Viggo var i USA lige da 2. verdenskrig starter og kunne ikke komme hjem. Ankommet til Los Angeles blev han hurtigt offer for to kvinder som sørgede for ufrivillige deltagere til bizarre temafester for Hollywoods elite. Politiet greb ind, men Viggo måtte tage flugten fra byen da kvindernes kriminelle bekendte ikke ville stå tilbage for at gøre ham tavs. (Novellen "Gummi-klubben") Dette er beretningen om hans ophold i på Hotel Bayou, som ligger i en stille landsby i staten Louisiana.

----

Jeg sov det meste af natten på toget. Det blev også til nogle overnatninger på diverse hoteller før at jeg endelig kom til Louisiana. Der var soldater alle steder på vej fra den ene kaserne til den anden. USA var blev vækket på den grusomste måde og gik nu 100 procent ind i krigen. Midt i det morads af kaos, panik og rygter var jeg danske Viggo på vej mod en ukendt skæbne.

Jacobsen ville holde mig ude af krigen og derfor skulle jeg arbejde på et hotel i en by som hed Gatorville og som lå på grænsen til de store sumpområder ved den Mexicanske Golf nær Mississippiflodens floddelta.

Jeg tænkte undervejs på hvordan de mon havde det hjemme i Danmark. Var min familie overhovedet i live? Det havde været umuligt at skrive med dem. Jeg var på egen hånd. Langt om længe kom jeg til en lille afsides station ved navn Del Allemands. Der var ikke mange på perronen. Var jeg kommet til det rigtige sted?

En midaldrende dame kom hen til mig. "Er du Viggo?"

"Ja" svarede jeg. Jeg havde nu boet i landet i over 2 år.

"Du kan kalde mig Ruth. Man kan høre din accent, men det er intet problem. Der er mange efterkommere fra danske udvandrere som taler samme accent, selvom de er født her. Det skal nok gå"

Vi gik ud af stationen og ned foran på pladsen hvor der holdte en gammel Ford varevogn. "Det er vores nabos vogn. Han driver en Købmandsbutik. Jeg har fået lov til at låne den." Vi kørte mod Gatorville. Der var cirka 30 kilometer til byen. Jeg fik en forklaring på hvordan hotellet blev kørt. Hotellet blev ejet af to kvinder, som hed Ruth og Ethel. De købte det for 30 år siden. De havde ikke mange penge, men de tog forældreløse ind og unge som var blevet udskrevet fra statshospitalerne for at lære dem op i hoteldrift. Alle fik deres eksamen og tog så videre. Nogle blev ved med at arbejde på hoteller. Andre tog yderligere uddannelse. Over 50 unge havde de haft gennem årene og stort set alle var det gået godt.

Vi havde kørt 5 kilometer, da vi drejede ned af en grusbelagt lille vej. "Vi skal forbi lægen først."

Vi kom til en lidt større bygning. På afstand over nogle marker kunne man se en række bygninger. "Hvad er det" spurgte jeg.

"Det er det store statshospital for mentale syge. Det er samfund for sig selv. Doktor Crawford er en ven. Vi skal lige besøge hende og få dig undersøgt. Louisiana kan være et barsk sted hvor det fugtige klima kan være en udfordring for mange."

Vi gik ind i huset. Doktor Crawford viste sig at være en kvinde. "Alice" præsenterede hun sig som.

"Sæt dig ned Viggo. Vi skal have en snak"

Vi satte os ned. Alice havde lavet kaffe og der var også kage til. Alice kiggede længe på mig. "Du er så smuk og lyshåret. Når du en dag får børn bliver de perfekte" udbrød hun. "Ja. Undskyld mig, men jeg er aktiv i foreningen Euthanasia Society of America og vi har arrangeret flere "Better Baby" konkurrencer, hvor mødre og fædre med dine typer gener er efterlyst. Nok om det. Du er her af en anden årsag. Ruth. Vil du starte?"

Ruth lagde hårdt ud "Vi har aftalt med Jacobsen at du arbejder på hotellet indtil krigen er slut eller det på anden måde bliver muligt at rejse til Danmark. Problemet er at vi i byen har en meget aktiv rekrutteringsofficer med navn Blackloch som gør alt for at få rekrutteret mænd til forsvaret. Selvom du som udlænding har IV-C status, så viser erfaringer fra den sidste krig at man formentlig vil se stort på det. Desuden er der en risiko for at du som Dansker der kommer fra et land som var lige lovlig hurtigt til at indgå i samarbejde efter besættelsen kunne blive genstand for internering. Derfor har vi været nødt til at være kreativ."

Jeg tænkte på pigen Eka fra renseriet som nu sad i en interneringslejr. Det lød ikke sjovt.

Ruth rev mig ud af mine tanker "Vi har derfor besluttet at du skal være stuepige"

"Hvad??"

"Det er den eneste løsning. På den måde vil du være i fred for Blackloch. Han har allerede fået Wilson - en af drengene på hotellet - til at få ind i hæren. Han giver bare ikke op."

Jeg var betænkelig, men huskede hvad lægen på sygehuset tilbage i Los Angeles havde sagt. Mine lunger var skadet og det var ikke sikkert at jeg holdt særligt længe hvis jeg blev udsat for store fysiske krav. Det var jo derfor at jeg var gået i land i stedet for at være fortsat til søs. Jeg kunne bare ikke være soldat.

Jeg nikkede.

"Jeg kan se at du ikke er glad. Jeg lover heller ikke at det er let. Drik din kaffe. Så går vi igang."

Kaffen blev drukket og de to damer bad mig om at følge med.

Vi kom ind i et rum hvor der hang en barre ned fra loftet. "Det er husets gymnastik rum. Jeg har nogen gange nogle patienter ovre for at træne deres motorik. Tag tøjet af bortset fra undertrøjen.

Jeg tog tøjet af.

Ruth kom med nogle lædermanchetter. "Du skal have disse på." Alice hjalp mig med at få dem på håndled og benene. Vi gik over til en træbarre som hang ned fra loftet. Der var nogle kæder som kunne gøres fast til manchetterne. Alice forklarede at hun havde nogle med skader på rygsøjlen som skulle være i stræk i lang tid og de blev så strukket ud hængende fra træbarren.

"Prøv at holde fast i træbarren, så er det nemmere" Kæderne blev gjort fast og Alice trak i et reb hvilket fik barren til at hejst op. Snart stod jeg på tåspidser. "Åh. Det er godt nok hårdt for armene." klagede jeg.

Alice ignorerede mig. Nogle kæder blev gjort fast til nogle ringe i gulvet, jeg ikke havde set og ligeledes i manchetterne som jeg havde fået på benene. Alice og Ruth hæv nu begge i rebet og træbarren blev løftet så meget at jeg hang spændt ud. "Det gør ondt" klagede jeg.

"Roligt. Det er vigtigt at du får nogle kvindelige former, hvis du skal fremtræde troværdigt"

Ruth kom med et bredt læderstykke som jeg hurtigt genkendte som et korset. "Er det ikke overdrevet" spurgte jeg

"Nej. Det er nødvendigt. Blackloch er ikke nem at narre."

De svøbte korsettet omkring mit liv. Det kunne hægtes foran. Bagpå var der snøre og Alice trak i dem. "Åh." pustede jeg. Det var ligesom at få en knytnæve i maven. De blev ved med at trække. "Stop. I skærer mig midt over." De sagde ingenting og blev ved med at trække. Snart blev jeg svimmel. De trak og trak. Mærkelig nok blev min pik stiv, hvilket gjorde mig flov et øjeblik, men jeg glemte det hurtigt, da de blev ved med at trække i snorene. Jeg gav et host eller et støn fra mig, hver gang at de trak til.

Langt om længe blev de færdige. Snorene blev dækket med et slags stofpanel og nogle små hængelåse blev sat på panelet, så jeg ikke kunne løsne snorene selv.

"Så er der lige det med rejsning du har fået. Den skal dæmpes. Heldigvis har sygehuset nu i næsten et årti været med i "Scientific Baby Contest" og på trods af dine lungeproblemer tror jeg nu at din sæd ville kunne bruges til formålet. Alice åbnede en dør og tog en maskine ud. "Ruth. Tager du lige skamlen?" Ruth placerede en skammel bag mig og stillede sig op på den.

"Åbn munden Viggo" sagde hun. Jeg var noget svimmel og åbnede munden uden spørgsmål. Jeg fik et tyk gummistykke i munden. "Rolig Viggo. Det er bare et bid, så du ikke larmer så meget."

"Mmf.." var alt hvad jeg kunne sige.

Ruth gik ned af skamlen og Alice pillede med maskinen. Hun tog et metalrør frem, som havde en tyk ledning der førte til maskinen. Hun førte den ned over min pik. Der var gummi indeni og det føltes rart selvom hele situation var noget mærkelig.

Alice tændte maskinen og jeg mærkede at det var en form for en malkemaskine. Det var dejligt selvom at jeg næsten ikke kunne trække vejret på grund af det stramme korset og det gjorde ondt i armene at hænge i dem i så lang tid.

"Mmmmf."

"Ja. Det er godt. Bare giv efter" Maskinen kørte og jeg mærkede hvordan udløsningen pressede sig på.

"Mmmmmfff" Sæden stod ud af mig.

"Perfekt, men vi skal have alt ud. Det tager 3-5 dage at bygge en ny ladning op og du kan kun komme forbi her en gang om ugen.

De sidste dråber løb ud af mig og jeg blev helt slap i kroppen. Alice tog røret af min pik. Jeg hang og sundede mig.

Pludselig stivnede jeg. En DILDO blev ført ind i mit bagerste hul. "Rolig. Det er et doktor Young instrument beregnet til at afhjælpe alle problemer med mave osv."

Jeg havde desværre prøvet doktor Youngs produkter før. Ringmusklen gav efter og dildoen trængte ind. Min pik blev stiv igen. Røret blev sat på og nu satte Alice farten op på maskinen.

Det var alt for meget. "MMMMMMFFF!!!!"

"Det er nødvendigt" svarede Alice på min halv-stumme protester. Der gik kun få minutter. Så fik jeg udløsning igen. De tog røret af. Ruth tørrede mit underliv af med en våd klud med sæbe.

Alice kom med nogle læderbukser. "Se. Det er dine nye underbukser. De er af læder og har remme samt et hylster så eventuel uønsket erektion kan skjules. Jeg fik dem på og blev hejst ned på jorden igen.

"Så skal du bare have en stuepige uniform på. Bare rolig. Ingen høje hæle og lignende. Du skal trods alt arbejde.

Jeg fik den sorte uniform på. Det var en lang kjole. "Ja. Snittet er måske lidt gammeldags, men kunderne er meget vanepræget, så stuepigerne har den samme uniform på som de havde da vi overtog hotellet. "Forklædet" Det var et næsten hvidt forklæde som dækkede hele fronten. "Kyse. Du skal mest arbejde i køkkenet og vi skal ikke have hår i maden. Den vil desuden skjule dit korte hår. Husk at vi kalder dig Vilma fremover"

Det var svært at trække vejret. Vi tog afsked med Alice og kørte mod Gatorville. Vi kom til den lille by. Hovedstrøget var ikke langt. Der var en kirke, et lille politistation, købmandsbutikken, nogle tøjbutikker og så hotellet. Stort og majestætisk.

Vi kørte om i gården. "Hotellet blev opført kort før borgerkrigen og er blevet moderniseret nogle gange. Den bagerste fløj er for Jer som arbejder her. Vi bor i en lejlighed i den anden fløj. Køkken er i stueetagen og Jeres værelser er på første og anden sal.

Vi gik ind og blev mødt af en pige og dreng på cirka 16. "Det er Iris og Wilson. De er søskende og bor her efter dødsfald i deres familie. Dette er Vilma fra Minnesota, som skal bo hos os."

Jeg blev vist op på et værelse hvor der var en seng og et skab. I skabet hang der et par uniformer så jeg kunne skifte.

Det bankede på døren. En pige kom ind. "Mit navn er Linda. Jeg er den ældste og bestemmer på stedet. Jeg kender til din hemmelighed. Skal vi gå opgaverne igennem?"

Jeg nikkede og over de næste par timer blev jeg vist rundt på hotellet. Udover værelser var der et lokale hvor de lokale kunne spise og få en drink eller kaffe. Der sad nogle af de lokale og spillede kort.

En ældre mand kom ind og kiggede rundt inden han gik ud igen. Det var den lokale sherif som egentlig skulle være gået på pension, men var blevet ved fordi han var meget vellidt.

Det blev aften og personalet samlede sig i køkkenet. Der blev snakket. Jeg var stille efter at have fortalt mit navn og den dækhistorie, som jeg skulle give. Det var svært at trække vejret i korsettet og jeg nippede kun lidt til maden.

Wilson og hans søster sørgede for den sidste service over for de overnattende gæster. Jeg gik op og i seng. Det havde været en lang dag som havde taget en meget uventet drejning. Det var som om at jeg var kommet fra asken til ilden, men i det mindste var der ingen gangster typer som ville slå mig ihjel.