En uge gik. Jeg lå i sengen. Beate’s pleje havde gjort, at jeg nok ville komme mig over Gisela’s behandling uden efterfølgende komplikationer.

Døren gik op. Det var Beate. “Collins spørger efter dig. Er du frisk?”

Jeg nikkede.

Collins ventede oppe i krostuen.

“Lad os gå en tur” sagde han

Vi gik ned til havnen, hvor der herskede megen aktivitet og fandt efter nogen tid ud til en øde kaj. Der havde været et anlæg til ubåde, som var blevet bombet under krigen. Man talte om at fylde området op og lave nye kajanlæg.

“Sæt dig ned” sagde Collins.

Vi satte os ned og betragtede på afstand aktiviteten i havnen.

“Jeg har nyt omkring Gisela.”

“Nå” Jeg var egentlig ligeglad. Jeg hadede ikke Gisela. Jeg hadede det, hun havde gjort imod mig. Jeg hadede det hun stod for, men ikke som person. Hvem ved hvordan vi ville have endt hvis vi havde vokset op under et styre som det Tyskland havde og sandheden alene var hvad regeringen mente?

Collins tog et dybt åndedrag. “Det viser sig at Gisela blev holdt for nar af Steiner. Der var aldrig tale om noget politisk i det som Steiner foretog sig. Det var sortbørshandel. Vi har fundet beviser for at han var involveret i korruption under stort set hele krigen. Modstandere og konkurrenter skaffede han af vejen ved at anklage dem for forbrydelser mod styret.”

“Hvad med Gisela’s ryg? Vi har jo alle set de grusomme ar hun har.”

Steiner gav hende en behandling med en tyrepisk. Hun havde en fanatisk tro på ham og var klar til at udholde alle former for behandling. Over flere år brød han hendes grænser ned og ung som hun var da de mødtes, havde hun reelt ingen chancer for at bryde ud af deres forhold.

“Hvad så nu? Du kan jo ikke bruge hende. Slipper I hende fri?”

“Lige nu holdes hun i en af vores hemmelige fængsler uden at der er papir på det. Det er ikke op til mig. Jeg er blevet kaldt hjem til USA. Min afløser må tage beslutningen om, hvorvidt at hun skal retsforfølges for den tid hun arbejdede i en KZ-lejr.”

“KZ-lejr?” Jeg kom pludselig i tanke om at Gisela selv havde fortalt det til mig, men jeg havde været for stresset i situationen til at bide mærke i det.

“Ja. Steiner havde sendt hende til KZ-lejren Uckermark, hvor hun arbejdede under et falsk navn. Det er derfor, at hun ikke blev opdaget. Vi fandt beviserne i den ejendom, hvor vi fandt Steiner.”

“Skal hun så for en domstol og hænges?”

“Nej. For netop denne KZ-lejr rummede kun tyskere på det tidspunkt hvor Gisela arbejdede der og dem er offentligheden og især kapital kredsene hjemme i USA ikke interesseret i, så det kommer nok ikke til at ske, men hvem ved?”

“Jeg synes at det ville være slemt hvis hun går fri”

“Officielt er hun ikke arresteret eller i vores forvaring. Vi holder hende et sted, uden at det er ført til protokols, men som sagt er det op til min efterfølger at beslutte hvad der skal ske. Jeg har i øvrigt slæbt dig herud af en anden årsag.” Han tog nogle mapper frem.

“Det er mine oplysninger om Beate og dig. Idag har jeg bedt mine mænd om at hente FILM-udstyret. I er officielt fritaget for flere opgaver. Hvad der er sket, er så at sige aldrig sket. Er vi enige om det?”

Jeg nikkede. Hvilken lettelse at være fri for den afpresning, Collins havde udsat os for.

“Tak.”

“Det er mig som takker. Uden Jeres indsats havde vi ikke fanget Gisela og Steiner. Så ville vi have spildt mange ressourcer på at skabe kontakt til et spion-netværk, som slet ikke fandtes.”

Vi sad tavse. Et spørgsmål meldte sig.

“Gatorville” sagde jeg.

Collins rettede sig op. Han virkede overrasket. “Hvad med Gatorville?”

“Er det fra nogle i Gatorville at du havde hørt om mig?”

“Ja. Hvis det skal være, så bekræftede Doktor Crawford din identitet før du kom herover efter at Beate havde nævnt dit navn og jeg så det i passagerlisterne. Vi fik en lang snak om hvad du havde lavet i byen. Det var derfor, at jeg regnede med, at du ville spille med, selvom opgaverne kunne være vanskelige.”

Collins tav et øjeblik hvorefter han fortsatte. “Ser du. Da jeg var i Gatorville under 1. verdenskrig, var byen en anden. Dengang var Doktor Crawford assistent for en ældre læge og ikke chef på hospitalet. Det var faktisk ikke engang åbnet da jeg kom dertil i 1914. De to kvinder ejede heller ikke hotellet og Karens far havde ikke købt Købmandsbutikken. Det var en anden by.”

Han tog sin pibe frem og begyndte at rode med den.

“Men jeg lærte Doktor Crawford at kende, da hun kom til byen og hun reddede mit liv. Min kone er født i byen, så jeg kom der indtil…” Han blev tavs et øjeblik. “.... indtil den Spanske syge ramte og jeg mistede mange venner og min kone stort set hele sin familie under pandemien.”

Der var noget i det smertefulde udtryk som Collins fik i ansigtet, som fortalte mig at jeg ikke skulle spørge ind til det emne mere.

Vi rejste os og gik tilbage til kroen. Da vi stod udenfor døren, rakte Collins mig hånden “Farvel Viggo Jensen. Må du leve i mange gode år. Endnu engang tak for hjælpen.” Jeg takkede Collins. Uden hans hjælp havde jeg ikke fået kontoret op og stå så hurtigt i en by som manglede stort set alt. Jeg blev stående og så at han kørte væk. Derefter gik jeg ind til Beate og bad hende om at følge mig ned i kælderen.

“Beate. Vi er frie. Collins har sat os fri!”

“Er det rigtigt?” Hun omfavnede mig og vi kyssede.

“Ja. Jeg har fået mapperne med vores oplysninger udleveret, så hans efterfølger ikke kan bruge dem mod os.”

“Det er så dejligt. Jeg troede at det var fordi vi skulle have noget bedre udstyr, da to soldater kom og fjernede film-udstyret i morges, men vi er frie!” Hun nærmest lo.

Vi kyssede igen. “Skal vi gå ind i rummet?”

“Ja.” svarede jeg og kyssede hende igen.

Et halvt år senere gik jeg gennem de to værelser på 2. sal, som nu skulle være rederiets kontor. Det var slut med at være i kælderen. Der var kommet glas i vinduerne takket være den indsats rederiet havde ydet under krigen. Hovedkontoret i København var begejstret. Selvom jeg ikke synes at jeg havde udrettet noget særligt, havde jeg en høj stjerne hos ledelsen.

Det bankede på døren. Det var Irene og Wilson. Min søster tog ordet. “Viggo. Min tid her i Hamborg er slut. Jeg fornyer ikke min kontrakt. Selvom Brent prøvede at få mig til at forlænge, så vil jeg hjem og starte et nyt liv. Wilson har fået arbejde som vagt ved den Amerikanske Ambassade i København, så vi rejser sammen.”

Jeg lykønskede dem. Det var klart, at der foregik noget mellem min søster og Wilson. “Så du skal ikke tilbage til Gatorville?” spurgte jeg Wilson.

“Nej. Gatorville er fortid. Jeg vil starte på ny nu hvor jeg har lagt låg på de ting, der skete under krigen.”

“Held og Lykke” sagde jeg.

Vi spiste sammen i kroen den aften. Brent havde arrangeret at en af hærens fotografer kom forbi. Han tog et billede af os alle sammen. Jeg tager det stadig frem en gang imellem og tænker tilbage på dengang da vi alle følte at vi var kommet ud på den anden side efter nogle svære år og hvordan vi troede på fremtiden lykkelig uvidende om alle de udfordringer livet senere gav os.

En måned senere blev det tid til at sige farvel til Iris og Karen. De ville også ud og se verdenen frem for at rejse hjem til Gatorville. Jacobsen - min gamle chef - havde overtaget pensionatet, jeg boede på i Los Angeles, men havde ikke tid til at drive det, da han også skulle passe sit arbejde for rederiet. Så de to kvinder ville bestyre det og så bo i Los Angeles. En stor chance for dem. Jeg var ked af at se dem rejse. Jeg kom til at tænke på at det ville være en omvæltning for dem at bo i Los Angeles, men hvis jeg havde vokset op i Gatorville som var en meget isoleret landsby i Louisiana, havde jeg nok også valgt at rejse væk.

Jeg sad i det nye kontor og skrev en rapport til hovedkontoret, da Beate kom ind for at tale med mig. “Viggo. Det er Bathelow og frue. De venter nede i rummet.”

Det var ikke rart. “Ved de noget?” spurgte jeg Beate. Vi havde jo sneget et stempel ud fra deres bolig. Rygterne gik i byen om at ægteparret ville føle konsekvenserne af at have samarbejdet med Steiner.

“Nej.” svarede Beate

“Så lad os gå ned til dem”

Vi gik ned i kælderen og hen til det rum hvorfra Beate drev sin virksomhed. Indenfor ventede ægteparret.

“Beate og Viggo. Vi er kommet for at fortælle Jer at vi skal til Indien for at hjælpe Mountbatten med det vanskelige arbejde som står foran Imperiet. Vi tænkte, at vi skulle nyde en sidste aften i hinandens selskab.”

Så havde Brent ret, tænkte jeg. Jeg havde haft en samtale med ham om, hvad der ville ske med ægteparret. Brent mente, at de med deres forbindelser til overklassen nok ville blive sendt langt væk til Britiske Imperiums overdrev, frem for at risikere hvad der skulle betegnes som en skandale, hvis en offentlig retssag blev ført mod parret.

“Vi kommer. Det er trist at høre, I skal rejse” løj jeg.

Samme aften bankede vi på hos ægteparret. Vi nød en udmærket middag med god vin. De måtte have opbygget et større depot grundet deres samarbejde med Steiner, tænkte jeg.

Deres køkkendame trak sig tilbage og vi sad i stuen, mens vi snakkede om løst og fast. Flere flasker rødvin blev åbnet og Maud flyttede sin krop helt hen til mig. “Viggo. Hvad siger du til at vi gentager vores leg fra dit sidste besøg? Beate kan give Bathelow den behandling han så godt kan lide.”

Jeg nikkede. Vi gik ovenpå hvor Bathelow tog sit tøj af og vi igen kunne se det læderkorset han bar.

“Viggo. Hvad siger du til at få et lignede korset på?” spurgte Maud. “Har du noget imod det?” spurgte hun henvendt til Beate.

“Nej. Det er fint med mig. Jeg tror, at Viggo også er med på den.”

De fandt et læderkorset frem. Det var klart at Bathelow med sin dyre overklasse kostskole baggrund havde vænnet sig til at gå med dem hele livet som så mange på hans tid, men jeg fandt det ubehageligt.

“Åh Gud. Hvor er det stramt. Jeg kan næsten ikke få vejret.” stønnede jeg, mens Bathelow trak i de snøre, som reducerede min livvidde hver gang at han med hårde ryk trak i de snore som korsettet var udstyret med på ryggen.

Beate tog min hånd. Vi vidste begge at der ville være en pris at betale for den indsats vi havde ydet og en aften i selskab med det bizarre par var ikke en høj pris at betale.

“Sådan” sagde Bathelow endeligt og accepterede at korsettet ikke kunne strammes yderligere. Beate tog Bathelows arm og trak ham over til de manchetter, som hang ned fra loftet. Det tog hende ikke lang tid at få ham fikseret. Han fik en gagball i munden. Jeg kravlede op i sengen til Maud og begyndte at tilfredsstille hende med min tunge. Jeg kiggede over og kunne se hvordan det ophidsede ham at se mig først og så Beate som også kravlede op i sengen muntre os med hans kone.

Maud var umættelig. Vi brugte vores tunger på hende og hun krævede hele tiden mere. Hun var blevet meget våd forneden. “Beate. Find en påspændingsdildo og elsk med mig. Lad Viggo hænge ved siden af Bathelow. Jeg havde bemærket at der var en sæt manchetter mere som også hang ned fra loftet. Jeg lod beredvillig Beate fiksere mig og snart stod jeg ved siden af Bathelow og var ligesom ham tvunget til tavshed på grund af en gagball som Beate havde tvunget ind i munden på mig.

Beate tog en dobbelt påspændingsdildo på og begyndte at tage Maud i hendes våde revne bagfra. Det virkede ophidsende at se på og jeg ønskede at jeg var med dem over i sengen, men ligesom med Bathelow måtte jeg nøjes med tilskuerens rolle. Både Beate og Maud stønnede, og det var klart, at det var en ophidsende oplevelse for dem begge. Beate vidste hvad hun gjorde. Med hårde brutale stød bragte hun Maud til en skrigende orgasme. Jeg kunne se at Beate også kom. Hun trak sig ud og lagde sig på ryggen. Maud kom sig og hjalp hende af med påspændingsdildoen. Hun gik over til sin mand og løsnede ham. Hun bandt hans hænder sammen på ryggen og kommanderede ham så over så han kunne give Beate en tur med hans tunge. Beate som var helt udmattet kom sig langsomt. Bathelows tunge gjorde det godt og hun begyndte at stønne tungt. Så spændte hendes krop op og jeg kunne forstå at hun kom en gang til.

Det havde været meget ophidsende at se. Min pik stod stiv ud i luften. De kom over til mig. “Jeg har lyst til dig” sagde Maud. “Også mig” kom det fra hendes mand. Jeg fik hænderne bundet på ryggen og placeret så jeg kunne tage Maud bagfra. Beate førte min pik ind i Maud’s fugtige hile. Bathelow tog plads i sengen. Derefter gav Beate Bathelow et kondom på og guidede det hans pik hen til min åbning. Jeg mærkede hvordan at Bathelow lod sin pik presse mod min ringmuskel. Beate havde smurt noget uden på kondomet så den gled let op i mig. Jeg gryntede og salven løb ud af mundvigen og på grund af den gagball som jeg havde i munden var der intet jeg kunne gøre. Bathelow trængte ind i mig og han begyndte at pule mig i takt med at jeg bankede min pik ind i hans kone.

Beate støttede mig og drillede periodisk mine brystvorter. Jeg var helt i mine sansers vold og jeg fik hurtig udløsning til Maud’s store fryd. “Fyld mig helt op” stønnede hun. Det fik Bathelow til at sætte farten op, og inden længe fik han en voldsom udløsning, hvor han udstødte et brøl.

Vi faldt omkuld i den store seng. Morgenen efter fik vi morgenmad, før vi tog afsked med Hudson-ægteparret. De forlod Hamborg uden at opdage at vi havde haft en finger med i spillet i forhold til at de nu skulle til Indien og det var nok egentlig bedst sådan.

En måned senere kiggede Beate ind på mit nye kontor. “Viggo. Jeg har fået nogle kasser fra Los Angeles. Ved du noget om det?”

“Nej. Jeg har ingen anelse. Hvem er afsenderen?”

“Det var fra rederiets kontor” sagde hun.

Jeg fulgte hende ned i kælderen. De to store kasser stod i det lille kammer, som før havde huset mit kontor.

Vi fandt som noget af det første et brev fra Karen. Som led i deres overtagelse af pensionatet havde Jacobsen også bedt dem om at tømme Sylvia’s hus og de havde fundet ting, de mente Beate kunne bruge i sin forretning. Jeg gruede ved tanken om hvad de havde sendt over, og min frygt blev bekræftet.

Det var tunge regnfrakker, handsker, gasmasker og specielle gummi-trusser. Der var ingen vej uden om. Jeg måtte forklare Beate om den afpresning som min daværende kæreste Eka og jeg havde været udsat for.

I Hollywood før krigen eksisterede der et fetish miljø, som vi var blevet presset ind i takket være to kvinder hvoraf den ene havde ansættelse hos rederiet.

Myndighederne slog ned på miljøet og de mafia-forbindelser, der drev det for på den måde at komme ind i filmbranchen. Resten af krigen gemte jeg mig i Louisiana. Jeg var slet ikke klar over, at kostumerne hele tiden havde ligget i Sylvia’s hus indtil nu. Jeg troede at myndighederne havde konfiskeret dem.

“Det ser da meget spændende ud. Har du prøvet dem?”

Det var sådan at Beate fik den fulde historie om min tid i USA. Hun følte med mig, men så store muligheder i at afprøve de mange gummiting på de kunder som betalte for at være slaver. Som det var gået før, fik Beate mig overtalt til at være prøveklud og jeg tog alt tøjet af.

Tøjet kom i mange størrelser. Beate fandt et svært talje korset frem. På siden var der ringe, som man kunne fastgøre manchetter på. Jeg fik et par på, som holdt mine underarme fast. Jeg tog plads i den gynækologstol vi havde fået tilsendt tidligere og Beate fikserede mig på arme og fødder, samt med brede remme omkring min krop. På en eller anden måde følte jeg tryghed. Mine ben blev fikseret i hver sin bøjle og de blev ført ud til siden, så jeg lå klart til at blive brugt. Hun trak en gummihætte ned over mit hoved. Der var åbning til ansigtet. Så fik jeg en gagball i munden og hun gav mig øjenbind på. Et bredt halsbånd af gummi blev bundet omkring min hals. Til min skræk var det et, som kunne fyldes med luft. Beate pumpede det, så det sad meget stramt om min hals. Jeg trak vejret med besvær. Jeg mærkede, hvordan hendes hænder kærtegnede min krop. Hun havde gummihandsker på. Hun begyndte at lege med mine kugler. Da min pik var blevet stiv, førte hun en rem omkring penisroden.

Så mærkede jeg pludselig en finger ramme min ringmuskel. Jeg gryntede protesterende og prøvede at rive mig fri, men det var ingen nytte til. Jeg var fikseret for godt. Det var ikke hvad jeg havde regnet med. En DILDO blev ført mod min åbning. Jeg prøvede at sige stop, men gagballen gjorde al tale uforståelig selvom jeg tænker at Beate godt vidste at det ikke var det jeg ville have.

Jeg mærkede, hvordan dildoen trængte ind i mig. Hun startede den, og den kørte frem og tilbage. Hun havde smurt den ind i noget fedtstof, så det var ikke så slemt. Imens begyndte hun at lege med mine nosser og pik med sine gummibeklædte hænder. Smerten gled hurtigt i baggrunden. Jeg begyndte at føle nydelse. Det var ikke som første gang, at jeg blev malket på hospitalet. Jeg vidste hvad som ville ske.

Der gik ikke lang tid før mine safter sprøjtede ud i rummet. Beate trak dildoen ud af mig og jeg kom fri igen. “Viggo. Du må undskylde. Jeg har tænkt meget over hvad I blev udsat for og måtte se det for mig selv. Nu hvor jeg har set det, kan jeg bruge det i min forretning.” Hun kyssede mig og vi gik op i krostuen for at få noget at spise.

I slutningen af 1949 sad jeg på kontoret og så nogle billeder af det bryllup, vi havde været til. Det var Jack-Marie Henriot og Hildegards bryllup. Han skulle til Tanger og for at få sine slaver med, havde han indgået giftemål med Hildegard. Horst så ikke glad ud på billederne, hvilket jeg ikke kunne fortænke ham, men der var ikke så mange optioner for Horst og hans mor.

Det bankede på døren. Det var Ute, som var startet på kontoret som min sekretær. Jeg havde fået Beates accept til at hyre hende. Hun havde arbejdet som sekretær før krigen, så hun fandt nemt ind i jobbet.

“Konsul Andersen-Nydal venter i forkontoret. Kan du tage imod ham?”

Om jeg kunne. Selveste chefen!. Jeg gik ud og tog imod ham. Hvad ville han i Hamborg uden varsel? Vi satte os ned og efter at Ute havde serveret kaffe og vi sad for os selv fortalte han hvorfor han var kommet til Hamborg.

“Viggo. Vi har et problem i Tanger. Vores skibe er tilsyneladende brugt til våbensmugling, og varerne forsvinder i Tanger. Vi har brug for at du rejser til Tanger og hjælper Erik Pedersen med at finde ud af hvem som misbruger vores virksomhed og hvor våbnene forsvinder hen. Kan du hjælpe os?”

“Jo. Men….”

“Selvfølgelig vil stillingen her vente på dig. Vi er i ledelsen meget tilfredse med din indsats og du vil altid have en høj stjerne i rederiet. Måske vil du over tid blive taget hjem for at være en del af ledelsen, men det er fremtid. Vil du påtage dig opgaven?”

“Ja. Det vil jeg gerne”

Andersen-Nydal takkede mig. Han skulle videre for at besøge Antwerpen, som havde været slemt ramt under krigen. Jeg gik ned til Beate for at overbringe hende nyheden. Jeg var usikker på, hvordan hun ville modtage den.

Da jeg fortalte Beate, at jeg skulle rejse, blev hun overraskende nok glad på mine vegne. Da hun så min forbavselse, spurgte hun “Troede du, at vi skulle være sammen her i Hamborg for evigt?”

“Ja.”

“Viggo. Din skæbne er at rejse. Min er at drive stedet her. Du ville kede dig i længden. Rejs til Tanger. Fix problemet. Du vil altid have et sted her hos mig, men du skal ikke nægte dig selv chancer i livet for at være sammen med mig.”

Jeg skulle til at sige noget, men hun lagde en finger på mine læber. Så lænede hun sig ind mod mig og vi kyssede.

Beate fulgte mig til skibet, som skulle bringe mig til Tanger. Vi vinkede til hinanden, indtil kajen forsvandt af syne. Nye eventyr var i vente.

SLUT

Thank you for rating this article.