Året er 1915. Matthew går på kostskole og kan ikke rejse hjem til sine forældre som er i England på grund af den store krig, som man kaldte 1. verdenskrig dengang. Som året før er han tvunget til at rejse ned til sin Tante i sommerferien. Tanten på i sydstatsbyen Gatorville beliggende i Louisiana. Det er også den landsby hvor Matthew’s store kærlighed Anna bor.
—
Vi stod udenfor skolen og sagde farvel til eleverne. Jeg havde aftalt at mødes med Anna senere på dagen. “Hej Frøken” lød det over fra den anden side af gaden. Min tante kiggede op. “Roland Flush!” sagde hun højt.
Roland kom over til os. “Det er så længe siden” sagde min tante. “Jeg troede ikke mine ører, da Matthew fortalte at du var kommet til Gatorville. Var det overlæge på det nye hospital, du var?”
“Ja. Vi tager de første patienter ind i næste uge. Jeg tænkte på om du og Matthew kunne komme forbi til eftermiddagste på Søndag”
“Det vil vi gerne.”
“Det lyder godt. Skal vi sige klokken 3?”
Det var vi enige om. Vi tog afsked med Roland og gik hjem. Min tante ville tage en lur og jeg sagde at jeg ville gå ned for at fiske ved åen. I virkeligheden var det for at møde Anna.
Anna stod i sin overall og ventede på mig. “Skal vi bade?” spurgte hun. “Er der ikke alligatorer?” spurgte jeg.
“Ikke på denne strækning. De er for længst blevet skudt.” svarede hun
Vi tog tøjet af. Anna hjalp mig med at løsne korsettet på ryggen. Stykket med snører var dækket af et panel som var fastgjort med spænder, jeg ikke kunne nå med mine hænder. Det var med vilje. Det var første gang, at jeg så Anna helt nøgen. Hun havde en spinkel krop og hendes bryster var faste.
Vi gik i vandet og pjaskede rundt et stykke tid. Så vi lagde os i solen under et træ i det tætte buskads. Jeg lagde armen omkring hende. Hun vendte sig ind mod mig. Jeg førte mit ansigt hen til hendes og det endte med et forsigtigt kys. Vi kiggede hinanden ind i øjnene og så blev det til et kys mere.
Hun duftede så frisk. Jeg mærkede, hvordan en varm følelse bredte sig gennem min krop. Jeg ville mærke mere. Vi flyttede os tættere på hinanden og holdt om hinanden med begge hænder. Mit underliv sprang til live. Jeg lod min hånd glide hen over hendes skridt. Hun føltes fugtig.
“Jeg vil have dig” sagde jeg.
“Det vil du få, men ikke i dag” sagde hun og rejste sig op for at lægge sig modsat mig. “Slik mig!” sagde hun.
Jeg lod min tunge ramme hendes revne. Samtidig mærkede jeg hvordan at hun gabte over mit penishovede. Hvilken herlig følelse! Jeg stønnede af vellyst samtidig med at jeg holdt om hendes baller og lod min tunge ramme hendes venusbjerg. Jeg spredte hendes skamlæber og arbejdede mig nedad. Anna stønnede, mens hun prøvede at holde fokus på at sutte mig af. Hun udstødte et sagte skrig, og hendes krop sitrede. Jeg kunne ikke holde mig mere. Hun hostede, da mine safter blev tømt ud i hendes mund.
Da hun havde slugt mine safter, rejste hun sig op og vendte sig for at vi kunne ligge i ske. Hvor længe vi havde ligget der, vidste jeg ikke, men pludselig stod Gilbert og kiggede på os.
“Jeg troede det var løgn, da jeg hørte mine forældre tale om en dreng som havde korset på.” sagde han, mens han pegede på bunken af tøj, der lå ved siden af os.
“Gilbert Parker," sagde Anna. “Det kan godt være, at Matthew går på en sær kostskole, men du løber ikke med sladder. Du ved hvad dine forældre har gang i”
“Det betyder ikke at jeg billiger det. Jeg er led og ked af deres løssluppenhed. Jeg synes at du er billig. Matthew! Du skal vide at du ikke er den eneste Anna har gang i. Hun har også været igang med Finn.”
Jeg havde godt hørt, at Anna var manipulerende, men lige nu var hun min.
Finn fortsatte. “Jeg burde give dig en omgang bank for at have været sammen med min mor, men du er ikke det værd.”
I baggrunden hørte jeg andre stemmer. Det var Eliott og Finn. “Øj. Et korset. Jeg troede ikke at Anna havde korset på” sagde Eliott.
“Det er ikke Anna’s. Det er Matthew’s” sagde Gilbert med et grin til dem.
“Du er tarvelig," sagde Anna og rejste sig op. Jeg blev helt flov. Snart vidste hele byen hemmeligheden om korsettet. Jeg skyndte mig hen og tog det løst på, hvorefter jeg tog skjorte og overalls på over og løb fra stedet.
“Matthew!!” råbte Anna. “Åh. Hvor er I tarvelige” sagde hun til de 3 drenge.
Jeg løb alt hvad jeg kunne hjem til min tante. “Matthew. Er det dig?” spurgte min tante inde fra køkkenet. Jeg lagde mig op i min seng. Jeg kunne ikke vise mig i byen mere. Mit ry var ødelagt.
Min tante kom ind til mig. “Hvad er der galt?” spurgte hun.
Jeg forklarede at de andre drenge havde opdaget at jeg bar et korset. “Åh. Matthew. Det er så synd for dig” Hun kaldte på Bill som kom ind. Sammen hjalp de mig med at få det snøret og strammet ind. Med Bill trækkende i korsettet snøre, skete det mere end en gang at jeg tabte pusten. Jeg var helt svimmel, da de var færdige.
“Det har været en oprivende dag for dig. Lad os tage over til Roland i morgen, så der kan falde ro på. Der er ingen grund til at være sammen med de primitive rødder, der ikke forstår sig på kravene i det finere borgerskab.”
Jeg nikkede. Jeg kunne godt trænge til en pause fra de store drenge på sommerskolen.
Eliott kom hjem. “Far…”
Bill svarede: “Jeg ved det og du skal ikke drille Matthew med det eller du finder dig i noget tøj du ikke vil bryde dig om at bære og så vil det være dig, de driller i stedet for Matthew.”. Eliott tav og kiggede ned i jorden. Han havde stor respekt for sin far.
Vi spiste aftensmad og gik i seng. Næste dag hentede Bill os efter skole, og vi kørte mod hospitalet. Roland ventede på os foran lægeboligen. Vi gik ind og hans tjenestepige serverede te for os. Foruden Roland arbejdede en kogekone i huset. Da vi havde drukket teen, gik vi over til hospitalet, som var færdigopført og hvor man nu var ved at få inventaret på plads.
Der var store sovesale for almindelige patienter, isolationsrum med polstrede vægge, forskellige møbler til fastspænding. Roland forklarede, at stedet blev drevet ud af filosofien om at patienterne fortjente ro, så de kunne bearbejde de problemer som havde ført til indlæggelse. Doktor Benjamin Rush, der var medunderskriver af uafhængighedserklæringen, blev betragtet som faderen til moderne psykiatrisk behandling og havde blandt andet opfundet møbler til brug i behandlingen. Rolands generation af læger havde dog udviklet på det oprindelige koncept.
Man havde også en stor afdeling til behandling af hysteri, hvilket en del kvinder led af. Sidst men ikke mindst så tilhørte Roland den moderne gren af forskere der forskede i arve-genmassen. 20 år før havde en stor gruppe af lærde som spandt fra læger til politikere mødtes dybt bekymret over af USA tilsyneladende tiltrak elementer som andre lande helst ønskede at komme af med. Befolkningens velfærd var truet, og derfor ville man arbejde på at fremføre de bedste elementer i befolkningen og reducere antallet af dem, som kun lå samfundet til last.
Det var en spændende rundvisning. En læge kom forbi og fortalte at job-interviews med kommende ansatte skred frem. I Gatorville havde man så småt oplevet en øget efterspørgsel efter beboelse til kommende ansatte og nogle hjemmegående hustruer havde også set snittet til at få arbejde på hospitalet som sygeplejere. Et arbejde som mest af alt gik på at sørge for mad og rent tøj til patienterne.
Vi kom til Rolands kontor på hospitalet. Han havde en flaske vin. Han skænkede os nogle glas. Jeg fik også et selvom jeg var for ung. Roland lød som en flink fyr, der ikke gik så meget op i det formelle.
Vi snakkede og kom ind på rygterne i byen. Selvom Roland kun havde boet i Gatorville i knapt en måned, havde han allerede hørt om Ethel og Bill, samt det faktum at jeg bar et korset. Roland som selv havde gået på kostskole og han vidste mere end nogle at når man skabte et lukket miljø, så opstod der handlemåder og traditioner, som kunne være noget på kant med de værdier der fandtes i det omkringliggende samfund. Roland fortalte at han respekterede Ethel og ville gerne optræde sammen med hende i sociale sammenhænge for at stoppe rygterne i byen som gik på at Ethel og Bill var sammen.
Et større problem var at få skabt accept af min påklædning. En løsning var at smide det i sommerferien, men det ville blive bemærket på kostskolen, som så ville sætte ind med drastiske midler. Det havde andre elever erfaret. Skolen rådede over specielle korsetter til elever, som krævede ekstra indsats for at få deres holdning til at være korrekt. Den risiko ville jeg ikke løbe.
Roland havde en idé. En skoleudflugt til hospitalet for en lille gruppe af elever kunne gøre forskellen. Han havde netop ansat personale, som ville være i stand til at løfte opgaven.
Sådan blev det. Roland tog kontakt til forældrene. Næste dag hentede Bill de store elever efter skoletid, så vi kunne køre ud og se hospitalet.
Roland stod klar til at tage imod os. Vi blev vist rundt på hospitalet. Vi kom til et rum og Roland tog ordet. “I dette rum praktiserer vi rollespil som led i folks behandling. Formålet er at åbne for gamle traumer ved at nedbryde de mentale barrierer som folk forskanser deres traumer bag ved.”
“Jeg synes at vi skal gøre et forsøg. Tag venligst Jeres tøj af.” Vi blev forbløffet. Hvad var det han bad os om?
“Kom nu igang. Jeg ved fra de lokale at I bader nøgne i åen.”
Tøvende tog vi tøjet af. Alle var nøgne bortset fra mig, som jo ikke kunne tage mit korset af. De 3 drenge kom med skadefro grimasser, mens Anna kiggede ned i jorden. To sygeplejersker kom ind med korsetter.
“I vil da ikke forlange, at vi skal have dem på” sagde Gilbert.
“Jo. Det var meningen. Mange kostskoler for drenge kræver, at deres elever bærer korsetter så deres holdning bliver perfekt. Jeg kan se at Matthew går på en af dem. Det er der ikke noget forkert i” sagde Roland.
“Jeg vil ikke. Jeg siger det til mine forældre.” sagde Gilbert.
“Vi ved det allerede.” Fru Parker kom ind af døren. Hun var iklædt en sygeplejerske uniform.
“Mor?” kom det fra Gilbert.
“Jeg tog arbejde her efter aftale med din far, da der kan være sløje perioder i forretningen.” sagde hun. “Jeg er enig med doktor Flush i at det ikke vil skade dig at gennemgå behandlingen.”
Sygeplejerskerne gav de andre korsetter på. De 3 kvinder strammede korsetterne ind efter tur. Rummet genlød af pusten og klagen. Derefter fik vi besked om at stille os ved siden af hinanden. Roland spurgte “Hvordan føles det? En smule uvant, ikke? Sådan må Matthew leve når han går på kostskole. Tro mig. Han har ikke noget valg. Det har ikke noget at gøre med hans seksuelle præferencer.”
Han holdt kort pause, før han fortsatte. “Men jeg kan se at I ikke er helt upåvirket.” Jeg kunne se hvordan Gilbert og Finn havde fået en stivert på. De kiggede ned i jorden.
“Hvilket bringer mig til næste del af behandlingen. Følg mig!”
Vi fulgte Roland ind i nabo-rummet hvor der stod nogle stole med læderremme på. “Tag plads” sagde Roland
Vi tog plads i stolene. Det var nogle mærkelige stole. Ud over remmene var der hul i sædet. Sygeplejerskerne skyndte sig rundt og strammede remmene omkring vores arme, ben og krop. Roland forklarede. “Disse stole er beregnet til at skabe ro i patienternes sind og give plads til eftertænksomhed. Det mener jeg er på sin plads i dette tilfælde hvor I skal bruge tiden til at tænke over jeres tendens til at dømme folk på forhånd så I kan bearbejde jeres sind til at åbne jer for nye impulser.
Roland tog en læderhætte frem, som han trak ned over Gilberts hoved. Den efterlod hans ansigt frit. Han strammede en rem under Gilberts hage. “Det er ikke for slemt - vel?” spurgte han Gilbert. Jeg kunne se at sygeplejerskerne efter tur gav os alle lignede hætter på.
“Det er ikke så slemt, men jeg kan næsten ikke høre Dem” svarede Gilbert.
“Det er på grund af polstringen. Meningen er, at I ikke skal høre og se indtryk udefra.” Roland tog et lille læderstykke frem. “Åbn munden” sagde han. Da Gilbert åbnede munden førte Roland læderstykket foran hans mund og jeg kunne forstå at der måtte være proppet et eller andet ind i Gilberts mund for hans hostede og forsøgte at spytte det ud, men Roland holdt det fast og en sygeplejerske strammede en rem så stykket blev holdt på plads. “MFF!” kom det fra Gilbert. Hans mor gik hen og klappede ham på skulderen “Tag det roligt, min søn. Doktoren har ret. Du er så fordømmende, selv over den måde din far og jeg har indrettet os på.” Roland tog endnu en polstret hætte frem, som han trak ned over Gilberts hoved. Der var kun en åbning til næsten i den. Gilberts hoved drejede fra side til side i et forgæves forsøg på at få hætten af. Med to polstrede hætter på, kunne han intet høre og heller ikke ingenting se.
De andre var blevet nervøse over det, de så. De råbte og skreg, men en efter en fik de først et læderstykke i munden, som blev holdt inde af det panel, det sad på og så en polstret hætte. Jeg så angsten i Anna’s øjne, da den sidste hætte blev trukket ned over hendes hoved.
Af en eller anden grund fik jeg lov til at se på hvad der skulle ske. “Fru Parker. Må jeg udtømme deres søn?” spurgte Roland.
"Ja, endelig." svarede Fru Parker.
Roland gav tegn, og en sygeplejerske tog en gummihandske på. Hun tog fat om Gilberts pung. Hans krop sitrede, da han mærkede berøringen, og et svagt grynt blev hørt inde fra hætten. Sygeplejersken havde styr på hvad hun skulle gøre. Snart knejsede hans penis stolt op i vejret. Sygeplejersken tog et svært stykke læder, som hun førte omkring hans pung, som hun strammede via en lille rem som kunne spændes. Det fik Gilberts pung til at blive strukket ud. Gilberts krop sitrede.
“Skal vi presse ham maksimalt?” spurgte Roland Fru Parker. “Ja. Han har længe trængt til at blive sat på plads.”
Roland tog en kasse frem, hvor der stod Doktor Young på. “Disse virker mod alle former for mavesygdom både kurrerende og forebyggende.” Han tog en DILDO
frem, som han smurte med fedtstof fra en krukke og rakte den til sygeplejersken. Den bestod af et bredt stykke i toppen og blev så smalt ved basen. Hun pressede den mod Gilberts ende og vi kunne høre det undertrykte skrig inde fra hætten, da den gled op i ham. Sygeplejersken pressede den op indtil den blev siddende omkring det smalle stykke.
Roland tog et prøveglas frem og holdt det klar ved Gilberts penishoved. Sygeplejersken begyndte at mastrubere Gilbert og svage grynt kunne høres fra hætten. Så med et stivnede hans krop, og hans væsker sprøjtede ind i prøveglasset. “Vi skal have det hele med” sagde Roland. Gilbert rev og flåede i remmene. Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt, så jeg kunne se at han var stakåndet. Så blev hans krop slap og hans hætteklædte hoved sank ned på skrå.
“Han fik for meget. Lad ham hvile sig. Fru Parker. De kan få deres dreng hjem i aften, når deres vagt slutter.”
Roland og sygeplejersken gik videre til Finn som fik samme tur som Gilbert og Roland samlede hans safter op med et prøveglas. Eliott rev og flåede i remmene, inden de var kommet til ham. Han fornemmede at det ville blive slemt. Roland fandt den største dildo fra æsken og brugte den på ham. Der blev ikke brugt tid på at bearbejde hans nosser og penis. Det var kun dildoen, som blev kørt ind og ud af hans hul. Hans krop strammede op og væskerne stod ud på gulvet. Der blev ikke gjort forsøg på at samle dem op med et prøveglas.
De var kommet til Anna. Roland henvendte sig til mig. “Jeg har haft en snak med både Anna’s bedstemor og Ethel. Det er klart at Anna lider af en overdreven drift til at blive tilfredsstillet. Vi giver hende en standardbehandling mod hysteri og hun vil blive her indtil weekenden. Sygeplejersken havde hentet en maskine med en gummikugle for enden. Der blev tændt for den, og sygeplejersken førte den mod hendes revne. “Alt for mange kvinder føler sig overset af deres mænd og trænger til stimulation. I Annas tilfælde skal vi gå efter at få erstattet hendes evindelige drift efter mænd med maskinel tilfredsstillelse så drifterne kan holdes i ave indtil hun møder sin tilkommende.
Han fortsatte, mens jeg kunne se Annas bryst hæve og sænke sig som om at hun hyperventilerede. “Jeg har fået at vide at hun ikke er jomfru mere. Det er ikke godt at hun går rundt med en evig drift efter at blive fyldt. Vi må se hvad vi kan gøre i forhold til at overstimulere hende.”
Annas krop sitrede og hvad der lød som høje hvin indefra hætten kunne kørtes. Det gled over i undertrykte skrig. Sveden sprang af hendes krop. Det løb ned på gulvet med hendes væsker fra hendes revne. Hendes krop sitrede. Hver eneste synlige muskel var spændt i hendes krop. De lyde der kom inde fra hætten stoppede med at lyde som om som noget der kom fra et menneske og trodsede enhver logik. Til sidst blev hendes krop slap.
Roland kom hen til mig. “Jeg tror, at de har fået en lektion.” sagde han.
“Hvad med mig?” spurgte jeg.
“Jeg vil gerne have en prøve af din sæd til forskningsformål og har fået tilladelse af din tante” sagde han mens hans gestikulerede at jeg skulle åbne munden. En ting af læder fyldte min mund og panelet, det sad på, blev spændt stramt om mit hovedet. Så trak han en hætte ned over mit hoved og alt blev sort.
Hensat i mørket mærkede jeg hvordan der blev taget fat om mine ædlere dele. Noget stramt blev bundet omkring mine nosser og jeg mærkede hvordan mine kugler hang ud forneden. Så mærkede jeg et pres mod min ringmuskel. Jeg huskede de dildoer, de andre havde fået op i sig. Det var ligesom på kostskolen. Jeg følte mig splittet. Hvorfor blev jeg seksuelt ophidset af at få noget stukket op i mig? Var jeg til mænd?
Smerten, da min ringmuskel gav efter for presset, blev hurtigt afløst af nydelse. Gummiklædte hænder tog sig kærligt af min penis og nosser. Hver berøring af mine kugler som sad strukket ud på grund af læderstykket føltes ekstra følsomt. Jeg kunne ikke stoppe min krop fra at reagere. Jeg fik den voldsomste udløsning, som jeg nogensinde havde fået. De gummibeklædte hænder tog voldsomt fat og malkede mig bogstaveligt for alle dråber i min krop eller sådan følte jeg det. Jeg skreg af vellyst, et uforståeligt skrig på grund af læderet i min mund.
Jeg måtte være gået ud som et lys. Jeg vågnede ved det skarpe lys da hætten blev trukket af. De andre var blevet befriet bortset fra Anna som sad i sin stol. En skål af stål var sat under hullet og jeg kunne forstå at stolen kunne fungere som toiletstol i tilfælde af at personen i den skulle være der i lang tid.
Inde i omklædningsrummet sad Finn og Eliot. De kiggede ned i jorden og havde ikke lyst til at kigge på mig. Gilbert var gået med sin mor. De havde sikkert noget at tale om. Udenfor ventede Bill med hestevognen. Jeg kunne forstå at han havde fået forklaret hvad Eliott var blevet udsat for, hvilket måtte være en lettelse så han ikke behøvede at disciplinere sin søn.
Vi kørte hjem, fik aftensmad og gik så i seng. Da jeg lå i sengen, lukkede jeg øjnene og så for mig Anna vride sig i stolen. Jeg blev så liderlig af hendes svedige spinkle krop som af al kraft kæmpede mod de kraftige læderremme. Der gik ikke længe før jeg fik udløsning og faldt i en dyb søvn.
Thank you for rating this article.