Året er 1915. Matthew går på kostskole og kan ikke rejse hjem til sine forældre, som er i England på grund af den store krig, som man kaldte 1. verdenskrig dengang. Som året før er han tvunget til at rejse ned til sin Tante i sommerferien. Tanten bor i sydstatsbyen Gatorville beliggende i Louisiana. Det er også den landsby, hvor Matthew’s store kærlighed Anna bor.

—

Toget var efter en al for lang tur på vej ind på stationen i Des Allemands, som lå ikke så langt fra Gatorville. På perronen ventede min Tante og Bill - hendes sorte kusk og hemmelige elsker. Sidste år var sluttet både godt og skidt for mig. Godt fordi Anna gav mig en intim oplevelse. Dårligt fordi min tantes fokus på hvad hun kaldte mit misbrug af min krop, havde begrænset mig temmelig meget. Hvordan ville det blive i år?

“Åh. Matthew. Hvordan har du det? Jeg var så bekymret over den lange rejse, du er nødt til at tage for at komme herned.”

“Jeg er mere bekymret over mine forældre. Tyskerne er begyndt at bruge luftskibe og giftgas. Bare de overlever.” sagde jeg.

“Ja. Den krig er ganske forfærdelig. Alle troede at den ville blive hurtigt overstået, men rædslerne står i kø for at blive bragt i aviserne. Bare tænk på passagererne på skibet Lusitania, som mistede livet.” sagde min Tante.

Vi satte os op i hestevognen og kørte mod Gatorville. Da vi nåede byen, kunne jeg igen se hvor fremmedartet, jeg var klædt på. Jeg glædede mig til at komme hjem til min Tante og skifte til den slidte skjorte og de de lidt for store overalls, så jeg ville ligne byens øvrige borgere.

Vi passerede det stolte Hotel Bayou og vi hilste på Hr. Ross som stod sammen med præsten og hans datter Grace. En yndig pige, men mærkelig. Hun var nok den eneste som gik i kjole blandt teenage-pigerne i byen.

Vel ankommet til min Tantes hus skiftede jeg tøj. Den grove skjorte. De obligatoriske overalls som jeg nu fyldte lidt mere ud. Var jeg vokset så meget på et år? Aldrig så snart havde jeg fået det tøj, som jeg ville bære resten af sommeren, før det bankede på døren. Udenfor stod Anna. “Matthew. Jeg er så glad for at se dig. Vil du med ud og gå?”

Jeg kiggede på min Tante som fik et bekymret udtryk i ansigtet, men jeg fik dog lov til at gå med Anna.

Vi gik ud gennem skoven over mod byggegrunden til det nye hospital. Jeg var meget overrasket over hvor langt de var kommet. Bygningerne stod der, og der herskede aktivitet med at få inventar ind.

“Min farmor siger at de er begyndt at hyre personale. Hun har allerede mistet nogle af sine folk. De andre forretninger vil også lide i starten, men så vil der komme folk udefra som skal arbejde på hospitalet og de skal bo og spise et sted. Det bliver en god tid for Gatorville” sagde Anna.

Vi havde siddet der et stykke tid, da en mand på omkring 40 år kom forbi. “Hej. Hvad laver I?” spurgte han.

“Vi sidder og følger med i byggeriet. Er det forbudt?” spurgte Anna.

“Nej. nej. Må jeg præsentere mig selv. Mit navn er Roland Flush. Jeg er den kommende overlæge på hospitalet. Hvem er I?”

“Anna LaFontaine” svarede Anna. “Matthew Collins” svarede jeg.

“Collins. Collins. Er du i familie med Ethel Collins? Hun skulle have flyttet herned for at blive skolelærer. Jeg gik på samme universitet som hun, men selvfølgelig på en anden linje” grinede han.

“Ethel er min tante," svarede jeg.

“Så må du hilse fra Doktor Roland Flush” sagde han og lettede på hatten, hvorefter han gik videre.

“Han er da en noget speciel type” sagde Anna, da han var udenfor hørevidde. Han var fint klædt på. Måske var det kun hotelværten Hr. Ross som kunne måle sig med ham. Man kunne se at han var en lærd person.

Hun lagde sig helt ind til mig. “Hvor var vi kommet til sidste år?" Åh jo. Hun knappede bukserne op og trak min penis ud med lidt besvær. Så begyndte hun at lege med den. Det føltes så dejligt. Jeg tænkte på hvordan hun så ud inde under hendes overalls og skjorte, som skjulte alt for meget af hendes dejlige krop.

Anna kunne noget med sine hænder. Jeg stønnede tungt og pludselig stod der en stråle ud af mine safter. Jeg fik det ud over tøjet. “Jeg tror, at du skal tørre det af” sagde Anna. Jeg skyndte mig at vende mig om i græsset og tørre det meste af. Der skulle gå lidt tid før vi gik tilbage, så de våde pletter ikke sås for tydeligt, tænkte jeg.

Det var tæt ved aftensmad, da jeg kom tilbage. Bill og Eliott overnattede begge hos os. I løbet af vinteren var drengens bedstemor død, så han flyttede ind sammen med sin far. Formelt levede de et hus på grunden bag os. Et forhold mellem min tante og Bill, som var farvet, ville ikke blive accepteret i byen. Ved aftensmaden nævnte min Tante nok en gang, at jeg skulle passe på Anna. Efter hvad hun havde fortalt, havde hun ikke været nem at styre og gav sine bedstemor flere hår på hovedet, end godt var. Næste dag startede sommerskolen og her fik jeg kun hilst på Anna og hendes bror ganske kort før jeg blev sat i gang med at undervise de farvede børn.

I frokostpausen kom en ung kvinde på omkring 18 år over til skolen for at snakke med min tante. Hende havde jeg ikke set før. Jeg spurgte Eliot, der var ved at spise sin frokost, om hvem hun var. “Det er Mary.” sagde Eliot og tyggede af munden, før han fortsatte: "Hun er Købmandens niece, som er sendt hertil for at arbejde som stuepige på hotellet.” Mary havde blondt hår og var klædt som en stuepige på den tid var med en sort kjole, hvidt tørklæde og hovedet dækket af en hvid hårbånd. Frisuren var bundet stramt op. Hun så dejlig ud. Jeg kunne ikke få mine øjne fra hende, hvilket Anna bemærkede og hun gik over og gav mig en albue i siden. “Av.” udbrød mig. “Træk din tunge ind” kom det vredt fra Anna.

Da det blev søndag, bad min Tante mig om at skifte til kostskolens tøj. Vi skulle besøge de to søskendes bedstemor. Bill kørte os derud. Det var en stor bygning. Anna og hendes bror var ude og fiske sammen med nogle lokale børn, hvilket var fint for den samtale som skulle til at foregå, var ikke for deres ører.

Vi blev vist ind i salonen på 1. sal. Her var der udsigt over en å som løb ned mod sumpområdet. Man kunne se hospitalet i det fjerne. Vi fik serveret te af nogle farvede tjenestepiger. De var elegant klædt på med deres sorte kjole og hvide forklæde. Man kunne se at familien var velhavende. Bedstemoderen gav tegn til at vi ville være alene og tjenestefolkene forsvandt. Min tante forklarede at den kostskole jeg gik på, kun var for drenge, men at ejerne, der var et katolsk foretagende ejet af kirken, også drev en kostskole for piger af det bedre selskab.

Bedstemoderen var meget interesseret. Hun var meget bekymret over hendes børnebørns manglende etikette og mangel på almen dannelse. Hun havde hørt rygter i byen om deres løsslupne opførsel. Ved at sende dem på kostskole kunne hun undgå en potentiel skandale.

“Så er der lige spørgsmålet om beklædningen," sagde min Tante. “Matthew. Kan du tage overtøjet af?”

Jeg blev ildrød i hovedet, men adlød. Snart stod jeg kun i korsettet. Et stykke læder dækkede, hvad der gemte sig mellem mine ben, men det var alligevel noget intimt.

“Hmmm.” Udbrød bedstemoderen. “Det giver den helt rigtige holdning. Gør det meget ondt - unge mand”

“I starten kan man godt få temmelig ømme skuldre.” svarede jeg.

“Et nødvendigt onde," sagde hun og nikkede. “Jeg har set hvad jeg skulle. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på denne løsning. Mine børnebørn har givet mig mange bekymringer den seneste tid.”

“Ja. Rygterne lever for godt i byen” sagde min Tante.

“Helt enig. Nu hvor vi er alene, må jeg dog advare dig. Der er nogle som har fået mistanken om at du er mere tæt med Bill end godt er. Pas på. Folk er ikke så tolerante som oppe nordpå.” kom det fra Bedstemoderen.

Min tante rødmede og bekræftede dermed indirekte rygtet i byen, men skyndte sig i forsvarsposition. “Jeg ved ikke, hvordan rygtet er opstået.” sagde min Tante “og det skal ikke gå ud over Bill.”

“Du må lade som om at du ses med en anden. Hvad med den nye læge? Roland Flush hedder han vist”

“Ja. Han er en gammel skolekammerat. Vi havde ikke noget intimt sammen, men han var en god kammerat. Jeg vil tage kontakt til ham.”

Jeg havde fået mit tøj på igen. Vi afsluttede vores teselskab og Bill kørte os hjem i hestevognen.

Jeg lå i sengen og legede med mig selv. Jeg vidste, at når Eliott overnattede i nabohuset, ville min Tante og Bill ikke invitere mig ind i hendes soveværelse. Chancen for at hun ville overraske mig var heller ikke til stede. Sidste år havde hun haft travlt med at påtale min leg i sengen, men i år havde hun tankerne andre steder med Eliott i huset. Han var over det hele. Når jeg tænker tilbage på det, så må han have haft hvad vi idag omtaler som et damp-barn.

Jeg havde så mange forestillinger om hvordan Anna så ud under det løsthængende tøj. Jeg forestillede mig hendes faste bryster og hendes faste baller og så næsten uden varsel fik jeg udløsning. Jeg tørrede det meste væk og faldt i en tung søvn.

Inde på skolen kom sheriffen forbi. I landsbyen Paradis havde en medhjælper hos den lokale købmand slået købmanden ihjel, og nu skulle vedkommende hænges. Sheriffen mente, at det vil stive moralen af hos de ældste elever at tage med og overvære henrettelsen.

Min Tante var ikke begejstret for ideen og ville ikke overvære henrettelsen, så aftalen blev at vi rejste med Andersson, som var betjent på stationen. Vi var Finn, Gilbert, Anna, James og så mig.

Bill kørte hestevognen til Paradise, som var en noget større by end Gatorville, måske var den dobbelt så stor.

Henrettelsen skulle finde sted på byens domhus, som var i 2 etager. Forhallen var indrettet så publikum kunne se fangen oppe på første sal blive gjort klar og så ville han falde igennem en faldlem til stueetagen, når bødlen udløste den.

Vi tog plads på nogle stole, som var sat op i forhallen og ventede. Mange af byens borgere kom ind i deres søndagstøj. Flere var hele familier som havde taget deres børn med. Lidt sært. Måske var der gået et kvarter, måske en halv time. Vi kunne høre at forsamlingen begyndte at snakke og udenfor var der støj. Døren gik op. En sort ung mand på cirka 18 år kom igennem døren med to betjente ved sin side. Hans håndled var fikseret til et meget bredt læderbælte. Fra bæltet gik der remme mellem benene og over hans skuldre. Han tog små skridt fordi han havde fodlænker på. Lyden af disse var tydelige, når han tog et skridt. Han kom til trappen og gik op ad den til første sal med meget langsomme skridt.

Jeg opdagede en ung kvinde i 20’erne. Hun var høj, slank og flot. Hvad var hendes rolle i dette?

“Jeg spurgte Andersson, hvem hun var. “Det er lægen. Ja. Den gamle læge er syg, så de sendte hans assistent. Hun er godt nok en smuk kvinde.

Jeg tænkte, at det var underligt, at en så ung kvinde fik et så grusomt arbejde, men det så ikke ud til at røre hende. Faktisk bar hendes ansigt præg af at hun var professionel, kold og uden følelser for den unge mand som havde begået en bestialsk forbrydelse. Byens indbyggere så ikke på den unge mand med venlighed. Han blev ført hen til faldlemmen. Da han stod korrekt, bandt en assistent hans ben sammen med to remme om henholdsvis lår og ankler.

En mand, som jeg forstå var dommer, læste dommen op. Han nikkede da han var færdig og spurgte om den unge mand ville sige noget. “Jeg …” startede han, men så trak en betjent en sort hætte ned over hans ansigt. Det var klart at de faktisk ikke gad at høre på ham. To betjente støttede ham, mens den gamle sheriff, der fungerede som bøddel, førte en løkke lavet af et meget tykt reb ned over hans hoved. Han prøvede at undvige det, men løkken blev hurtigt strammet tæt om hans hals. Jeg syntes at høre et “Åh nej”, men det var måske kun noget jeg forestillede mig.

I samme øjeblik mærkede jeg Anna’s hånd gribe hårdt om min. Den var svedig.

De to betjente, som havde støttet den unge mand, trak til side og i det samme stort set uden varsel trak sheriffen i et håndtag. Med et brag åbnede faldlemmen sig. Den spinkle krop faldt ned gennem faldlemmen og blev bremset af rebet kun 30 centimeter over gulvet i stueetagen. Jeg lyver ikke, hvis hele forsamlingen nærmest synkront fulgte kroppen ned gennem faldlemmen og bremsede, da kroppen blev stoppet brutalt. Gisp og et enkelt skrig hørtes fra forsamlingen. Et øjeblik var kroppen stille for enden af rebet, så fyldtes rummet af lyden af raslende lænker, læderet i seletøjet som blev strakt i hans forsøg på at komme fri og en rallen samt hosten som kom inden fra hætten. Mange gange kunne jeg i mit hoved høre lyden igen, når jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage på det.

Fik det dog ikke en ende? Hvor meget liv kunne der være tilbage i den unge mand? Hans fødder bevægede sig op og ned den smule som remmene tillod, og kæden mellem hans fodlænkede fødder raslede som den eneste lyd i lokalet. Anna’s hånd klemte så stramt omkring min hånd, at jeg næsten troede at hun ville være i stand til at knække flere knogler i den.

Kroppens bevægelser blev langsommere. Hvor lang tid der var gået vidste jeg ikke, men langt om længe var kroppen faldet til ro, bortset fra en næsten uset sitren. Andersson spurgte om vi var sultne, nu hvor det var ved at være overstået. Jeg havde en underlig klump i halsen og havde ikke lyst til at spise.

Den flotte kvinde Andersson havde sagt var en læge, gik over til kroppen og lyttede til ham med et stetoskop. Hun vendte sig mod sheriffen og drejede hovedet fra side til side for at signalere at det ikke var helt overstået endnu.

De gik. Vi rejste os op. Nogle familier havde taget deres børn helt hen til kroppen så børnene kunne se at forbrydelse ikke betalte sig. Ved udgangen stod en af betjentene. Andersson udvekslede nogle ord med ham. Da vi gik over til en lille cafe nær byens banegård spurgte jeg Andersson hvad han havde snakket med betjenten om.

“Jeg undrede mig over at han ikke havde fået afføring, men betjenten fortalte mig at de havde stoppet nok bomuld op i hans tarm til at kunne strikke en bluse, så udblokningen forhindrede det. Det havde de gjort fordi gulvet i forhallen ellers ville kræve mere end en almindelig rengøring.” forklarede han.

Vi spiste en hurtig måltid. De fleste bortset fra Andersson havde ikke nogen speciel appetit, så vi fik lov til at gå lidt rundt på egen hånd, før vi skulle køre hjem igen. Jeg tænkte på al den bomuld, han havde fået op bagi. Var det ligesom at blive fyldt ud af rektors penis? Han havde taget mig på kostskolen året før og jeg blev lovet muligheden for at blive præfekt på min stue, hvis jeg lod ham få sit ud fra det jeg kunne tilbyde ham.

Jeg kiggede ind af vinduet hvor den unge mands krop stadig hang. Lægen var der igen og denne gang nikkede hun til sheriffen. Jeg tænkte på hvor forskelligt seletøjet som de dømte skulle have på under henrettelsen var designet i henholdsvis Gatorville og Paradise. I en 10 minutters tid gik jeg rundt i mine egne tanker, da jeg stødte ind i den unge læge.

“Undskyld” sagde jeg. “Jeg så mig ikke for”

“Ingen årsag” sagde hun “Hvad hedder en så ung mand?”

“Matthew Collins. Jeg er nevø til lærerinden over i Gatorville.”

“Gatorville. Er det ikke der det store nye hospital åbner?”

“Det er korrekt.”

“Lyder spændende. Undskyld. Jeg glemte at præsentere mig selv. Mit navn er Alice Crawford. Nu må du have mig undskyldt. Der er en ting, jeg må undersøge.”

Hun gik med hastige skridt. Det var blevet tid for at køre tilbage til Gatorville, hvilket vi gjorde på Bill’s hestevogn. Om aftenen legede jeg med mig selv igen. Jeg huskede tilbage på året før hvor sadelmagerens kone havde givet mig seletøjet som man henrettede folk i Gatorville med.

Hvordan ville det være at stå der i uvisheden og ikke vide hvornår bødlen trak i håndtaget og rebet ville strammes om ens hals? Min penis blev hurtig stiv og jeg fik udløsning hvorefter jeg faldt i en befriende søvn.