tid, så jeg lod dem falde langsomt.

Jørgen var ovre mig øjeblikkeligt. Han stillede sig lige bag mig og tog fat om min hals med den ene arm. Jeg kunne mærke at Berit fjernede kæderne fra læderremmene, først om håndleddene og derefter om anklerne. Men remmene forblev på.

Der lød en masse skramlen foran mig. Noget blev foldet ud og lyde af kraftige beslag, der blev lukket og låst.

"Sådan", lød Berits stemme, "kom med ham".

Jørgen vendte mig rundt så jeg stod med fronten mod ham.

"Tag et skridt baglæns", sagde han.

Jeg gjorde som han sagde og kunne mærke en blød kant ramme min højre knæhase. Jørgen pressede mig blidt ned og sidde. Jeg kunne mærke noget koldt og blødt ramme mine baller. Jeg ømmede mig af smerte, men det var ikke uudholdeligt.

"Læg dig ned med hovedet op mod mig", kom det fra Berit.

Jeg kunne høre hun stod til højre for mig. Jørgen fulgte mig med hænderne på mine skuldre mens jeg drejede mig og lagde mig ned. Det var en briks af en art, godt polstret med læder eller kunstlæder. Formentligt det sidste. Det virkede meget glat.

"Op med armene", kom det fra Berit.

Jeg adlød og rakte armene bagud. Jeg kunne høre nogle kæder rasle og mærkede noget der blev sat fast i læderremmene. Jørgen var gået ned til fodenden. Der blev sat en bred stang mellem anklerne, så benene blev spredt ud. Og derefter blev nogle kæder spændt fast i stangen.

Der lød en klikkende lyd og jeg kunne mærke, at noget trak i benene. Jeg fulgte med, indtil jeg lå fuldstændigt udstrakt på briksen. Og atter hjælpeløs.

"Det var bedre", sagde Berit.

"Det var alt, du kan godt gå op igen. Jørgen".

Jørgen forlod lokalet uden et ord.

Jeg kunne fornemme at Berit stod i hovedenden af briksen. Pludselig tog hun fat i lappen for mine øjne og fjernede den. Jeg kiggede opad bagud og fik øje på hende.

"Så Morten...... Nu kan jeg gennemkneppe dig. Og Jørgen kan sidde oppe ovenpå og kigge med på TV skærmen... lækkert, ikk?" Hun smilede til mig.

Hun gik over på siden af briksen. Hun var stadig i læder fra top til tå. Min pik atter blevet slap. Hun bukkede sig ned over den og gentog sin behandling af den. Hun tog et fast greb om mine testikler med den ene hånd, mens hun trak forhuden frem og tilbage med den anden. Jeg havde forlængst overgivet mig og lod min forræder leve sit liv. Og det gjorde den så. Der gik ikke lang tid, før den atter stod lige op i luften.

Berit rejste sig og lynede atter sine bukser ned. Lynlåsen gik helt om til hendes røv, så hun kunne blotte sit skridt, uden at tage dem af. Uden ord, satte hun sig overskrævs på mig, så hendes skridt var lige over min pik. Hun lavede nogle bevægelser henover pikken, frem og tilbage. Jeg kunne mærke hun var drivvåd. Hun lukkede øjnene og lod sine skamlæber glide henover pikken. Hendes læderbukser knirkede ved bevægelserne og jeg kunne ikke lade være med at lade mig påvirke lidt af lyden.

Så løftede Berit underlivet, tog fat i pikken med sin ene behandskede hånd og førte den op i sig. Hun lod sig sænke ned igen. Og begyndte at ride mig langsomt.

Hun åbnede øjnene og kiggede på mig... og sagde stille:

"Det er din adgangsbillet ud i friheden, søde. Du giver mig to ting: Tilfredsstillelse og dit sæd. Så slipper jeg dig løs, skat. Men kommer du før mig, så laver jeg dit liv til et sandt helvede i to dage mere, ok".

Jeg lukkede øjnene af lettelse. Hendes bevægelser blev mere intense. Jeg tog mig sammen og undertrykte den ulmende følelse nede i mit underliv. Dette kamp skulle jeg bare vinde. Berits bevægelser med underlivet var sindsygt æggene og når hun sad på denne måde, sad hendes læderbukser, som var det sprøjtemalet på. Hun begyndte at løfte underlivet op og ned ad min pik, så jeg blev nervøs for at den ville smutte ud og derefter knække under hendes vægt. Hun stønnede højt og hæst. Hendes fingre fik fat i mine brystvorter og med skindhandsker på, fik de et godt greb.

Jeg måtte kæmpe som en sindsyg for ikke at komme. Berit var begyndt at åbne munden og hendes stønnen var blevet til liderlige udbrud. Synet af hende, samt hendes greb om mine brystvorter sendte indevarslende signaler op fra mit underliv. Jeg lukkede øjnene, klemte musklerne sammen der nede og det lykkedes at undertrykke den truende udløsning.

Berit var uhæmmet. Hendes skede kørte op og ned af min pik og jeg tog mig selv i forgabe mig på synet af hendes læderklædte underliv.

Min røv værkede hver gang hun landede på mine hofter, men smerter blev sløret af min ophidselse.

Pludselig satte Berit tempoet markant ned. Hun blev stille og begyndte at ryste, samtidig med hendes krop spændtes som en flitsbue. Jeg kunne mærke, hvordan hendes muskler i underlivet strammedes om min pik. Hun gav et højt og hæst skrig fra sig og lod sin krop falde forover igen.

Hun stønnede højt og hurtigt. Og sad helt stille..... Hun rettede sig op og kiggede på mig.

Hun smilede varmt til mig. Atter med det kærlige blik...

"Hvad så Morten? Du vinder vist denne omgang. Nu er du næsten i mål, skat"... Hendes stemme var blid.

Jeg mærkede en varm lettelse brede sig i min krop........

Så begyndte hun at bevæge sig underliv igen. Op og ned, frem og tilbage med meget æggene bevægelser. Jeg lukkede øjnene og overgav mig til hjælpeløsheden og Berits behandling af mig.

"Kig på mig Morten, jeg vil se dine øjne, når du kommer", sagde hun bydende.

Jeg åbnede øjnene og lod mig forføre af min læderklædte bøddel, domina, elskerinde.....

Hun tog atter fat i brystvorterne og hendes bevægelser blev stadigt mere intense. Jeg kunne ikke klare mere. Synet af Berit som havde mig i sin magt var for meget. Min sidste viljestyrke forlod min krop og jeg lod kramperne i underlivet få frit løb. De måtte gøre som de ville. Jeg kunne intet styre og og med et stort ukontrolleret råb, lod jeg mig forsvinde hen i en udløsning, der fik det til at sortne for mine øjne. Berits bevægelser malkede hver en dråbe ud af mig. Hun stoppede først, da jeg begyndte at klage. Jeg var tørlagt, drænet, forpint, ydmyget, og helt og holdent Berits.

Hun sad og kiggede lidt på mig. Uden et ord rejste hun sig op og gik over og tog viskestykket. 

Epilog:

Vi stod i døren ud til gårdspladsen alle 3. Det var gråvejr. Koldt.

"Hvor har du gjort af din cykel", spurgte Jørgen.

"Den står ved busstoppestedet", sagde jeg og pegede ud med slap arm...

Vi kiggede alle 3 i samme retning mod et busstoppested helt udenfor synsvidde.

"Skal jeg køre dig ud til den", spurgte Berit, hendes hånd strøg mig forsigtigt op ad ryggen...

"Nej, det er ok, jeg trænger til frisk luft ovenpå denne omgang".

Berit kiggede lidt på mig.

"Er du helt ok," spurgte hun.

Jeg kiggede tilbage på hende og svarede: "Jeps. Jeg har det fint, men det værker lidt, hist og her"

Jørgen slap et lille grin...

"Så hatten passede, hva?", sagde Berit drillende.

"Ja, det må siges – så hatten passede", svarede jeg og slap et lille grin. Jeg var helt smadret.

"Sig til, når du er klar igen og har en ny historie. Så laver vi den, ikke også?", sagde Berit.

"Det skal jeg gøre" sagde jeg – havde allerede et par ideer, men en krop der skulle bruge noget tid på at restituere lidt først.

"Pas på dig selv", sagde Berit

"I lige måde. Vi ses", svarede jeg kort.

Vi gav alle tre et knus og jeg begyndte at gå henover gårdspladsen, atter med den sædvanlige tomme fornemmelse af et savn, som uværgerligt ville dukke op lidt senere når jeg kom hjem til mig selv og sad alene.

Næste gang, ville jeg ikke tage så stramme bukser på. Fuck, min røv og lår var ømme......

 

Thank you for rating this article.